Vi vil ha’ wienerbrød! Krydsblogging afsluttet.
I de sidste par dage har der været krydsblogging i luften.
Det er ikke farligt. Så roooooolig nu, ja, det var bedre, såååh så så så. Prrrrrrr.
Vi er nogle stykker, der har byttet lidt rundt og gæsteblogget hos hinanden.
Et lille eksperiment undfanget på märkbar for en uges tid siden.
Personligt kan jeg konkludere, at jeg har fået hjemve og har det bedst med at skrive under egne faner. Så jeg er tilbage efter en lille visit hos acutecut.
Et par mulige forklaringer på at jeg er tilbage, selvom vi egentlig havde aftalt at krydsblogge i en uge:
- Det er ikke rart at bryde rytme og konsistens. Brand-svækkelse.
- Det er rarest at tale i et rum, hvor man kender akustikken
- Det er en lille smule underligt at tale igennem en andens mund.
22. June 2004 kl. 23:09
Ja, og det ødelægger totalt en personlig blog som Emmes.
22. June 2004 kl. 23:14
Det var sjovt og mærkeligt at prøve. Interessant at man tager sin egen blog så personligt. En uge var helt sikkert alt for længe og jeg glæder mig vildt meget til at vende tilbage min egen hule. Så tillykke med at du er kommet hjem igen og tak for husly :-)
22. June 2004 kl. 23:24
@randi: takker og selv tak for teksteriet!
@david: det er måske at sætte det på spidsen — der skal vist mere til at vælte Emmes Ariadnetråd, og ting må efter min mening gerne flytte sig lidt engang imellem.
Men du har da ret. En weblog skifter meget hurtigt karakter, synes jeg, og den personlige stemme er i høj grad en del af det rum, som en weblog er. Mere end jeg egentlig havde regnet med.
22. June 2004 kl. 23:36
ja jeg har også fået hjemve og jeg er da ked af at høre at jeg har ødelagt davids læsning i *hele* to dage - men det er da interessant at se hvor meget rammen betyder for indholdet. lidt som et apropos til hele diskussionen om hvad en blog er.
for mig har det interessante i dette lille eksperiment netop været at prøve grænser af. at se hvad mediet kan klare. eksperimentet viser med al tydelighed, at det er et personligt medie uanset om man skriver om personlige ting eller ej. det er og bliver forfatteren der sætter grundtonen og det skaber vist lidt disharmoni for læserne hvis den ændres fra dag til dag.
23. June 2004 kl. 00:06
Sorry, David! Jeg er selv en af dem, der elsker dagens emme, så jeg kan kun sympatisere.
Min opfattelse af det hele er dog gået i en anden retning - måske fordi jeg har været involveret i projektet. Nemlig: at vi (de) alle har skiftet stil helt automatisk. Når jeg logger ind på min egen blog er det min. Jeg kan gøre hvad jeg vil. Skrive hvad jeg vil. Det er mit sted.
Når jeg logger ind hos Emme smider jeg skoene, taler pænt og spørger om jeg må tage en småkage til. Ikke engang bevidst …
Og jeg er ikke den eneste. Men vil ikke servere de (jer) andre på et sølvfad. Jeg ser det lille eksperiment, som en test, som så mange andre ting. Jeg startede med at blogge for at få frekvens i skrivningen og opnå rutine.
Eksperimentet har givet mig mulighed for at skrive ting, jeg måske nok ville have skrevet, men skrevet på en helt anden måde. Sammenlign evt mit indlæg “Hold fast!” med “K.I.S.S.” hos emme. Samme indlæg - skrevet i to forskellige toner.
23. June 2004 kl. 00:42
Man skriver på en anden måde, når man stiller tøflerne i entreen hos naboen. Fino. Hjemme igen - så må man jo spørge om der ikke er en måde at eksperimentere lidt med teksterne. Forleden var det Bloomsday. En af de sjove ting ved Joyce’s Ulysses er at han eksperimenterer med formen og - som Torben Sangild så smukt sagde - så bliver en tur til Netto til et drama, når Joyce fortæller det på den måde. (Jeg anede ikke, at der var Netto i Dublin i 1904).
Ok, hvorfor svælge i dramaer, når man har læst et par stykker? Det er da mere nyttigt at læse manualen til den nye XION-PD, ikk’;-)
23. June 2004 kl. 01:18
Tak først og fremmest vil Randi for gæstfriheden - det er da modigt at lukke en anden ind i ens lille hjemmenørklede univers. Men som de andre længedes jeg også hjem - jeg længtes hjem til der hvor jeg kunne skrive lige så uovervejet som jeg altid gør - for plok har da ret, man er vel velopdragen og det er som det skal være.
Det var særest at se andre skrive hos mig - måske fordi jeg forsøgte at se noget i deres stil & indhold, der afspejlede hvordan de opfattede det at blogge som Emme? Men et sjovt eksperiment - og det er jo det vi er her for, ikke?
23. June 2004 kl. 07:45
Som læser synes jeg mest at det har været lidt forvirrende at I har byttet rundt.
Men lidt sjovt var det da, at følge links, for at finde ud af, hvem der var endt hvor.
23. June 2004 kl. 10:47
Ditto Robert. Mit største problem var at finde jer og på den måde opdagede jeg at det faktisk betyder noget hvem der skriver og at jeg faktisk - selv om jeg ville have forsvoret det før jeres eksperiment - læser blogs på grund af personen der skriver, at det er det der bringer mig tilbage - gang på gang.
23. June 2004 kl. 11:22
Var det kun for tilladt at krydsblogge, hvis man havde været med på Märkbar, da Emme var i byen? Det vidste jeg ikke, så Eat My Shorts fik lov at være Wannabe i en dags tid - jeg tror ikke det ændrede hendes (blog)liv Märkbart ;=)