På samme måde kan alle vore online udsagn findes i en cache på Google og opfattes som gældende for vores holdning, selvom der forlængst er løbet oceaner af vand gennem åen. I stedet for at spørge, tager vi den tilgængelige information for pålydende, fordi det er hvad mediet lægger op til.

Det er faren ved en fælles hukommelse: Den skal opdateres jævnligt på alle områder, for ikke at blive forældet i det øjeblik informationen publiceres. - Og med mindre vi er inden for fysisk rækkevidde af andre mennesker, så er det samme gældende IRL. Non-verbal kommunikation og dagligdagens sproglige justeringer er med til løbende at ændre vores opfattelse af de mennesker vi er tæt på, så vi ved at de holdninger de gav udtryk for for to år siden ikke nødvendigvis er de samme i dag.

I begyndelsen troede jeg også på weblogs som et medie til at udvide vennekredsen og udveksle erfaring med. Det er det måske for folk som bor i samme område, men for os, der bor uden for orkanens øje, er der lidt langt til en udvidelse af den daglige vennekreds. Jeg klager ikke - jeg har fundet gode venner via nettet. :-)

Desuden tager det for meget af den tid jeg ikke har, hvis jeg skal være opdateret med de seneste nyheder fra nære og fjerne weblogs. Det betyder at jeg ikke forbliver interessant for andre bloggere, som jo gerne vil have feed-back på deres indlæg. Og jeg har heller ikke tid til at kreere underholdende og væsentlige indlæg for at holde på mine læsere. De må tage det som det er. Min weblog er først og fremmest et rum til min offentlige refleksion over lidt af hvert. Jeg bruger den som reference- og erindringsrum. Indimellem falder der guldkorn af, men de er sjældne.

Som sagt er jeg også fast overbevist om at det sociale element ikke kun er indbildt.
Men det kan det være. Der findes weblogs uden læsere (tror jeg, for har man fundet dem, så findes de nok ikke mere…). Og dér må det sociale være potentielt, som Jesper siger. Bedre udtryk end ‘illusorisk’, synes jeg.

Relationerne til læsere realiseres med læsningen, kommentaren, den gensidige læsning og kommentering og kulminationen: det fysiske møde. I ved, derude i virkeligheden — IRL, som vi nogle gange kalder den. Men hvis ingen af disse ting sker, så er vi vist tilbage ved de usynlige venner. Spiff og dem.

Faldereb: Fælleskaber skal naturligvis stille op og bekræfte overfor sig selv og hinanden, at de er netop det: fælles. Sociale. Det definerer dem både udadtil og indadtil. Og det er ganske fint :-)

Weblogs er sociale. Det er tilladt at sige noget. Og så kan man skabe kontakt på tværs af nogle ufattelige grøfter.

Weblogs viser også svagheden ved at være medlem af et mindre sprogområde, eller hur? Har Dalager ikke tidligere forsøgt sig udi det Angelsaksiske?

(ps. Jeg blogger også for at få fisse. Ligesom J.J.Th., bare uden jesusbilleder.)

Men bortset fra det, er der også et andet aspekt som man ikke skal undervurdere. Vi kan kalde det vidensdeling med et fint ord, inspiration til hverdagen med et andet. Jeg tænker på alle de blogs jeg selv læser, og som jeg får en masse ud af, selv om jeg måske ikke snakker direkte med den som skriver bloggen.

Du har ret i at bloggen som socialt værktøj, i høj grad understøtter ens ønske om et potentielt fællesskab.

- “tænk hvis jeg bliver læst”
- “tænk hvis der en masse der læser mig og synes jeg er genial”
- “tænk hvis der kommer nye fremmede forbi hver dag”
- “tænk hvis jeg bliver berømt”
- “tænk hvis får en millionkontrakt ligesom Salaam Pax”

Alle de “tænk”‘er kan være meget lindrende, især hvis man er ensom. Og det udnytter Social Software. Jo.