Category Archives: Rant

Om at klappe. Klassik rant. Og en liste med 5 punkter.

Det her er et udbryderindlæg der er stærkt inspireret af publikumssiden af aftenens Lou Reed koncert.

Danskere kan godt lide at klappe. Eller: vi klapper meget, men der er nogle gange noget tvungent over det, så om vi kan lide det.. næh nok ikke altid. Eller nok ikke allesammen, nærmere.

Klapperiet er et udtryk for overboblende begejstring, det er et forsøg på at kommunikere sin kærlighed tilbage til musikanten, det er et huhej-hør-også-mig, det er mærkeligt når vi klapper af hinanden, og det er på mange måder utroligt belastende i det hele taget.

6 meget irriterende klap

  1. Klap på 1 og 3 mens musikken spiller. Det hjælper at klappe på 2 og 4, men hvis man ikke direkte bliver opfordret til det fra scenen er der er stor sandsynlighed for at du bare ødelægger musikken for os andre.
  2. Klapamok inden musiken er færdig
  3. Overdreven solisthyldestklap efter solo
  4. Ham der altid er den første til at bryde stilheden med sit klapperi efter et nummer. Hver gang. Og han er pavestolt over at det er ham, der får alle os andre til at klappe med. Han er i øvrigt tæt beslægtet med ham der som den første rejser sig op efter koncerten og initierer den stående ovation. Klaphat.
  5. Den der følelse af psykotisk flokdyr man får når vi allesammen ekstranummerklapper blodet ud igennem vores håndflader i håbet om at der kommer noget mere musik og jo mere og mere der klappes des mere og mere har man bare lyst til at sige fuck det og skride hjem, ekstranummer eller ej.
  6. Klap når man genkender det nummer der lige er gået igang. Enten vil du vise dine medpublikummer, at du godt kender nummeret, eller også er glæden ved genkendeligheden bare ikke til at rumme. I begge tilfælde er det en lam måde at støje ind over en af de vigtigere passager i ethvert nummer.

Nu skal jeg nok holde op. Og jo, gu klapper jeg. Og nej, jeg er ikke sur.

Update: pkt 6 tilføjet efter Cohen-koncert.

Misforstået Rekruttering

Blev ringet op af Rikke på mit arbejde i dag.

Rikke arbejder for et rekrutteringsfirma og ville høre om jeg var interesseret i et karriereskift.

- Øeh, nej, jeg er ikke interesseret.
- Du skriver på din LinkedIn profil at du er interesseret i “career opportunities”
- Øh jo. Men jeg er ikke interesseret. Hvor har du det her nummer fra?
- Nå. kender du nogle udviklere?
- Nej
- Nej? Kender du slet ikke nogle udviklere?

Og sådan fortsatte det lidt endnu med at jeg ikke var interesseret indtil jeg fik at vide at hvis jeg skulle være så uvenlig, så kunne jeg da bare lade være med at skrive på min LinkedIn profil at jeg var interesseret!

Nu fik jeg desværre ikke fat i navnet på Rikkes arbejdsplads, men recruiterrikkepigen har misforstået et par ting:

1. Når man på LinkedIn har krydset af i “career opportunities” så er det en accept af at man gerne vil kontaktes på LinkedIn. Så tag fat i mig gennem mit netværk.

2. Ja, jeg kender andre udviklere. Men gider ikke at lave dit arbejde for dig, så du kan prale med en righoldig kandidatdatabase når du skal ud og sælge rekrutteringsydelser.

3. Der er et link til min weblog på min LinkedIn profil. Hvor emailadresse og mobilnummer er. Eller skriv mit navn i Google. Så skal du nok finde mig, hvis du absolut vil.
Men lad dog for helvede være med at være så dum at ringe til min nuværende arbejdsplads, det er simpelthen for lamt.

Nå, men firmanavnet missede jeg som sagt, så jeg er ramt af den tamme fornemmelse af harme uden target.

Nærdødsoplevelse

Var ved at blive kværnet til tapernade af en højresvingende psykopatlastbil fra Westend Transport.
Bremsede, sprang af cyklen, slæbte den ind på fortovet og gav ham fingeren.
Det gør jeg sjældent, det sidste, men jeg var lidt ved siden af mig selv.
Hellere ved siden af mig selv end under Westend Transport.
Som man siger.

Jeg ser op til lastbilchauffører. Det må kræve nerver af stål at dreje til højre i et lyskryds uden at se sig ordentligt for. Respekt.

(og nej, det er ikke trafiktemauge)

Fransk blinkeri gone wrong

Man bruger blinklys (på biler, dem i siderne, du ved) til at markere at man skifter tilstand.
Blinkeriet gør opmærksom på, at nu er der ved at ske noget, der måske kan gøre en forskel for dig. “Jeg overhaler”. “Jeg svinger liiiige ud her, du”. Eller med begge to: “den er helt gal! pas på, dér!”.

I Frankrig. Fatter. Man. Det. Bare. Ikke.

På motorvejen er stilen den, at man sætter blinklyset til, når man rykker ud i overhalingssporet. Og så slukker man det når man rykker ind. Engang.

Resultatet kan være at man ser en lang kæde af biler hænge blinkende i det hurtige spor.
Et andet resultat kan være at man på tresporede motorveje kan finde blinkende biler i det midterste spor – de er ikke på vej nogen steder hen, men hænger bare ud indtil de kan trække ind slæberillen igen.

Blinkeriet er på franske motorveje ikke kun et signal om at man skifter tilstand. Det er ofte en tilstand i sig selv. Mildest talt forvirrende, trafikækvivalenten til ULVEN KOMMER, og ikke hensigtsmæssigt for trafiksikkerheden. Er mit bud.

Eller er jeg bare fjendtlig?

Tanker om Khaki Boob Jobs

Den amerikanske hær har i de sidste 4 år foræret 496 kosmetiske brystoperationer — eller Boob Jobs, om man vil — til de kvindelige soldater. Hertil kommer mere end tusind fedtsugninger og nogle nye næser, angiveligt til begge køn. Sikke noget.

Det er ikke svært at se fordelene ved det (no pun intended):

1. Man kan spare penge på camuflagelingeri, hvis altsammen har samme størrelse.

2. Krigsfanger vil ikke brokke sig, hvis de bliver behandlet hårdt af Jenna Jameson. Det er en effektiv måde at motivere stockholmersyndromet på, og ved evt retslige efterspil vil ofrene have svært ved at forklare at de faktisk ragede på deres bødler.

Såeh.

[ via glassdog ]

Mary udsat for sproglig voldtægt af Ninka

Det Nært Forestående. Et fænomen som bliver brugt til lidt af hvert.
De autonome bruger det til at fremme deres egen sag, men hvad det angår er de ikke de eneste, og efter min mening heller ikke de værste.

Politiken bragte i søndags et interview med Mary. ‘Ninka’ interviewer over en længere periode.
For det skal jo gøres grundigt — det er jo, om ikke vor tids mest centrale samtidsroman, så det interview, der skal bringe dette Royale Væsen ind i danskens hjærte.

Samtidig er hun så smuk, så smuk at skue. Det ydre illumineret af det indre. En naturlig skønhed. Hendes udstråling som en slags lykke i stuen. I den indgår de rolige bevægelser. En yndefuldhed, der ville få Oehlenschläger på banen med ordet ‘sval’. En livshistorie, der ville få Søren Kierkegaard overbevist om, at hun for længst er trådt i karakter. En følsomhed, der ville få H.C. Andersen til at tænke på åde ærter og dyner og bevæget fremstamme: »Hun er en rigtig prinsesse«



Det er lige før, man kan høre forfatterens smaskende smagen på sproget. Læber der glinser af selvfedme, fryd og fråde over at gøre dette scoop: at skrive Mary ind i Danmark. Poetiske, korte sætninger. Billeder, åh billeder.
Ninka føler historiens vingesus og ganske tydeligt også, at hun selv hjælper lidt til med at baske.

Æv, hvor bliver jeg træt. Og jeg tvivler på at hverken Oehlenschläger (i hvert fald ikke den unge) eller Kierkegaard ville bryde sig om at blive taget til indtægt for den omgang vrøvl.

For første gang får jeg ondt af Mary.
Fik jeg sagt æv?

Og min pointe:
Dette er ikke en beskrivelse af en kvinde.
Det er konstruktion af et nationalromantisk symbol.

Update!

Køb hele miseren som pdf hos politiken for 25 kroner. Jeg tuder.