Monthly Archives: July 2008

Kort note om kommentarspam

Ja, jeg er i øjeblikket hårdt ramt af kommentarspam.

Nej, mit akismet wordpress plugin fanger ikke en skid.

Ja, jeg har tænkt mig at gøre noget ved det, men indtil videre aktiverer jeg moderering af kommentarer, så kan jeg lave en permanent løsning senere (på ugen måske).

Nej, jeg har ikke slettet din kommentar fordi jeg synes du er et fjols, men fordi jeg selv var det, da jeg prøvede at rydde effektivt op.

Indtil da.

update: problemet løst indtil videre. se kommentarerne herunder.

FYI: Frelsen er ved korset

Tog kort mine hovedtelefoner af på vej hjem fra jobbet.

Mand med viltert hår og skæg og brændende øjne stirrede på mig ved forum stations elevator.

Mig: hej
Han: frelsen er ved korset
Mig: èr den det?
Han: ja

Og så tog jeg hovedtelefonerne på igen og kørte ned i dybet.

Sådan kan man få de mest brugbare facts, når man kort stikker hovedet op efter luft og reality checks.

Om at klappe. Klassik rant. Og en liste med 5 punkter.

Det her er et udbryderindlæg der er stærkt inspireret af publikumssiden af aftenens Lou Reed koncert.

Danskere kan godt lide at klappe. Eller: vi klapper meget, men der er nogle gange noget tvungent over det, så om vi kan lide det.. næh nok ikke altid. Eller nok ikke allesammen, nærmere.

Klapperiet er et udtryk for overboblende begejstring, det er et forsøg på at kommunikere sin kærlighed tilbage til musikanten, det er et huhej-hør-også-mig, det er mærkeligt når vi klapper af hinanden, og det er på mange måder utroligt belastende i det hele taget.

6 meget irriterende klap

  1. Klap på 1 og 3 mens musikken spiller. Det hjælper at klappe på 2 og 4, men hvis man ikke direkte bliver opfordret til det fra scenen er der er stor sandsynlighed for at du bare ødelægger musikken for os andre.
  2. Klapamok inden musiken er færdig
  3. Overdreven solisthyldestklap efter solo
  4. Ham der altid er den første til at bryde stilheden med sit klapperi efter et nummer. Hver gang. Og han er pavestolt over at det er ham, der får alle os andre til at klappe med. Han er i øvrigt tæt beslægtet med ham der som den første rejser sig op efter koncerten og initierer den stående ovation. Klaphat.
  5. Den der følelse af psykotisk flokdyr man får når vi allesammen ekstranummerklapper blodet ud igennem vores håndflader i håbet om at der kommer noget mere musik og jo mere og mere der klappes des mere og mere har man bare lyst til at sige fuck det og skride hjem, ekstranummer eller ej.
  6. Klap når man genkender det nummer der lige er gået igang. Enten vil du vise dine medpublikummer, at du godt kender nummeret, eller også er glæden ved genkendeligheden bare ikke til at rumme. I begge tilfælde er det en lam måde at støje ind over en af de vigtigere passager i ethvert nummer.

Nu skal jeg nok holde op. Og jo, gu klapper jeg. Og nej, jeg er ikke sur.

Update: pkt 6 tilføjet efter Cohen-koncert.

Lynanm.: Lou Reed. Operaen.

Første fire numre var jeg slet ikke varmet op til. Lige på og lidt for hårdt. En bølge af versioner, der bare mundede ud i støjkulisser som man måske kunne gå lidt amok til indeni, hvis det var kommet lidt længere fremme.

Så blev det langsomt bedre og endte med at blive rigtigt rigtigt godt.

Tre non-berlinere til dessert.

Super koncert med lidt startbesvær.

Elektronik som valgfag (Reboot revisited)

Da jeg gik i 9. eller 10. havde jeg elektronik som valgfag. Jeg synes det var cool, selvom nogle af de mere intrikate detaljer i ohms lov vistnok forsvandt henover hovedet på mig. Det endte med at jeg byggede det sejeste stroboskob med hjemmeætset print og loddekolben i øverste gear.

Da jeg var til Reboot forleden havde jeg fire timers mikroelektronik som valgfag. Jeg synes det var cool, selvom nogle af de mere intrikate detaljer i Arduinos microcontrollers med sikkerhed fløj henover hovedet på mig.

Det Arduino basis kit vi (Claus Dahl og jeg) legede med, består af en printplade/controllerboard med et usb stik. Det sætter man så til computeren. På computeren skriver man så sine små programmer i et C-lignende sprog, og dem sender man så over til sit controller board som man så udbygger med diverse elektrokomponenter på et prototyping breadboard — ingen loddekolber, tinsugere og lugt af brændt kød indblandet.

Her er det endelige resultat så. En lydmaskine, der baseret på noget analogt input (varierende modstand i et potentiometer) sender nogle digitale signaler til en piezo højttaler. Ædelt instrument må man sige.

Arduino Sound Machine

Der er også en kort video, som dog er stærkt præget af at jeg har slettet optagelserne af det endelige resultat. Den viser dog udmærket de forskellige stadier i processen og kulminerer med et glimt af et instrument, der varierer frekvensen via en lysføler.

Jeg købte ikke noget controller kit med hjem. Havde ingen penge og nok hobbyprojekter i skuffen i øjeblikket. Men senere på sommeren kommer der et ethernet shield til arduino boardet, som gør at man kan lave et autonomt ambient device, der snakker med internettet. Så får jeg stensikkert lyst til at hacke for alvor.

UPDATE: Henrik Føhns fra DR1′s Harddisken optog os også. Se blogindlæg eller video.