Sagde De Du lige der, lille De?!
Lars og jeg sad i går og talte om blandt andet social software. Orkut, Friendster, Tribe.net, LinkedIn og hvad der ellers findes.
Nu har jeg selv kun prøvet Orkut — dvs. jeg har en konto flere andre steder, men har 1-2 eller ingen venner derinde (Ynk mig).
Jeg har tidligere brokket mig over Orkuts irriterende binære måde at behandle en relation på. Enten kender man ikke personen, eller også er man en ‘trusted friend’. Right.
Update: Og det har de så lige ændret. Nu kan man være “har aldrig mødt”, “bekendt”, “ven”, “god ven” eller “bedste ven”. Men de bruger det ikke til noget endnu. Spannend.
Lars og jeg talte om, hvordan man kan lave kvalificerede relationer automatisk. En måde at mappe egentlige relationer på, baseret på mining af f.eks. kommunikation, der er blevet logget.
Det kunne være telefonsamtaler, emails, IM-sessions, weblog-kommentarer, møder man har været til sammen. Alt er data, der principielt kan registreres i en større virksomheds it-systemer.
Det leder mig frem til den gamle danske “De” vs. “du” tiltaleform. Indtil man kender hinanden godt nok til at sige “du”, siger man “De”. Høfligt. Og på et eller andet tidspunkt efter x antal samtaler af mere og mere personlig karakter, er der en af parterne, der foreslår “Hør, skal vi to ikke være dus?”. Overgangen kan evt. markeres ved en rituel skål.
Min pointe — efter et lidt tåget oplæg — er, at relationer bliver tættere gennem fælles aktiviteter, og at den bevægelse burde markeres i social software.
Jeg foreslår udtrykket “transcendentale relationer”. Ikke at man behøver et udtryk, men det lyder fedt.
Disclaimer: jeg er endnu ikke kommet til grundig research på det her emne. Derfor virker mine betragtninger måske ret banale. Synes du det, så giv mig links eller bogtitler, så jeg holder op med at kæfte op om ting jeg ikke har det fjerneste begreb om ;-)
PS: Hvis De gerne vil se nærmere på Orkut, der kræver invitation indefra, kan De bare kaste en email efter mig, så inviterer jeg Dem. Og nej, vi behøver ikke at være dus af den grund ;-)
8. March 2004 kl. 17:05
Gode tanker, der ville gøre Orkut (som også er den eneste jeg kender) meget mere interessant.
Problemet med Orkut er at de der relationer er for besværlige at gøre noget ved, indenfor Orkuts grænser. Forumerne er besværlige (ift. usenet fx), der mangler chat-steder (som jeg har indtrykket af, er det medie mange kender hinanden gennem dér).
Egentlig har jeg lidt svært ved at se, hvad man skal bruge den slags til. Nogen forslag?
8. March 2004 kl. 17:48
Idéen med at det er frekvensen af kommunikationer der afgører forholdet er en god idé, og ikke noget jeg har set hos nogen af de sider du nævner (jeg er selv på LinkedIn og Friendster) En udgave af det bruges derimod af Plaxo (http://www.plaxo.com/) som engang imellem analyserer ens mailbox og ud fra frekevensen af mails spørger hvem der skal tilføjes til adressebogen, ret smart. Det er der da nogle muligheder i at videreudvikle, specielt hvis man kunne tilføje flere “medier” som telefon osv.
8. March 2004 kl. 23:17
@robert: Ideen er f.eks. at give dig adgang dine venners venner. Hvis du har en opgave, du gerne vil have løst, så er det oplagt at se, om der skulle være nogen du var forbundet til via en fælles ven, der kunne hjælpe dig. Netværket har ikke nogen værdi i sig selv. Det er bare en infrastruktur.
Personligt tror jeg, at det rent faktisk at bruge et netværk som Orkut, til at løse opgaver med, er en barriere, som de fleste lige skal overvinde.
@bering: I større virksomheder er unified messaging på vej frem. Med al ikke-kødelig kommunikation på IP-protokollen, skulle det være en smal sag (høh..) at smide social software ovenpå.
8. March 2004 kl. 23:45
Tja, selv data-miningen af kommunikationen, samt konstruktion af en relationsdatabase, er begge værdige projekter, skønt jeg tror de ville blive omfattende.
Ren og skær lovgivningsmæssigt (hvad angår telefon etc.), kan man vel kun bruge sit eget data, hvilket godt nok kan bruges til at “klassificere” ens egne kontakter, men er man ikke i virkeligheden interesseret i det næste led, altså venners venner princippet?
På trods af det absolut fænomenale udtryk de introducerer (ja “de” betyder her dem, Hr. Dalager), kan jeg ikke helt se hvordan du vil bruge dette relations-software, da det netop bygger på de aktiviteter du selv er engageret i.
Indrømmet, jeg har ikke den store erfaring med networking-sites, og jeg har også stillet netop Robert Piils sidste spørgsmål. Så kunne du ikke uddybe nødvendigheden af sådant software en smule? Hvad ville være ideelt? Sæt igang! :)
9. March 2004 kl. 00:24
Aha! det er der for du har så mange venner i Orkut ;)
9. March 2004 kl. 00:42
@mono: den kontekst, som Lars og jeg talte ud fra, var ikke åbne orkut-agtige social software implementationer, men mere interne systemer i virksomheder. Og her kan man så trække på al den IP-ificerede kommunikation. I en stor virksomhed skulle det så gerne gøre det lettere at navigere effektivt i en flad virksomhedsstruktur.
LinkedIn er et en variant der primært skal hooke forretningsforbindelser, arbejdsgiver og jobsøgere op med hinanden. Og der er faktisk rigtigt mange danske brugere af en eller anden grund. Kan være Hans Henrik har en finger med i spillet - han er i hvert fald utrolig driftig networkswise på LinkedIn.
@stoffer: ja! Jeg har sågar fået inviteret en Britney, der ville kvittere med et kys. Og mono, det er da endnu et godt eksempel på hvad man kan bruge det til. Nu mangler jeg bare at indkassere det, hvilket godt kan blive lidt kompliceret da hun vistnok bor i Californien et eller andet sted. Men hvad gør man ikke for et kys af en fremmed kvinde!
9. March 2004 kl. 01:51
Men hvad gør man ikke for et kys af en fremmed kvinde!
… ehm, tager til Californien?
9. March 2004 kl. 01:55
@Dalager: Mht. kontekst.
Fair nok, det giver mere mening. Det er så et område, hvor jeg ligeledes bevæger mig på tyndt is, og taget i betragtning at klokken snart er 2, vil jeg lade dig slippe for denne gang! :)
9. March 2004 kl. 09:50
Jeg har lige opdaget at orkut har fået en mindre sort/hvid venne-opfattelse; nu er der en skala med haven’t met, acquaintance, friend, good friend og best friend - det hjælper alt sammen.
9. March 2004 kl. 12:01
@OA: tak! Men jeg tror endnu ikke, de har implementeret funktionaliet, der benytter sig af funktionaliteten.
En meget fin orkut-ting, som Lars gjorde mig opmærksom på er deres crush-feature. Hvis jeg f.eks. markerer at jeg har et crush på f.eks. OA, så finder han først ud af det, hvis han også har et crush på mig. Og vice versa. Det er ret godt tænkt. Selvom det samtidigt understøtter den kritik, som flere er kommet med: nemlig at orkut er utroligt dating-centrisk. Men men det er jo stadig kun en beta!
9. March 2004 kl. 15:50
[Ideen med Orkut]
Du har ret i at det er en barriere der skal overvindes. Personligt tror jeg aldrig jeg kommer over den. For mig at se vil det IRL være direkte uhøfligt at henvende sig til en om hjælp, bare fordi man har en fælles bekendt. Jeg har svært ved at se forskellen på nettet. Det er noget andet, hvis man først har snakket med vennen.
Forøvrigt ser det ud til at de er begyndt at tælle venner med i et led ekstra. Mit netværk steg i hvert fald fra ca. 5000 til 125.000 på meget kort tid.
På mit arbejde er orkut katagoriseret som “Dating” i [not so-]smartfilteret. Men der var google.com også katagoriseret som Sexual Contents indtil det blev rettet. Nu er det kun googles cache der er sortlistet.
9. March 2004 kl. 23:25
@robert: hvad er det for et (smart)filter?
Og ja, det kan godt være, at man kan få fingrene i en vens ven, men det er fuldstændigt rigtigt, hvad du siger: man vil gerne have formidlet kontakten af sin ven og ikke af en online-service.
Kan være, vi bare skal ryste gamle skikke af os. Det er jo trods alt det samme, der er sket på dating-scenen. Hvis det samme konventionsbrud kan ske inden for professionelle relationer er barrieren væk. Wush! Og så kan vi komme igang med arbejdet!
9. March 2004 kl. 23:37
Produktet hedder Smartfilter og sørger for at man ikke kommer på sider med - for virksomheden - uønsket indhold. Nogle sider er forbudte (sex og online-spil fx.), andre advarer kun om at de fx. bruger meget båndbredde. Jeg kender ikke så meget til det bag kulisserne, jeg bruger i stedet tiden til at omgå det. Tænk al den tid jeg kunne have brugt på arbejde, hvis det ikke var der :-)
Mht. Dating, så er jeg også der en analogamatør, der end ikke har haft en profil på et dating-site. Jeg har udefra set mange bruge det, ingen af dem har endnu det jeg vil kalde et nogenlunde harmonisk parforhold bag sig.
På jobbet viser det sig også gang på gang, at man arbejder bedre sammen med dem i kontoret ved siden af, end dem i Sverige, Norge og Finland - eller blot dem der sidder inde i byen. Det på trods af mulighed for videokonferencer og lang opsparet erfaring i virksomheden med flere fysiske lokationer.
PS! Det er ret irriterende din e-mail-service-ting ikke sender en URL til din blog med.