En af den slags små ting, man lader gå i arv
Jeg blev faktisk så glad, da Christian tidligere via en anden tilgang mindede mig om, hvor mange gamle glemte sange der findes.
Det fik mig til at finde mit oldgamle eksemplar af 555 sange i blødt, grønt plastikbind frem. Min folkeskole holdt stædigt på morgensangens dyder og uanset hvor komisk og overflødigt vi dengang syntes den daglige samling af hele grundskolen var, så værdsætter jeg det nu egentlig i dag.
Morgensangen og 555 sange har nemlig dels foræret mig et stort kendskab til både salmer, viser, udenlandske nationalsange osv, men også været en stadig kilde til sproglig forundring.
Hvad betyder tvende for et ekspempel? Hvem er goten? Hvad er kyndelmisse? Hvem søren var De Tre Skalke? Og er det kun et bræt, der kan være frønnet?
Dernæst kommer de gode historier. Alt fra den melankolske beretning om Kong Valdemars jagt over Sjølunds fagre sletter til den skælmske sørøvervise om Kaptajn Sorte Bill og hans skude, Pumpegrisen. Der var smukke årtidssange som Septembers Himmel Er Så Blå og bibelhistoriske sange om blandt andet Kong Davids nedhugst af Goliat og efterfølgende kroning.
Det hele blev man klog af og jeg kan faktisk slet ikke stoppe med at bladre og nynne, hver gang jeg får fat i den gamle sangbog. Og det er helt sikkert at mine børn skal vokse op med de 555 sange.
[ postet af Randi ]
21. June 2004 kl. 12:05
Mere krydsposting - det er dog for vildt. ;-)
21. June 2004 kl. 12:42
Randises sangsmag er god, jo, og man lærer noget. Der er et lille aberdabei, nemlig at fællessang desværre ofte lyder som noget, der ikke har så meget med musik at gøre, og sådan er det bare. Det må man enten leve med eller også må folk anstrenge sig for at lære at synge. Det er dejligt at synge lidt sammen selv om det altså måske ikke lyder så godt.
Så må dem, der kan lide musik, tænke på noget andet.
21. June 2004 kl. 13:04
Jeg var slet ikke klar over at det var dagens meme ‘krydsblogging’. Som den evige wannabe er jeg åbenbart hele tiden ét skridt bagefter…
21. June 2004 kl. 13:50
555 er en af de mest bruget bøger hjemme hos mig og den dag den ikke kan hænge sammen længere, så skal der købes en ny.
Hvad går al det hersens kryds mig her og der blogning ud på - korsstingsblogning?
21. June 2004 kl. 23:29
Korstingsbloggeri er det. Ja det er.
Når det så er sagt, så har du ret Randi — gamle sange/salmer var også mit første møde med et gådefuldt arkaisk sprog. Hvor man bar blus med glæde. Ikke blusel, mind you…
22. June 2004 kl. 09:23
Jeg har skam skrevet om hvad kyndelmisse er…