Monthly Archives: May 2008

OIOREST præsentationsvideoer online

Så er videooptagelsen af den præsentation, som jeg nævnte forleden, smidt online på blip.tv, da det var det eneste sted man kunne få en fornuftig opløsning.

Kollega Jesper har lavet et godt opsummerende blogindlæg.

Den er skåret i 3 chunks: 1) præsentation, 2) spørgsmål og et 3) afsluttende lyndyk ned i noget kode.

NB: Til en anden gang (og folk der vil gøre noget lignende): sørg for at lave en paralleloptagelse med en screencast recorder som kan klippes ind i videofilen bagefter. Det ville gøre det noget nemmere at formidle kodegennemgang, som var min aktie i præsentationen. Med andre ord: det er ikke optimalt, men for den der søger kan der findes.

OIOREST ruby news

Min kollega Jesper Rønn-Jensen (fra justaddwater.dk) og jeg holdt i går et SmartLunch oplæg på Capgemini om REST, OIOREST og det ruby library som vi har arbejdet lidt med på det sidste.

SmartLunch er små interne 30-minutters præsentationer over frokosttallerkner, så det er ret kompakt vidensdeling. Hvis de ikke indeholder altfor interne ting og sager, er tanken at videovarianten (som vi i forvejen vil distribuere internt) bliver lagt ud til offentligt skue, som den præsentation om Scrum, som Jesper skrev om i marts. Det bliver også tilfældet med fredagens præsentation + powerpoint, når jeg lige får fundet ud hvordan iMovie fungerer.

Nå, men til det mere tekniske.

I tirsdags var der et hackathon i copenhagenrb regi, hvor 10-11 rubyhoveder sad sammen og hackede på dit og dat, og i den forbindelse var der nogle stykker der var med til at skrue på det rubylibrary til OIOREST.dk, jeg har arbejdet noget på på det sidste.

Projektet hedder oiorest og bor her på Google Code, men for at kunne distribuere udviklingen bedre og for at følge tidens trend, flyttede vi kodebasen over på github (med kyndig hjælp fra Jacob Atzen) og skiftede dermed source control systemet fra subversion til git. Det er vildt cool til open source projekter, men man skal liiiige have den mentale tunge lige i munden før konceptet sætter sig rigigt fast.

Det, som indtil videre må betragtes som main-branchen af grundbiblioteket kan findes her:

http://github.com/dalager/oiorest/tree/master.

Og så har vi oprettet et nyt projekt til eksempler på anvendelse: oiorest-rails-examples, som kan findes her:

http://github.com/dalager/oiorest-rails-examples/tree/master

Det er måske lidt lamt at have et projekt på google code og koden på github, men ligenu pusher jeg kode fra github til google code en gang imellem, men som udgangspunkt vil det altså være friskest at checke koden ud eller downloade den fra de github links ovenfor.

Jeg sidder i et tog og har mellem København og Århus implementeret adressesøgning, så det nu skulle kunne lade sig gøre at lave en klon af findvej.dk med ruby-biblioteket, men da jeg af en eller anden grund ikke kan lave en “git push” igennem min N82-som-modem-forbindelse uden at få en “fatal: The remote end hung up unexpectedly” i hovedet, så ryger det først op senere i dag eller i morgen aften.

Hvis nogen har lyst til at lave nogle fancy rails-eksempler eller synes det er sjovt at lave lækre generaliseringer af eksisterende kode af varierende lækkerhed eller har nogle gode ideer til, hvordan man bedst laver unittests og integrationstests til en REST-klient, så gå amok på de to links ovenfor. Og spørg endelig, hvis der er noget, så vil jeg prøve at svare.

Det var meget. Og nu ruller jeg ud fra banegården i Århus.

UPDATE: nu er github opdateret med oiorest plugin’et. Problemet var man åbentbart ikke kan pushe til et repository fra et git submodule, men skal gøre det fra et “main” repository. Har endnu ikke opdateret google code projektet. Hm, det begynder at ligne lidt noget organisatorisk rod. Må prøve at finde noget tid det at skrue en løsning sammen.

UPDATE 22/5: har commitet det nyeste github kode til projektet på google code. Check det ud derfra, hvis du ikke gider det der git-shite.

Nyt kamera in da house

Jeg har gået lidt stille med dørene, hvad det angår, men jeg er faktisk et kæmpestort fjols.

For nogle måneder siden valgte jeg at forlade en London-taxa uden mit Canon EOS 400D med den gode 17-85IS linse på. Det var dumt. Og dumhed bør straffes dyrt, selvom jeg ville være tilbøjelig til at fravige princippet bare lige her. Men det fik jeg ikke lov til — straffet blev jeg og en lost & found efterlysning gav ikke andet resultat en en bekræftelse af min indledende DOH! fornemmelse.

Derfor fik jeg et naturligt sted at kanalisere min retur-skat hen.

Plasteret på såret er at Canon lige har smidt deres nye DSLR på gaden: Canon EOS 450D.

Så nu har jeg lige pakket den ud. Med medfølgende IS kit lens, da der ikke lige var nok returskat til at smide en ordentlig linse på. Men det må jeg så spare lidt op til.

Kameraet er niiiice, og jeg glæder mig til at skyde vildt omkring mig!

One Two koncert – glimrende, faktisk

Jeg var til One Two koncert på Vega i aftes.

Nu er det ikke et band jeg som sådan dyrkede da jeg var knægt — faktisk tror jeg at jeg i lange perioder kun ville have haft hårde ord til overs for den slags poplort.  Eller hvad man nu kunne have kaldt det.

Men sandheden er at hvis man blev teenager da den første plade kom i 86, så var alle deres hits en tvunget del af soundtracket til ens forvirrede ungdom. Og hvis man er ung og bor i provinsen, så er det altså pigerne der får lov til at bestemme musikken. Kan være det er det samme i storbyen, men det kan jeg ikke rigtigt udtale mig om.

Nå, men den her koncert, som jeg var til af udenomstændighedsmæssige grunde, tog lidt røven på mig. Jeg havde nok forventet at blive en lille smule skuffet, men det viste sig at være overraskende fedt og et nostalgisk trip af den gode slags. Meget folkeligt og meget langt fra min daglige musiksmag og de meget ens numre til trods.

Bandet var primært det originale line-up, velspillende og jeg kan godt forstå, hvorfor de var ret store i 80erne.

Salen kogte. Bedst illustreret ved disse 23 sekunder af “Den bedste tid,” hvor publikum skråler godt igennem. Egentlig havde jeg mere af nummeret, men mikrofonen i min telefon overstyrer når lyden er for høj, så det er ikke så rart at høre på. Dette klip siger også nok.

Note: Når folk skråler igennem til “Jeg var midt i en drøm,” kan det godt lyde lidt vredt og hen i retning af “JEG LÅ LIGE OG SOV!”. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad sangen i virkeligheden handler om.

Sporadisk om Shirky: Here Comes Everybody

Har lige færdiglæst Clay Shirkys nye bog, Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations (bogpriser-link).

Den er faktisk vældig fin, selvom den på mange måder er spredt ud på et ret stort stykke brød, hvilket lidt er dens svaghed.

Det er en rigtig god overblikshistorie over social software og formår at kæde en række fænomener og teoridannelser helt ok sammen, fornemmer jeg. Ikke at jeg forstår mig særligt meget på social systemteori bortset fra det Luhmann man læste på universitetet.

Hvis man har har en feed reader, der er stillet ind på rss feeds om nyere sociale teknologier på nettet (og hvilke nyere webteknologier og -værktøjer er ikke sociale, kan man så spørge), så er der temmelig mange passager, som man kan læse rigtigt hurtigt henover, medmindre man ligefrem har sovet i et par år.

Men der er også en lang række illustrative anekdoter, som jeg ikke kendte i forvejen, og som jeg vil glæde mig til at underholde med under frokosten, indtil folk hælder mig ud af vinduet, eller jeg glemmer dem. Hvad der sker først er ikke til at sige, these days.

Og så er bogen et stensikkert must-read, hvis man går og har tænkt sig at hælde det hotteste, übersociale web 2.0 site på gaden i den nærmeste fremtid, eller bare gerne vil forstå, hvorfor det sociale site, man smed på gaden sidste, år ikke rigtigt rykker.

Trine-Maria har flere gange omtalt bogen og lovet en decideret anmeldelse, så hold øje med hende. Hun ved noget om den slags ting på fuld tid.

Bogen har selvfølgelig også sin egen blog.

Åh ja: et af bogens omdrejningspunkter er paradigmeskiftet fra filter-then-publish til publish-then-filter. Det her er måske lidt hurtigt skrevet og er måske i lidt højere grad publish-don’t-filter, så du må selv sortere lidt i det.

Nej til wienerbrød! (was: vi vil ha wienerbrød!)

Kampen mod midtlivskrisefedtet er sat ind.

Jeg vil fremover sige nej til wienerbrød.

Egentlig burde jeg oprette en blog dedikeret til projektet.

I stedet for vil jeg adaptere Scott Hanselmans “Twittering my Diabetes“, hvor han for at skabe opmærksomhed omkring, hvor meget diabetes fylder i diabetikeres hverdag, postede til twitter, hver gang han skulle forholde sig til sin diabetes.

Som konsulent er det ikke småting, man bliver budt.

Og det er på twitter.com/dalager jeg fornægter i 30 dage.

Tweets burde egentlig flyve videre til mit jaiku feed, men det virker ikke så stabilt, så hvis du ikke vil gå glip a noget, så sæt twitter til at sende dig sms updates af mit twitter feed. Så ved du PRÆCIS hvornår jeg fornægter. Timing is everything

Og det er fraaaaa NU! af.