Category Archives: Sprog

Årh, havde jeg bare sagt…

Har lige set MC Fight Night fra KB Hallen. Ikke i KB Hallen, desværre.

Kender I det, hvor man har været ude for en eller anden situation, og man bagefter tænker pis os, jeg skulle have sagt det og det og så havde jeg rigtigt givet ham og så ville jeg have vundet situationen og rigtigt vist dem, hvem der er overhund?

Hvis jeg havde været battle-victim for Pede B (aka den onde vinder), ville jeg ikke engang bagefter have nogensomhelst idé om hvordan jeg skulle komme tilbage med andet end et patetisk “det kan du selv være”. Eller måske endda “spejl!” hvis det gik rigtigt højt.

Gravko og Stanleykniv

Gravkoen og stanleykniven er beslægtede.
Hvorfor?

(hahahaha du har lige trådt i en quiz!)

Update: Løsning
Gravkoen har sit navn fra det entreprenørfirma, der først købte en i københavn, nemlig “Københavns Grav & Co”.
Stanleykniven er lavet af firmaet Stanley.
Så de har det tilfælles, at de begge er en form for generaliserende glemt reklame. Prototypiske produkter.
Der er et hav af tilsvarende proto-produkter, men jeg kan ikke huske flere ligenu.
Hm. Skodquiz.


Desuden: jeg har fået det nye soundvenue + cd-sampler. Men jeg gider ikke importere cd’en til iTunes, før nogle andre har publiceret track-names. Mit liv er for kort til at hamre ID3-info ind.
Kære Soundvenue, kunne I ikke gøre det? Jeg er rådoven. Sorry. Og uforskammet egoistisk. Ditto.

, som man siger (ordsprog #1)

På en togtur indtastede jeg 684 ordsprog i notepad. Det er fra en lille ordssprogssamling v. Hans Brix: “Danske Ordsprog” fra 1944, og jeg har planer om at lave en lille ‘Dagens gajolflap’ her på siden, når jeg er igennem de sidste 30 sider.

  • Man skal ikke binde hund til pølse

Jeg har prøvet at bruge dette skønne og almengyldige ordsprog ved flere lejligheder i de sidste dage, men folk synes tilsyneladende ikke, at det rammer helt.

Her kommer lige et lille udvalg af perler:

  • Man kan træde en tudse så længe, at den bliver flad omsider
  • Man skal vogte sig for klatgæld, nippedrik og kys i krogene
  • Med lempe og træk får man æg i humlesæk
  • Mø skal kendes i dejgtrug og ikke i springdans
  • Møer vil alle mandes
  • Når det regner med vælling, er min ske væk
  • Der er kun lidt ly under lammehale

Hjælp det danske sprog og bring disse fine ordsprog i spil igen. Alt for længe har de været skjult, og selvom meningen kan være lidt hemmelig, fejler de jo ingenting.

Nytårsaften skulle være en god lejlighed.

Visdom, kval, kundskab og smerte

Dagens citat er fra prædikernes bog:

Jo større visdom, des større kval, den, der øger sin kundskab, øger sin smerte. (1.18)


Kondenseret i én munter sætning, der dog alligevel formår at gentage sig selv på en klassisk gumpetung bibelsk facon.

Kan ikke rigtigt gennemskue, hvad Gud (for det er jo Ham, ved vi allesammen, der har ført pennen) har tænkt sig med den gentagelse. Måske er det for at imødegå de stakler, der tror de kan slippe udenom, ved at hævde at der er forskel på visdom og kundskab.

Mere sandsynligt er det nok, at det er det gamle retoriske trick: hvis man siger noget to gange, så er det mere rigtigt, selvom det er noget nok så forblommet vrøvl.

Læs mere her

God sproglig kommunikation online?

Jason Fried fra 37signals bemærker fornuftigt at hvor der er utallige websites dedikeret til at vise eksempler på andre sites, der er designet brugervenligt, flot, intelligent eller sågar grimt og dårligt, er der ingen der kigger på, hvordan virksomheder henvender sig sprogligt til deres kunder.

Han opfordrer folk til at hjælpe med at lave en liste over sites, der har en forbilledlig tekstside.

Jeg vil gerne have hjælp til at gøre det samme for danske virksomheders websites.

Området har fået alt for lidt opmærksomhed, og jeg er mildest talt dødtræt af at læse tandløst og ligegyldigt bras, der kommer ud af munden på marketingafdelinger, som af frygt for at støde bortnivellerer enhver form for personligt udtryk. TDC ligger f.eks. godt i det felt.

Imellem virksomheder og kunder er der en gammel barriere, der skal høvles ned: virksomhederne er bange for at vise et menneskeligt ansigt og kunderne har vænnet sig til at høre på kønsløse varmluftsapparater.

Men der er stensikkert også mange eksempler på virksomheder, der gør det på den helt rigtige måde. Lad os lige se lidt på dem.

Smid links i kommentarerne, så samler jeg en liste når der er noget at samle af.