Category Archives: Brok

Om at klappe. Klassik rant. Og en liste med 5 punkter.

Det her er et udbryderindlæg der er stærkt inspireret af publikumssiden af aftenens Lou Reed koncert.

Danskere kan godt lide at klappe. Eller: vi klapper meget, men der er nogle gange noget tvungent over det, så om vi kan lide det.. næh nok ikke altid. Eller nok ikke allesammen, nærmere.

Klapperiet er et udtryk for overboblende begejstring, det er et forsøg på at kommunikere sin kærlighed tilbage til musikanten, det er et huhej-hør-også-mig, det er mærkeligt når vi klapper af hinanden, og det er på mange måder utroligt belastende i det hele taget.

6 meget irriterende klap

  1. Klap på 1 og 3 mens musikken spiller. Det hjælper at klappe på 2 og 4, men hvis man ikke direkte bliver opfordret til det fra scenen er der er stor sandsynlighed for at du bare ødelægger musikken for os andre.
  2. Klapamok inden musiken er færdig
  3. Overdreven solisthyldestklap efter solo
  4. Ham der altid er den første til at bryde stilheden med sit klapperi efter et nummer. Hver gang. Og han er pavestolt over at det er ham, der får alle os andre til at klappe med. Han er i øvrigt tæt beslægtet med ham der som den første rejser sig op efter koncerten og initierer den stående ovation. Klaphat.
  5. Den der følelse af psykotisk flokdyr man får når vi allesammen ekstranummerklapper blodet ud igennem vores håndflader i håbet om at der kommer noget mere musik og jo mere og mere der klappes des mere og mere har man bare lyst til at sige fuck det og skride hjem, ekstranummer eller ej.
  6. Klap når man genkender det nummer der lige er gået igang. Enten vil du vise dine medpublikummer, at du godt kender nummeret, eller også er glæden ved genkendeligheden bare ikke til at rumme. I begge tilfælde er det en lam måde at støje ind over en af de vigtigere passager i ethvert nummer.

Nu skal jeg nok holde op. Og jo, gu klapper jeg. Og nej, jeg er ikke sur.

Update: pkt 6 tilføjet efter Cohen-koncert.

Just (don’t) Eat

JustEat.dk er en online service, der fungerer som broker og transportør mellem restauranter og take-outers. Jeg er ikke helt uerfaren, når det handler om take-out.

Som f.eks. i aften, hvor jeg bestiller mad til to personer hos King Chicken på Østerbro.

At maden er en halv time forsinket, er ganske normalt (omend lidt utjekket), men halvdelen af maden er ikke er med, og det er lidt noget rod. Så jeg ringer til Thomas fra JustEat.

“Du er nummer et i køen” [...musik...blabla..tidengår....] “Du er nu nummer to i køen”…

Allerede nu begynder mine bange anelser.

Thomas fra justeat kan fortælle mig, at jeg skal snakke med restauranten: “Det er jo dem, der tilbereder maden til dig,” (aaah!) og så får jeg historien om at justeat bare står for leveringen, og at jeg skal ringe til restauranten, hvis der er problemer af nogen art.

Kongkylling taler ikke rigtigt dansk, men efter nogle minutter med stærkt stigende puls må jeg smide røret på, da jeg kun kan få ud af ham, at han har skrevet noget ned på en seddel, men ikke helt hvad, og da han spørger, om jeg kommer efter resten af maden, er jeg et splitsekund fra at sige helt præcist, hvor han kan anbringe sin mad, men besinder mig til et det-er-ligemeget-farvel og regner derefter ud, at den tid det vil tage mig at inddrive de 65 kroner ikke er besværet værd.

En forklaring på, hvorfor det går så galt, kan være, at chaufføren, der henter maden, ikke ved, hvad han henter. Den kvittering, han viser mig som undskyldning på madhalveringen, viser kun et ordrenummer og min adresse. Så den stakkels mand har ingen mulighed for at lave det mest basale raincheck ved afhentningen, og enhver fejl i produktionsleddet falder naturligvis tilbage på JustEat.

Hvis man ikke kan sikre kvaliteten hos sine underleverandører er det bare et spørgsmål om tid før folk begynder at blive trætte.

Et andet problem er, at de simpelthen ikke skalerer. Jeg er før blevet ringet op en halv time efter forventet spisetid med en “vi er kede af det, men vi når simpelt ikke at komme med maden i aften…”. Det er normalt at de bare er 30-60 minutter forsinkede.

Har tidligere prøvet med e-takeaway, der har gang i en lignende model, men de var også en meget blandet fornøjelse.

Det er en skam at det ikke virker, og man kan ikke helt lade være med at tænke, at det sgu må kunne lade sig gøre.

Tror dog ikke at jeg er på vej ind i restaurationsbranchen — jeg ville blive rullet ind i sure smileys efter en uge.

Web 2.0

Hvis nogen siger web 2.0 een gang mere, springer jeg i luften.

Det kan godt være det er mig, men jeg har vitterligt svært ved at se kvantespring eller paradigmeskift.

Fra mit ydmyge synspunkt er det ligeså problematisk at sige hvad web 2.0 ikke er som det er at sige hvad det er.

Jeg anerkender ikke web 2.0.
Fænomenet findes ikke.
Der er ikke noget web 2.0.
Kun en masse ord.

Amazon: Co.uk vs Com

Jeg vil gerne købe bøger over amazon.
Det billigste er, så vidt jeg kan gennemskue, at købe dem i Amazon.co.uk.
Men jeg bliver nødt til at kigge på Amazon.com for at kunne bruge ratings og collaborative filtering til noget fornuftigt, da tech-bøger sjældent er ratede og anmeldt på amazon.co.uk.

Så jeg finder de bøger jeg gerne vil have på .com, tilføjer dem løbende til min wishlist og til sidst prøver jeg så at finde de samme bøger på co.uk. Hvis de altså har dem…

Arrrrgh

Er jeg snotdum?
Er der en ‘transfer to co.uk’ knap jeg bare ikke har set?
Og er jeg helt alene?

Update:
Det lader til at både amazon.com og amazon.co.uk stiller det samme web service api til rådighed.

Man kan lave Remote Shopping Cart Operations og slå op i wish-lists, så man skal bare lave et lille program, der overfører .com wishlist emner til .co.uk indkøbsvognen. Projektet ryger på listen over dimser man savner og selv kunne lave, hvis man har et par ledige aftener.

Harme Oh Harme

Det slår mig lige, at jeg ikke har for vane at skrive harmdirrende indlæg her på stedet.

Undtagelse. Undtagelse. Og undtagelse.

Posten velsignede mig i dag med to identiske konvolutter. Tak post.
Indholdet var næsten det samme, nemlig høflige henvendelser fra et inkassofirma, med tag-linen “… fordi inkasso er en tillidssag“.

De tilbyder sågar ‘online inkasso på internettet”. Åh.
Jeg er altså blevet udsat for online inkasso by proxy, praktiseret som online kasino: inkasso hvorsomhelst, nårsomhelst og mod hvemsomhelst. Ih.

Den egentlige afsender var azero, om hvem man kan sige meget, men her vil jeg forholde mig til lige præcis dagens post alene. Jeg er naturligvis ikke helt uden skyld, da jeg rigtigtnok for to år siden har bestilt domænet gravskrift.dk uden at betale det. Fortrød. Men det var åbentbart ikke nok og hvem i alverden læser alligevel det med småt. Fair nok.
Men så var der et par andre besynderlige beløb, som ikke lige gav mening.

Mig ind til telefonen.

En i øvrigt utroligt behagelig telefonsamtale med deres bogholder — snakke snakke trække i land og ja det ser godt nok lidt mystisk ud — resulterede i, at jeg skulle smide 123,75 kroner. Og ikke 775,00 som inkassopapirerne skreg op om.

Det er sguda ikke en måde at køre sin biks på. Men det er åbentbart blevet ret moderne at køre spredehaglskampagner. Går den, så går den.

Nu fik jeg luft. Skønt.

Og du, kære drive-by læser fik toptunet fredagsunderholdning. Harme for fulde gardiner. Den lille mand mod systemet. Kapital korrumperer. Mere vil have mere. Ak og ve og spot og spe. Og blah blah blah blah…

Jeg er utroligt tæt på at hamre på deleteknappen på det her indlæg, men blæse være med det. Nu får I lige en Dalager uden filter. Ham den sure af dem, I ved.

update: Jens Bound Winther skriver et fyndigt brev. Og iflg. TV2-finans er vi ikke alene. Check også en søgning på Google Groups.