Huskekage/kindhest to self: Een ting af gangen, tak.
Hvis man kigger på min sidste post kan man se, hvorfor jeg ikke er indstillet til Formidlingsprisen ‘04.
I indlægget starter jeg med et ret vigtigt centralt emne: “jeg skriver ikke bloggen, bloggen skriver mig”. Ligefrem interessant synes jeg faktisk. Og det ødelægger jeg så ved at klæbe to middelmådige og ganske irrelevante tangenter på. Det egentlige emne mister sin slutning og får i stedet to nye og mildest talt forvirrende åbninger.
Det er vildt dårlig kommunikation.
Punktum.
En blogpost bør have eet og kun ét emne. Ikke to. Eller tre. Medmindre de tre emner har en fællesnævner og derfor alligevel er ét…
Der er en parallel til den traditionelle genresondring mellem romanen og novellen. Romanen har i kraft af sin længde mulighed for at behandle flere motiver samtidigt, hvor novellen som hovedregel har det bedst med at beskrive ét enkelt motiv.
Fremover vil jeg kun poste om een ting af gangen. Kald det bare et præmaturt nytårsforsæt.
28. June 2004 kl. 01:50
En form for blog-dogmeregler?
28. June 2004 kl. 10:37
Du siger noget….:-) Faktisk ret relevant…måske man skulle prøve at huske det fremover:-)
28. June 2004 kl. 11:29
Simpel kommunikation. Var det ikke også et familiemedlem, Dala(i)ger L(l)ama, der sagde at enkelhed er nøglen til lykke i den moderne verden.
28. June 2004 kl. 12:38
@undertegnede: Hm, det er ikke tænkt som en dogme-, men tommelfingerregel. Strenge regler for formgivning kan dog godt levere noget tilbage til indholdet, så måske skulle man overveje at formulere et regelsæt.
@plok: jo, det lyder rigtigt nok. Fjern alt overflødigt. Gør den enkelte blogpost til en hvidkalket klostercelle. Sådan noget? ;-)
28. June 2004 kl. 20:59
Lige præcis! De mest rene produkter bliver de største succes´er. Kan du skrive indlæg, der for webloggen vil være, hvad Google er for søgemaskiner, så er vores (inkl. din) lykke gjort :-)