Monthly Archives: June 2004

Medarbejderblogs – bold samlet op.

Asynkron webkommunikation: Medarbejderblogs – paranoia eller virkelighed?

Andreas med nogle gode pointer.
Og Mygdal med præciserende kommentar.

“De basale retningslinjer” for medarbejderblogs skal sikkert bare skrues sammen med virksomhedens generelle beredskab med risk/crisis management etc.
Når situationer bliver rødglødende, er det nok ret fornuftigt at folk kan holde deres kæft…

Lige nu tales der også om corporate blogging hos David Weinberger.

Sådan får du flere læsere til din blog/feed

1. Søgemaskinerne
Fortæl Google at du eksisterer. Det er hurtigt, let gratis og betyder en del. Især hvis du skriver på dansk. De fleste andre søgemaskiner kræver penge og/eller besvær af dig (se bare Allthe web, AskJeeves, Teoma og Inktomi).
De kan rende og hoppe.

2. De specialiserede blogsøgemaskiner.
De specialiserede blogsøgemaskiner kommer sædvanligvis oftere forbi end Google og dit skriveri skal nu kun kæmpe mod en million blogs, ikke 10 milliarder sider. Technorati er den vigtigste af de de specialiserede blog-søgemaskiner.

3. Danmark
Skriver du på dansk eller for danskere eller vil du bare have flere danske læsere, kan du melde din blog til Blogbot.dk, en søgemaskine (nederste højre hjørne) og et fremvisningssted for danske blogs.
Melder du din blog til Feeds.dk kan alle pludselig sætte dine blogoverskrifter på deres egen hjemmeside eller blog. Det betyder flere indgående links, bedre Google-placering og meget andet.
Armarium og Spontek har kæmpe lange lister over alle danske blogs. Hvor mange nye læsere de forholdsvis nøgne lister giver, kan diskuteres. Men har du lidt tid til overs så meld din blog til Armarium.

4. Mennesker
Find en meget læst blogger og send ham dine største hits. Så kan det være at han/hun linker videre og river nogle læsere med sig.

– CC 28. juni Den hjælpsomme blogkommission

Creative Commons License

Huskekage/kindhest to self: Een ting af gangen, tak.

Hvis man kigger på min sidste post kan man se, hvorfor jeg ikke er indstillet til Formidlingsprisen ’04.

I indlægget starter jeg med et ret vigtigt centralt emne: “jeg skriver ikke bloggen, bloggen skriver mig”. Ligefrem interessant synes jeg faktisk. Og det ødelægger jeg så ved at klæbe to middelmådige og ganske irrelevante tangenter på. Det egentlige emne mister sin slutning og får i stedet to nye og mildest talt forvirrende åbninger.
Det er vildt dårlig kommunikation.
Punktum.

En blogpost bør have eet og kun ét emne. Ikke to. Eller tre. Medmindre de tre emner har en fællesnævner og derfor alligevel er ét…

Der er en parallel til den traditionelle genresondring mellem romanen og novellen. Romanen har i kraft af sin længde mulighed for at behandle flere motiver samtidigt, hvor novellen som hovedregel har det bedst med at beskrive ét enkelt motiv.

Fremover vil jeg kun poste om een ting af gangen. Kald det bare et præmaturt nytårsforsæt.

Hvem skriver hvem?

Erik Stattin fra mymarkup.net kommenterer, at der er en, som har læst hans blog fra start til slut:

Det är mer än vad jag har gjort. Jag har bara skrivit den/det (eller snarare: den har skrivit mig).


Og det er her: mymarkup.net: Att du orkade!

Det er ret normalt at antage at årsag-virkning, når det handler om tekstproduktion, er at “Jeg” skriver “Teksten”. Men som Stattin antyder og jeg her vil understrege, så er det omvendte bestemt også tilfældet. Specielt i weblogs. Men også i et mere generelt perspektiv.
Dvs. måske ikke når det handler om brugsanvisninger til elektriske dåseåbnere etc.

Andet jeg lige har på hjerte
1. Den nye version af messenger (6.2) tilbyder at installere en søgebjælke i Internet Explorer. Pænt af dem. Bortset fra, at man kun kan søge i msn. Det er sgu da for usselt!

2. Creative Commons skriver om en lille applikation, der kan bruges til at embedde Creative Commons licenser i mediefiler som f.eks. mp3. Det er godt, sandt og skønt. Og smart. (Kan godt være at Koda mener noget andet, men hvad ved jeg)

Aaaarrggh

I løbet af natten har jeg overført et par års mailarkiv til min gmail-konto med GML.

Pissesmart.

Indtil jeg fik en mail fra Bubber, der i nat fik en bounce på en gammel email. Fordi min gmail-konto skulle være fyldt op. Yeah right. Jeg bruger 3%, så slap lige af, Google.

Subject: “Armhule”. Passende emne. Måske “Sur armhule” havde været bedre.

Nu sidder jeg og overvejer, hvor mange hundrede mennesker, der er blevet chikaneret af mig.

Fuck. Der står en masse mennesker med fakler udenfor. Det er slut.

Furl — Det sociale arkiv

Jeg har i en rum tid været en trofast bruger af del.icio.us, der er en intet mindre en fremragende service der gør din browsers bookmarkfunktion overflødig. For altid. Forhåbentlig.

del.icio.us/dalager er min linkopsamler. (Og ja, der er et link til et swinger-dating site. Check det ud, det er interessant på adskillige måder).

Nå, men Furl, som det her egentlig handler om, kan det samme som del.icio.us, men også lidt mere:

  • De sider man bookmarker bliver faktisk arkiveret.
  • Det er nemmere at stave
  • Man kan arkivere og dele passwordbeskyttede sider

Når det er sagt, så publicerer begge services RSS både fra personlige profiler og fra den samlede pøl af hotte links.

Jeg sværger nu stadigvæk til Del.icio.us. Lyder også federe.

GMail — the toolbox

Google laver gmail.
Allemulige andre laver små hacks, der gør det sjovere og nemmere at bruge gmail.

G-Mailto indeholder nogle fine finter og frække links, bl.a. til en dims der gør det muligt at checke gmail på en pop3-klient.

Jeg elsker denne bølgen frem og tilbage mellem fronterne — det er kreativ wrestling.

Update: Kasper skrev simultant en bedre post om emnet, hvor han bl.a. linker til et tool der kan realisere min drøm om et mailhistorisk arkiv

Update II: Mark Lyon fortæller, hvordan han blev kontaktet af googles rekrutteringsafdeling på baggrund af et af hans google hacks. Sød historie. Og for lige at blive ved mark-drengen, så er der nogle slyngler der sælger hans open source (gnu licenseret) program på ebay.

Vi vil ha’ wienerbrød! Krydsblogging afsluttet.

I de sidste par dage har der været krydsblogging i luften.
Det er ikke farligt. Så roooooolig nu, ja, det var bedre, såååh så så så. Prrrrrrr.

Vi er nogle stykker, der har byttet lidt rundt og gæsteblogget hos hinanden.
Et lille eksperiment undfanget på märkbar for en uges tid siden.

Personligt kan jeg konkludere, at jeg har fået hjemve og har det bedst med at skrive under egne faner. Så jeg er tilbage efter en lille visit hos acutecut.

Et par mulige forklaringer på at jeg er tilbage, selvom vi egentlig havde aftalt at krydsblogge i en uge:

  • Det er ikke rart at bryde rytme og konsistens. Brand-svækkelse.
  • Det er rarest at tale i et rum, hvor man kender akustikken
  • Det er en lille smule underligt at tale igennem en andens mund.

Blogradio #2

Pyha. Jeg bliver helt svedt over alle de spændende kommentarer Blogradio-udsendelse nr. 2 har afstedkommet rundt omkring. De to kreatører kan da i hvert fald godt være tilfreds med endnu en gang at have skabt vedkommende, debatterende og ikke mindst modig radio.

Hvad er det så der får sindene i kog?
Mange har reageret på Jespers tekniske definition af fænomenet. Altså noget med enkelte poster i omvendt kronologisk rækkefølge, et permalink, en kommentarfunktion osv.
Personligt synes jeg at det er helt rimeligt at tale om denne generelle, tekniske definition – at det er disse elementer, der først og fremmest skaber en weblog.
Men selvfølgelig kan man godt have en blog, som ikke opfylder disse ting – og være en blog alligevel. Hende, som poster i omvendt rækkefølge end det almindelige, er et eksempel herpå. Jeg synes det hamrende ulogisk og meget lidt brugervenligt, men jeg ser ikke på hendes side som mindre blog-agtig af den grund. Fordi – man bestemmer selv, hvad man gør sin blog til.
Det jeg mener – det er da helt i orden at folk ikke har permalinks eller linker i teksten, til eksempelvis den lokale haveforening, hvis man har holdt fest dér eller bryder andre af de traditionelle rammer for en weblog.
MEN! Det er da vildt ærgerligt at webloggens potentiale hos sådanne bloggere ikke udnyttes. Jeg synes det bliver kedeligt og meget lidt brugervenligt (hvis der for sjældent linkes i teksten) og besværligt (hvis man fx ikke kan linke direkte til en post) – derfor gør jeg tingene hos mig selv, som jeg kan lide det hos andre. Hvilket de andre bloggere jo formentlig også gør – og så er vi jo tilbage ved den oprindelig hvepserede. Og konklusionen kan vel kun være at man skal gøre det på sin egen måde. Det er alt andet lige helt og aldeles frivilligt hvilke blogs, man læser. Min mening er bare at Jespers definition er god at have i baghovedet, hvis man er begynder udi i det her bloghalløj.

En anden sprængfarlig ting, der berøres i udsendelsen, er det sociale netværk hvor nogle bloggere ses i virkeligheden. Julie snakkede om hvordan hun havde følt, at alle kendte hinanden i forvejen og at der var/er en gruppering af bloggerne, hvor nogle tilsyneladende er mere inde i varmen end andre (åh nej, den evindelige A- og B-bloggerdiskussion!).
Jeg synes, at det er noget vrøvl – ikke at Julie opfatter det sådan, for det kan jeg sådan set godt forstå set med en newbies øjne – men at tale om at der sådan en sådan klasseforskel. Jeg ser det som noget helt naturligt at nogle bloggere søger hinanden fremfor nogle andre. Dels er der et geografisk perspektiv – dels handler det om interesse- og åndsfællesskaber, akkurat som de opstår på arbejdspladser, skoleklasser og alle steder, hvor man omgås mennesker. Alle kan ikke lide hinanden, alle kan ikke sige hinanden noget. Hver gang det har været offentliggjort at nogle bloggere har mødtes, hvad enten det så har været på Bakken, på bar eller i Zoologisk Have, har alle været velkomne. Det er bare at møde op. Og så er det sociale netværk jo altså også frivilligt – man vælger selv om man føler for at deltage eller ej.

Bare mine to en-ører.

[ postet af Randi ]