Category Archives: Capgemini

OIOREST ruby news

Min kollega Jesper Rønn-Jensen (fra justaddwater.dk) og jeg holdt i går et SmartLunch oplæg på Capgemini om REST, OIOREST og det ruby library som vi har arbejdet lidt med på det sidste.

SmartLunch er små interne 30-minutters præsentationer over frokosttallerkner, så det er ret kompakt vidensdeling. Hvis de ikke indeholder altfor interne ting og sager, er tanken at videovarianten (som vi i forvejen vil distribuere internt) bliver lagt ud til offentligt skue, som den præsentation om Scrum, som Jesper skrev om i marts. Det bliver også tilfældet med fredagens præsentation + powerpoint, når jeg lige får fundet ud hvordan iMovie fungerer.

Nå, men til det mere tekniske.

I tirsdags var der et hackathon i copenhagenrb regi, hvor 10-11 rubyhoveder sad sammen og hackede på dit og dat, og i den forbindelse var der nogle stykker der var med til at skrue på det rubylibrary til OIOREST.dk, jeg har arbejdet noget på på det sidste.

Projektet hedder oiorest og bor her på Google Code, men for at kunne distribuere udviklingen bedre og for at følge tidens trend, flyttede vi kodebasen over på github (med kyndig hjælp fra Jacob Atzen) og skiftede dermed source control systemet fra subversion til git. Det er vildt cool til open source projekter, men man skal liiiige have den mentale tunge lige i munden før konceptet sætter sig rigigt fast.

Det, som indtil videre må betragtes som main-branchen af grundbiblioteket kan findes her:

http://github.com/dalager/oiorest/tree/master.

Og så har vi oprettet et nyt projekt til eksempler på anvendelse: oiorest-rails-examples, som kan findes her:

http://github.com/dalager/oiorest-rails-examples/tree/master

Det er måske lidt lamt at have et projekt på google code og koden på github, men ligenu pusher jeg kode fra github til google code en gang imellem, men som udgangspunkt vil det altså være friskest at checke koden ud eller downloade den fra de github links ovenfor.

Jeg sidder i et tog og har mellem København og Århus implementeret adressesøgning, så det nu skulle kunne lade sig gøre at lave en klon af findvej.dk med ruby-biblioteket, men da jeg af en eller anden grund ikke kan lave en “git push” igennem min N82-som-modem-forbindelse uden at få en “fatal: The remote end hung up unexpectedly” i hovedet, så ryger det først op senere i dag eller i morgen aften.

Hvis nogen har lyst til at lave nogle fancy rails-eksempler eller synes det er sjovt at lave lækre generaliseringer af eksisterende kode af varierende lækkerhed eller har nogle gode ideer til, hvordan man bedst laver unittests og integrationstests til en REST-klient, så gå amok på de to links ovenfor. Og spørg endelig, hvis der er noget, så vil jeg prøve at svare.

Det var meget. Og nu ruller jeg ud fra banegården i Århus.

UPDATE: nu er github opdateret med oiorest plugin’et. Problemet var man åbentbart ikke kan pushe til et repository fra et git submodule, men skal gøre det fra et “main” repository. Har endnu ikke opdateret google code projektet. Hm, det begynder at ligne lidt noget organisatorisk rod. Må prøve at finde noget tid det at skrue en løsning sammen.

UPDATE 22/5: har commitet det nyeste github kode til projektet på google code. Check det ud derfra, hvis du ikke gider det der git-shite.

OIOREST workshop writeup

Jeg var i dag til workshop i It- og Telestyrelsen (ITST) i Bredgade, hvor emnet var REST i det offentlige.

Udgangspunktet var REST og den prototypeservice som ITST har stillet til rådighed på oiorest.dk.

Som jeg sidst skrev har jeg været med til at skrive et lille ruby library, som kan bruges til at tilgå de offentlige data, som udstilles på oiorest.dk, og det har vist sig at man på under 15 timer kan komme utroligt langt.

Vi var et par og tyve stykker og folk var blandede leverandører og offentlige arkitekturansvarlige, de fleste med et ønske om at finde ud af, hvad det der REST det egentlig er for noget. Så hvis man vidste noget om REST, mashups og web 2.0 så var der lidt tomgang i starten.

Der blev desværre brugt lidt for meget energi på at retfærdiggøre REST i forhold til WS-*, WSDL og SOAP, der blev forsvaret med næb og klør fra den etablerede enterprise verden.

En af de mere interessante diskussioner (open space, der fungerede fino) var udfordringen med at få data til folket. Under sloganet “Free Willy,” som René Løhde, evangelist fra Microsoft, skreg ud i lokalet.

Problemet er, at mange af de data som er offentlige og handler om os alle sammen faktisk ikke bare lige kan åbnes op til den brede offentlighed kvit og frit, da disse data er pålagt afgifter.

Offentlige data, som ikke er personfølsomme, findes i forskellige kategorier eller prisklasser. Noget data, som f.eks. CVR (Det centrale virksomhedsregister), sælger data til offentligheden gennem tre store distributører, og er selvfinanceret. Det vil sige at man ikke umiddelbart kan frigive offentlig virksomhedsdata uden at påvirke et eksisterende økosystem.

Der findes dog nogle lavthængende frugter, som godt kan frigives.

De data som repræsenteres i oiorest.dk skal gøres til en permanent løsning og fungere som et eksempel til efterfølgelse for andre offentlige instititutioner, og dette er allerede planen fra ITST’s side.
Men hvis det virkelig skal batte, så skal ITST eksponere disse data permanent med opdateret data så folk ude i landet kan få øjenene op for fordelene ved at bruge det. Smid lidt ekstra geodata oveni så valgkredse, skoledistrikter, kommuner og regioner også får polygoner til at definere deres geografiske afgrænsnin , så ville staten kunne glæde sig over de innovationsmuligheder der ville følge i kølvandet.
Det ville være en god start. Og der arbejdes på en lobbypressurgræsrodsbevægelse.

I mellemtiden prøver vi at få nogle flere med til at committe til vores lille OIORest ruby/rails plugin ActiveOIO – oiorest på google code. Hvis du vil være med, så smid mig en mail. Jeg skal nok hælde noget dokumentation i en readme-fil snart, men indtil videre står der noget på wikien.

Undskyld, det blev fandme et langt indlæg…

Danmark eksponeret som REST

It- og Telestyrelsen har smidt et midlertidigt eksperiment i luften: Danmark web service – et REST eksperiment

Det er superfedt.

Det gør det muligt med meget lidt kode at trække offentligt tilgængelige oplysninger ud af etaten — om kommuner, sogne, postdistrikter, valgdistrikter, skoledistrikter, adresser og regioner. Se deres eksempler her.

Kollega Jesper fra justaddwater.dk og jeg flikkede i aftes et one-file-lib sammen, som gør det muligt at bruge oiorest.dk som en ActiveResource fra Rails/Ruby. ActiveOIO klassen er lagt ud på google code, find den her. For railsfolk kan vejledning indtil videre findes i denne tråd fra CopenhagenRBs udmærkede google gruppe/mailinglist.

Endnu er det ikke helt klart, hvor OIOREST er på vej hen og vores lille proof-of-concept kan ikke trække så meget af vores energi da servicen ikke er noget man som sådan kan stole på bliver i denne verden, for som ITST siger på sitet:

Formålet med web servicen er dels at ekseperimentere med design af REST baserede web services; dels at vise et eksempel på et design af en REST baseret web service. Formålet er ikke at etablere en driftklar web service. Danmark web servicen lukkes når den har opfyldt sit formål.

Så selvom kodefristelsen lurer er det begrænset hvor meget tid man har lyst til at kaste efter noget der risikerer at blive lukket uden varsel.

Hvis man er til den slags, så er der også en workshop d. 22 april, hvor man sikkert kan få lidt mere fremtid. Hvis man ikke havde en i forvejen.

Update 5/4: så har jeg lavet oiorest/ActiveOIO projektet på google code om til et  rails plugin og kodet lidt mere på det, så det kan bruges ud af boksen. Se instruktioner på wikien. Og giv endelig lyd hvis du har lyst til at bidrage selv!

Tanz-Café

Er i Lübeck med Capgemini på det årlige Kick-Off. For dem, der ikke har prøvet den slags, så er det sådan noget hvor man bl.a. ser nogle powerpoints og konstaterer at det går godt men at der dog er plads til forbedringer.

Vejret er usselt, men jeg får netværket en del, hvilket er absolut nødvendigt for at orientere sig i en virksomhed med hundreder af kolleger som man ikke kender. Så der bliver snakket smånørdet rundt omkring i krogene.

Nej, vi har endnu ikke været på Tanz-Café. Men det er på listen over alternativer hvis aftenens high-paced festivitas ikke passer til mit lettere forkølede vrag af en krop.

360 mennesker på 30 middage

capgeminilogo.gifCapgemini fik tidligere i år en ny dansk direktør, Kjell Ulmfeldt, en skåning, der har været godt omkring i koncernen i de ca 31 år han har været der.

Traditionen tro skal direktøren møde samtlige ansatte, så i torsdags var jeg med 11 andre kolleger ude at spise med direktør og salgschef.

Henover maden var der så lidt diskussioner af emner som folk synes der var relevante – strategi, kultur, kantine og alt det der man nu synes er en central del af en arbejdsplads.

Det er faktisk en supercool tradtion og nem at implementere – særligt for mindre virksomheder.

Kjell har 360 ansatte han skal igennem. Det er 30 middage og temmeligt mange mennesker. Jeg tror jeg ville dø lisså stille omkring middag 20.