Category Archives: Kultur

Graphic Novel November

I den sidste måned har jeg læst tre eksemplarer af genren “Graphic Novel”, som kort fortalt er tegneserier langt fortalt.

For mig var det lidt et forsøg, men jeg er blevet ret glad for formatet. Det er en helt anden læseoplevelse med et langsommere tempo hvor ord og billeders indbyrdes forhold kræver lidt mere opmærksomhed, men det betaler sig.

Nå, men her er de.

Marjane Satrapi: Persepolis
Selvbiografisk. Piges opvækst i Iran under den islamiske revolution.

Det er en meget personlig historie skruet sammen som en fornyelse af dannelsesromanen med rejse ud og hjem og det hele. Oplysende og rørende.

Filmen er kommet, og den har fået helt pæne ratings. Har dog ikke set den endnu.

Alan Moore: Watchmen
Afdankede superhelte skildret som almindelige mennesker, der af personlige årsager hopper i kostumet.

Historien foregår efter deres tilbagetrækning fra tjansen. God historie og fedt tegnet (ikke at jeg rigtigt ved noget om den slags, men det synes jeg). Koldkrigstema med et strejf af apokalypse.

Og Filmen er på trapperne.

Gilbert Hernandez: Luba in America
Mystisk latinamerikansk dysfunktionel familieskildring med storbarmet matriark i centrum.

Luba har syv børn og er grebet af indestængt frustration og vrede og er altid afbilledet med en symbolsk hammer i hånden.

Hist og pist igennem historierne er der spredte genreforsvar for tegneserien som kunstform og et enkelt direkte angreb mod hvad man kan kalde “grafocentrisme”, skribenters indbyggede bias i forhold til ikke-skriftlige udtryksformer.

Nå, men hvis der er nogen derude, der har et par gode anbefalinger i genren, så er jeg lutter øren. Gaimans Sandman er øverst på min liste.

Mig og Cohen

“Ham skal jeg nå at se, inden han dør,” var et klart mål da jeg i aftes var til koncert med Leonard Cohen.

Cohen er central i min musikalske verden, da han var en af de kunstnere der startede min musikalske opdragelse, hvor jeg som 16-17 årig gik ned i Sound of Music, den sejeste pladebiks i Viborg, og bad om at få den bedste skive med Leonard Cohen.

Det er 17-18 år siden og de stak mig Songs from a Room, en sang med god cohensk poetisk dybde og bredde og yderst velegnet til selvakkompagneret weltschmertz med spansk guitar og store følelser og kierkegaardske afgrunde i Song of Isaac, The Butcher og Lady Midnight. Min fortolkning af værket er modnet en smule med mig, men det er stadig et af de steder hvor en masse ting startede og en god ting at tage frem.

Koncerten var en stor personlig oplevelse. Selvom Cohen tangerer head music og de gribende decideret musikalske øjeblikke ikke lå hos hovedpersonen selv, men hos dele af bandet, var der alligevel adskillige gåsehudsøjeblikke og masser af intensitet hos den aldrende gentleman, og jeg leder efter et sætliste fra koncerten, så jeg kan lave en replaylist i iTunes.

Nu er jeg egentlig bare glad for at jeg nåede at se Cohen inden jeg selv dør.

Surt PS (sådan er jeg bare, grumpy to the bone): Publikum var lidt for glade for at klappe, og til den oprindelige 5-punktsliste har jeg tilføjet punkt 6: “folk der klapper når de genkender en sang”.

Anmeldelser:
jp, eb, berlingske.

1000 ægte fans er nok

For et par uger siden hørte jeg Twit, episode 133, hvor Jonathan Coulton var gæst. Sådan opdagede jeg en superfed singer/songwriter med en smånørdet vinkel, som det er lykkedes at skabe en fanbase og en karriere udenom pladeselskaber ved at lave sine helt egne ting til et ret snævert nichepublikum. Mange af sangene kunne være soundtracks til Coupland-romaner.

Twit-episoden giver Coulton mulighed for at fortælle sin solstrålehistorie og de andre paneldeltager giver god kvalificeret perspektivering om niche. Så det er en dobbeltanbefaling. Der er i øvrigt nogle gratis Coulton ting på hans site. Start med skymall og creepy doll.

Samme fænomen beskrevet i rigtig god blogpost om, hvordan kunstnere som Coulton kan nøjes med at have 1000 ægte dedikerede fans er Kevin Kellys 1000 True Fans.

Det danske perspektiv kan man få i Kommunikationscast #46, hvor Mikkel og Emme får snakket med IFPI og Johan Olsen fra Magtens Korridorer om fremtiden for musikken i den digitale tidsalder (som det ville sige det i Harddisken).

Så nu skal jeg gøre det nemt for dig:

  1. Hør twit
  2. Download noget Coulton og hør det
  3. Læs 1000 true fans
  4. Hør Kommunikationscast #46

Hvis du ikke gør det, finder jeg ud af, hvor du bor og sørger for, at du bliver kvalt i 5 forskellige varianter af gratisaviser. Så er du advaret.

I øvrigt: vil du være min ægte fan? Så mangler jeg kun 999…

Årh, havde jeg bare sagt…

Har lige set MC Fight Night fra KB Hallen. Ikke i KB Hallen, desværre.

Kender I det, hvor man har været ude for en eller anden situation, og man bagefter tænker pis os, jeg skulle have sagt det og det og så havde jeg rigtigt givet ham og så ville jeg have vundet situationen og rigtigt vist dem, hvem der er overhund?

Hvis jeg havde været battle-victim for Pede B (aka den onde vinder), ville jeg ikke engang bagefter have nogensomhelst idé om hvordan jeg skulle komme tilbage med andet end et patetisk “det kan du selv være”. Eller måske endda “spejl!” hvis det gik rigtigt højt.