Monitoring Dalager

Jeg blev faktisk så glad, da Christian tidligere via en anden tilgang mindede mig om, hvor mange gamle glemte sange der findes.

Det fik mig til at finde mit oldgamle eksemplar af 555 sange i blødt, grønt plastikbind frem. Min folkeskole holdt stædigt på morgensangens dyder og uanset hvor komisk og overflødigt vi dengang syntes den daglige samling af hele grundskolen var, så værdsætter jeg det nu egentlig i dag.
Morgensangen og 555 sange har nemlig dels foræret mig et stort kendskab til både salmer, viser, udenlandske nationalsange osv, men også været en stadig kilde til sproglig forundring.

Hvad betyder tvende for et ekspempel? Hvem er goten? Hvad er kyndelmisse? Hvem søren var De Tre Skalke? Og er det kun et bræt, der kan være frønnet?

Dernæst kommer de gode historier. Alt fra den melankolske beretning om Kong Valdemars jagt over Sjølunds fagre sletter til den skælmske sørøvervise om Kaptajn Sorte Bill og hans skude, Pumpegrisen. Der var smukke årtidssange som Septembers Himmel Er Så Blå og bibelhistoriske sange om blandt andet Kong Davids nedhugst af Goliat og efterfølgende kroning.
Det hele blev man klog af og jeg kan faktisk slet ikke stoppe med at bladre og nynne, hver gang jeg får fat i den gamle sangbog. Og det er helt sikkert at mine børn skal vokse op med de 555 sange.

[ postet af Randi ]

Da jeg for nogen tid siden lavede Mating som en realisering af en idé fra Plok, blev der leget mere end der blev tænkt. Oh well…

Mating er et lille stykke social software. Et redskab, der i hænderne på en gruppe kan bring dem videre.

Men Mating er også noget andet. Nemlig en ironisk kommentar til datinghelvedet.
Af de mange indtastninger, der har været, er der stor gruppe, der tydeligt ikke tager servicen for pålydende. Der er blevet hældt legemsdele, offentlige og fiktive personer ind i databasen. Men der er dog også en gruppe af brugere/læsere, som ikke opfatter det som en ironisk kommentar og putter ’ægte’ data ind i maskinen.

Det er ualmindeligt interessant. For hvad er det lige, der sker, når fiktiv data og virkelig data blandes sammen? Når ironi bliver taget for pålydende.

Den samlede sum af registrerede forelskelser er en absurd blanding af ægte og falske relationer. der godt kan leve side om side og dør om dør uden at blive blandet. Parallelle universer: i det ene er Mette vild med Søren og i det andet er Charlotte vild med med Jokkes Næse. Det er nærmest trivielt og først i det øjeblik at relationerne begynder at væve sig ind i hinanden, opstår magien. Når Søren går ind og undersøger om der skulle være en pige, som vil have ham. Det vil Mette tilsyneladende. Så undersøger han, om han har nogle konkurrenter. Og finder ud af, at han er oppe imod Jokkes Næse.

Vor ven Søren håbede på at få løst problemet med sit kærlighedsliv, han ville gerne skyde en genvej og fandt denne fantastiske service på internettet som lovede ham netop det. Og så finder han pludselig ud af, at det bare var for sjov, at der ikke findes den slags silver bullet løsninger til hjertesager.

Slam! Lige i fjæset, Søren.

(Næsten alle navne er opdigtede)

Af en eller anden grund havde jeg ikke tænkt over, hvordan man ville lokalisere Google til arabisk. Men det fandt jeg så ud af.

Så får man da lidt ud af at have besøg af ordblinde kommentarspammere til gamle legoindlæg.

Pestol

Det kan godt være, at det er lidt af et Threadless rip-off, men nu kan jeg godt lide t-shirts, så jeg hilser initiativet velkomment! De t-shirts jeg har købt på threadless har haft det med at give rekyl i tolden…

Desuden er sitet faktisk gennemført, der er allerede nogle ret fine desinner, man kan stemme på, og der skulle komme shopping med de første tre tryk indenfor den næste uge. Det bliver spændende, og jeg håber, de får succes.

Konceptet: community-design i et design-community.

Jeg har tidligere været lidt inde på godt sprog på ikke-personlige websites, og her er der noget af det rigtige, synes jeg. Sprogligt nærvær som i den viste FAQ subheading er rart og ikke signalneutralt og ligegyldigt, som mange virksomheder tit går efter i deres altomfavnende behagesyge.

[ via angermann ]

Hvis du er i nærheden og har tid, så kom forbi!

Emmen er i byen.

Update: og der sad Anna Akav, Emme Emme, Randi Randises, Joachim Oschlag, Plok Plok, Rasmus Acutecut/Kammeret (nede i øjeblikket, så kig på blogradio i stedet), da jeg gik hjem som den første.

Første gang jeg læste dette ord var jeg ret forvirret. Det er forkert og har sat sig fast mellem to rigtige ord: kamel og karamel. Sådan har jeg det stadig hver gang “Blomstre som en Rosengård” står på programmet. Og når jeg går igennem Vedbækgade her på Nørrebro.

Inde i mit hoved kæmper kameler og karameller om at træde stråledansen som Sarons yndigheder.

IT-boblen
- da internettet rykkede vores verden

Det er en af de der fester, man gerne ville have været med til. Ikke som festens midtpunkt, men bare med på en oplever — lige præcis så tæt på at man kunne mærke suset og høre de gode historier.

Var til bogreceptionen i går og drak et par dåseøl, mens folk, der faktisk var med til festen dengang, udvekslede indforståede blikke og spiste sådan nogle små knækbrødsagtige hapser med noget, der kunne ligne en mayonnaisebaseret radisesalat. Og selleristænger.

Der ryger en ordentlig bunke emails over disken her i butikken. Frem og tilbage og mængden vokser støt.
Jeg har, hist og pist og på forskellige medier og i flere formater, gemt emails tilbage fra 1997-98. Men jeg har ikke en samlet pool. Og cd’er dør mens vi snakker.

Min nuværende mailkonto er IMAP, hvilket vil sige, at al min email ligger centralt på en server, så jeg kan tilgå den fra enhver maskine med netadgang, men min ellers søde host har ikke ressourcer til en aktiv mailkonto med flere hundrede megabytes.

Jeg foreslår at man laver en online service, hvor alle ens arkiverede emails kan blive læsset hen. Ikke som en aktiv emailkonto, men et passivt lager, som man kan fylde på henover årene.

Nogle features:

• Fritekstsøgning
• Import fra gængse mailformater (outlook express, outlook, unix mailfolders, etc)

Non-features:

• Send/modtag mail

Jeg kunne personligt godt være interesseret i at betale en årlig afgift på 100 kroner, for en varig og sikker løsning, og jeg tror ikke, at jeg er den eneste.

Der ligger desuden nogle gode udfordringer i interface design.

Er det noget, man kunne tjene penge på?

Et andet, langt mere vigtigt og nonprofitabelt perspektiv er, at det kunne have historisk interesse. Jeg ville f.eks. testamentere mit mailarkiv til mine efterladte. Så kunne jeg grine grumt fra graven når de så, hvad jeg havde haft gang i.

Ideen kom i dag henover noget kaffe/te med Anna Akav.

For nogle dage siden kom der en Rio Karma ind ad min dør. Den blev sendt til opladning. Og så hældte jeg en hulens masse musik på den over lokalnetværket. Og så gik jeg i seng.

Stod op igen (lidt lissom jesus, bare knapt så definitivt). Harddisken døde efter 1 times musiceren. Så nu er den på vej tilbage nordjylland i en papkasse.

3 dage forinden ytrede jeg de skæbnesvangre ord: “Jeg har faktisk aldrig købt noget defekt, der måtte sendes retur!”. Hvor klogt var det lige? Og lige lidt hjalp det at sige 7-9-13.

PS: og nej, jeg har ikke været “kropslig” med min mp3-afspiller, for lige at komme nogen i forkøbet.

Update: Jeg har lige hentet en ny på posthuset. Ombyttet uden diskussion. Ikke så meget pis. Nice. Herrenice, faktisk.

Men hvorfor skulle jeg snydes? Jeg får intet ud af hverken mors, fars eller børnenes dag. Godt at vi har International Webloggers’ Day.

Ved ikke helt, hvad jeg skal bruge den til.
Har hverken fået blomster eller noget.

[via Le Danois]