Monitoring Dalager

Som gruppe kan man godt erkende, at man har dummet sig i fællesskab, som f.eks. “vi skulle nok have postet vores speciale til AOSD.net for godt en måned siden, for at få lidt respons på vores arbejde.”

Når sådan noget sker er det ikke unaturligt at man bryder ud i fællessang:

Men nu har vi gjort det.

Og med lidt held får vi også lidt brugbar feedback inden fredag, hvor vi skal forsvare specialet, selvom det har været lidt sløjt indtil videre på trods af næsten 500 downloads siden 1. marts.

Og hvis myten om Medusa skulle sælges til de søde små i dag, ville denne uhyggelige men dog frække tøs stå rundt omkring på børneværelserne.

Hvis LOTR skulle indspilles i dag, ville det her skilt stå i vejkanten et eller andet sted.

Jeg kan godt lide fragmenter.
Når man kigger på et fragment, kan man at gætte sig til eller forestille sig den helhed, fragmentet tilhører.
Løsrevet fra sin kontekst er fragmentet nyfødt og indbyder til fortolkning.

En af mine favoritter blandt fragmentgenrer er samtalefragmentet. Nogen kommer talende forbi dig og du får en halv sætning eller ordveksling med på vejen. “… nej vi skal da lige ind til isabelle christensen og have en lille …” er et friskt eksempel høstet på strøget i går.

Gode betingelser for fragmentjagt finder man i en menneskepakket by en lørdag, hvor gud og hvermand (det er mig, der er Gud, skulle du være i tvivl) har besluttet sig for at drive eller jage rundt på Strøget & Associates.

Nå, men min idé er, at jeg tager en båndoptager, trykker på REC og går fra Rådhuspladsen til Kgs. Nytorv. Så går jeg hjem og transkriberer optagelsen.

Med lidt held vil resultatet blive en kæde af sproglige dopplereffekter.
Med lidt uheld vil Gud tale til os gennem Teksten.

Joho the Blog: The Internet is not a medium

Det virker rigtigt at droppe ‘medie’ om internettet.

Weinberger er en mand, der er klog på e-kultur. Han er medforfatter på The Cluetrain Manifesto, en ret læst bog, der kan anbefales og nu også læses online. Ja, jeg ved godt den er sådan lidt “But it’s just sooooo ninetynine”, og ret entusiastisk, men det bør man kunne abstrahere fra. Den er stadig værd at læse.

Tillad mig at præsentere:
Mikrofiktion — Magasin for danske mikrofiktioner. [ B E T A ]

Til at starte med er der 12 mikrofiktionister tilknyttet, men afhængigt af produktivitet, kvalitet og frekvens (og sikkert nogle flere parametre jeg ikke kan overskue ligenu) kan det være, at der bliver lukket nogle flere ind.

Men kig forbi og læs et par historier: der er allerede 11 små perler derinde, og jeg ved at der er mere på trapperne.

Der kan meget vel være en masse fejl hist og pist, men dem tager jeg løbende.
Og så smider jeg ved lejlighed lige et indlæg om, hvordan man kan bruge Movable Type til at stable sådan en kollaborativ weblog på benene i en rasende fart.

Optaktsindlæg her: Ideen opstår og begynder at tage form.

Nogle koncerter får mig til at blive latterlig lalleglad og omniforelsket.

Belle & Sebastian havde præcis den effekt i aften.

Det var så sitrende farligt, at jeg overvejede, om pigen som jeg kun fornemmede stod skråt bagved mig ikke kunne blive en god mor til mine børn.

Nåede aldrig at se hende.

Update: Donald har med kommentar nr. 1000 på Monitoring Dalager vundet en fiktiv frugtkurv. Tillykke til ham og holdafast…

I sidste uge fik jeg en idé til et Mikrofiktionsprojekt.

Det ligger jeg og roder lidt med bag kulisserne. Til at starte med har jeg inviteret de folk indenfor, som har vist interesse i projektet, hvilket vil sige at det indtil videre ikke bliver med fokus på ‘kendte’ eller ‘ægte’ forfattere. Dvs. der er da faktisk een ægte forfatter imellem.

Nå, men der kodes lidt og mikrofiktioneres lidt i krogene, så der er nogle små historier, når dørene åbnes i den nærmeste fremtid.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, bliver der ikke lavet åbning til en funklende fix og færdig side, men nærmere et fænomen i bevægelse. Det har fordele og bestemt også ulemper, men det må man så evaluere og blive klogere af.

Stay tuned.

Nu skal vi jo endelig ikke glemme at jeg faktisk er lidt interesseret i softwareudvikling fra tid til anden.

Here goes:

Design Patterns er, for de af jer der ikke måtte vide det, gode afprøvede løsninger på tilbagevendende problemer indenfor software design.

En søgning på google viser, at det er et ret omtalt emne, og det har da også været et af den objektorienterede verdens mest buzzede fænomener. Ikke uden grund, vil jeg så påstå.

Men hvad skal vi med dem?
Når man udvikler objektorienteret software, støder man igen og igen ind i problemer, der ligner hinanden. De konkrete problemer er forskellige, men på et mere abstrakt niveau kan de være næsten identiske, de har analoge mønstre.
Design patterns bruges til at beskrive generelle problemer og deres generelle løsninger.

Selve ideen med design patterns kommer fra arkitekturens verden, og den har desuden bredt sig til andre discipliner inden for softwarebranchen. Analysis Patterns og HCI Design Patterns er nogle eksempler.

Og nu kommer jeg så til det, der har fået mig til at plabre her til aften.
Nogen har fundet på Dating Design Patterns, og det er ustyrligt morsomt!

Her er en passage fra “Christopher Alexanders dagbog”:

Åh, hvor er det en trist skæbne at sidde og fnise over noget så komplet spassernørdet som det her.

Men hvem ved, måske er det i virkeligheden løsningen på alle vores problemer. Den virkelige opskrift på, hvordan man implementerer et parforhold!

Godtnok er jeg ikke færdiguddannet før om et par uger, men derfor kan man jo godt begynde at søge jobs. Specielt, når man falder over noget godt.

Der er naturligvis jobs, der indtil videre kommer bagerst i min personlige kø. Indtil videre. Desuden har jeg ikke en bil. Indtil videre.

Nå, men jeg har i det sidste halv-helår været tilmeldt jobindexs nyhedsbrev og jobservice, og det har hjulpet mig med at overskue nogle konjunktursvinginger inden for efterspørgslen på sådan nogle som mig.

Nyhedsbrevet fra jobindex indeholder en række henvisninger til The Dos and Don’ts of Jobsøgning. Mindre online vejledninger til hvordan man optimerer jobsøgningen.

Jeg kan ikke helt lade være med at spekulere på, om virksomhederne forventer, at man har studeret jobsøgning. Hvis de ved at jeg ved hvordan de ansætter personale, så må jeg ud og have fat i en helt ny type information: hvordan jeg på den mest optimale måde kan udnytte, at jeg ved, at de ved, at jeg ved, hvordan de kigger på ansøgere.

Det ville give mig et strategisk forspring.
Og så behøver jeg ikke at læse mig igennem jobsøgningslitteraturens kanon:
- “Bliv bedre i sengenjobsamtalen”
- “HestensHR-managerens røgt og pleje”
- “Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel reparere en blakket fortid”
- “Mit AfrikaCV”
- “Min kampjobsøgning”