Category Archives: Musik

Hell Motherfuckin’ Yeah!

Var til freestyle rap-konkurrencen MC’s Fight Night i KB hallen i aftes, med jdreng i sidevognen på hurtigt afbud (min normale miss mc røg ned med flaget…)

Efter at have set live transmissionen på dr2 i et par år var det på tide at få den ufiltrede huxy-løse udgave.

Det er et superfedt show, og jeg er sindssygt imponeret over de MC’s der stiller sig i ringen.

MikL vandt over Pede B i finalen, der kan ses på youtube her.

Har også selv smidt en luns op, hvor Pede B høvler løs på Orhan G, der ellers også var superskarp, og skulle have haft noget mere tid i ringen.

Desværre er DR’s dækning af arrangementet skåret ned til en times sammendrag (på torsdag måske?), hvilket er både en synd og en skam.

Mig og Cohen

“Ham skal jeg nå at se, inden han dør,” var et klart mål da jeg i aftes var til koncert med Leonard Cohen.

Cohen er central i min musikalske verden, da han var en af de kunstnere der startede min musikalske opdragelse, hvor jeg som 16-17 årig gik ned i Sound of Music, den sejeste pladebiks i Viborg, og bad om at få den bedste skive med Leonard Cohen.

Det er 17-18 år siden og de stak mig Songs from a Room, en sang med god cohensk poetisk dybde og bredde og yderst velegnet til selvakkompagneret weltschmertz med spansk guitar og store følelser og kierkegaardske afgrunde i Song of Isaac, The Butcher og Lady Midnight. Min fortolkning af værket er modnet en smule med mig, men det er stadig et af de steder hvor en masse ting startede og en god ting at tage frem.

Koncerten var en stor personlig oplevelse. Selvom Cohen tangerer head music og de gribende decideret musikalske øjeblikke ikke lå hos hovedpersonen selv, men hos dele af bandet, var der alligevel adskillige gåsehudsøjeblikke og masser af intensitet hos den aldrende gentleman, og jeg leder efter et sætliste fra koncerten, så jeg kan lave en replaylist i iTunes.

Nu er jeg egentlig bare glad for at jeg nåede at se Cohen inden jeg selv dør.

Surt PS (sådan er jeg bare, grumpy to the bone): Publikum var lidt for glade for at klappe, og til den oprindelige 5-punktsliste har jeg tilføjet punkt 6: “folk der klapper når de genkender en sang”.

Anmeldelser:
jp, eb, berlingske.

Lynanm.: Lou Reed. Operaen.

Første fire numre var jeg slet ikke varmet op til. Lige på og lidt for hårdt. En bølge af versioner, der bare mundede ud i støjkulisser som man måske kunne gå lidt amok til indeni, hvis det var kommet lidt længere fremme.

Så blev det langsomt bedre og endte med at blive rigtigt rigtigt godt.

Tre non-berlinere til dessert.

Super koncert med lidt startbesvær.

One Two koncert – glimrende, faktisk

Jeg var til One Two koncert på Vega i aftes.

Nu er det ikke et band jeg som sådan dyrkede da jeg var knægt — faktisk tror jeg at jeg i lange perioder kun ville have haft hårde ord til overs for den slags poplort.  Eller hvad man nu kunne have kaldt det.

Men sandheden er at hvis man blev teenager da den første plade kom i 86, så var alle deres hits en tvunget del af soundtracket til ens forvirrede ungdom. Og hvis man er ung og bor i provinsen, så er det altså pigerne der får lov til at bestemme musikken. Kan være det er det samme i storbyen, men det kan jeg ikke rigtigt udtale mig om.

Nå, men den her koncert, som jeg var til af udenomstændighedsmæssige grunde, tog lidt røven på mig. Jeg havde nok forventet at blive en lille smule skuffet, men det viste sig at være overraskende fedt og et nostalgisk trip af den gode slags. Meget folkeligt og meget langt fra min daglige musiksmag og de meget ens numre til trods.

Bandet var primært det originale line-up, velspillende og jeg kan godt forstå, hvorfor de var ret store i 80erne.

Salen kogte. Bedst illustreret ved disse 23 sekunder af “Den bedste tid,” hvor publikum skråler godt igennem. Egentlig havde jeg mere af nummeret, men mikrofonen i min telefon overstyrer når lyden er for høj, så det er ikke så rart at høre på. Dette klip siger også nok.

Note: Når folk skråler igennem til “Jeg var midt i en drøm,” kan det godt lyde lidt vredt og hen i retning af “JEG LÅ LIGE OG SOV!”. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad sangen i virkeligheden handler om.

1000 ægte fans er nok

For et par uger siden hørte jeg Twit, episode 133, hvor Jonathan Coulton var gæst. Sådan opdagede jeg en superfed singer/songwriter med en smånørdet vinkel, som det er lykkedes at skabe en fanbase og en karriere udenom pladeselskaber ved at lave sine helt egne ting til et ret snævert nichepublikum. Mange af sangene kunne være soundtracks til Coupland-romaner.

Twit-episoden giver Coulton mulighed for at fortælle sin solstrålehistorie og de andre paneldeltager giver god kvalificeret perspektivering om niche. Så det er en dobbeltanbefaling. Der er i øvrigt nogle gratis Coulton ting på hans site. Start med skymall og creepy doll.

Samme fænomen beskrevet i rigtig god blogpost om, hvordan kunstnere som Coulton kan nøjes med at have 1000 ægte dedikerede fans er Kevin Kellys 1000 True Fans.

Det danske perspektiv kan man få i Kommunikationscast #46, hvor Mikkel og Emme får snakket med IFPI og Johan Olsen fra Magtens Korridorer om fremtiden for musikken i den digitale tidsalder (som det ville sige det i Harddisken).

Så nu skal jeg gøre det nemt for dig:

  1. Hør twit
  2. Download noget Coulton og hør det
  3. Læs 1000 true fans
  4. Hør Kommunikationscast #46

Hvis du ikke gør det, finder jeg ud af, hvor du bor og sørger for, at du bliver kvalt i 5 forskellige varianter af gratisaviser. Så er du advaret.

I øvrigt: vil du være min ægte fan? Så mangler jeg kun 999…

Så er der spade igen

ghiii.pngI gymnasiet og året efter brugte jeg mange mange guitartimer foran min Marshall Valvestate 8240, trampende løs på et blandet pedalboard mens Metallica covers blev tæsket igennem.

Så gik min up-moddede discountguitar på pension (jeg havde ikke råd til det vilde grej, så jeg udskiftede pickups og kontroller løbende, som jeg fik penge).

For en måneds tid siden kom min første spillekonsol, en Playstation 3, ind ad døren.

I dag var jeg på posthuset og hente Guitar Hero III: Legends of Rock, komplet med trådløs Les Paul af sort plastik. Så nu er der spade igen.

Det lyder underligt, men w00t, det er fandme sjovt!!

For at få screen time til at game lidt, har jeg i den sidste måneds tid op til flere gange taget mig selv i at stå op klokken 6 for at køre DiRT. Jeg er dog ikke sikker på at Guitar Hero egner sig til før-7 gaming.

Fiery Furnaces på Vega i morgen

Sludrede med en ven på messenger forleden.

Han: “jeg kan se på last.fm at du voldlytter Fiery Furnaces i øjeblikket – skal du til koncerten på vega?”

Nu skal jeg.

Mit gamle koncertkalenderprojekt er i øjeblikket parkeret. Pga altmuligt tid-penge-motivation-blah. Men ikke mindst fordi last.fms recommended events gør det rigtigt fedt og dækker mit personlige behov.

  1. Man kobler sin iTunes konto op mod last.fm, så ens musikvaner bliver registreret.
  2. Recommended events finder så koncerter, der matcher din musiksmag.
  3. Så tager man et iCal feed fra last.fms recommended events og putter ind i Google Calendar.
  4. Og mere enkelt kan det ikke gøres. Nu skulle jeg være mere sikret.

Yndlingstrommer

Head Hunters, Herbie HancockNogle af mine all time bedste trommer er

  1. Watermelon Man, Herbie Hancock, den version der er på Head Hunters pladen. Trommerne falder ind på den skarpeste og sprødeste måde.
  2. Berlin, hele pladen med Lou Reed. Har sagt det før. Overraskelsen er lidt, at den samme trommeslager, Aynsley Dunbar, 14 år senere var det store rytmeæg på et Whitesnake album, jeg hørte en del på engang (men ikke mere) – et faktum, jeg først lige så nu.

Jeg vil nok vende tilbage og opdatere det her indlæg. Måske endda med musik, der ikke er fra 1973, hvor jeg blev født. Mystisk sammentræf i øvrigt.

Nogle andre gode bud?

Årh, havde jeg bare sagt…

Har lige set MC Fight Night fra KB Hallen. Ikke i KB Hallen, desværre.

Kender I det, hvor man har været ude for en eller anden situation, og man bagefter tænker pis os, jeg skulle have sagt det og det og så havde jeg rigtigt givet ham og så ville jeg have vundet situationen og rigtigt vist dem, hvem der er overhund?

Hvis jeg havde været battle-victim for Pede B (aka den onde vinder), ville jeg ikke engang bagefter have nogensomhelst idé om hvordan jeg skulle komme tilbage med andet end et patetisk “det kan du selv være”. Eller måske endda “spejl!” hvis det gik rigtigt højt.