Meta kommer og tager dig!

I går så jeg stort skilt på en skurvogn. Det reklamerede med “Outsourcing” af bl.a. pedel- og viceværtsfunktioner.

Det er ikke så længe siden, at outsourcing var et eksotisk udtryk der udelukkende holdt til i lyserøde avissektioner. Men folket™ har trukket outsourcing ud af erhvervstillægget og smækket det direkte op på vores allesammens skurvogn.

Det samme kommer til at ske med “meta”. Et akademisk powerbuzzet udtryk, der bliver brugt om noget som handler om sig selv på en meget abstrakt måde. Og det er der meget der gør. Jeg forfalder for eksempel forfærdeligt (f)let til metablogging: når jeg poster indlæg om det at poste indlæg.

Men fordi det er så ultrafunky et ord, vil folket™ også have det. Det skal de få.

Forbered jer på:

Metarengøring: Rengøring af rengøringsartikler og beskidt sæbe, vask af vaskemaskiner.
Metakæledyr: Dine dyr skal da også have kæledyr! Alt andet vil være dyrplageri.
Metapåklædning: når vi bliver så snerpede (og det kan sgu ikke vare længe) at vi bliver forargede over vores tøjs nøgenhed og vil give det tøj på.
Metafrisøren: Siger sig selv og besvarer det ældgamle spørgsmål.

Problemet er, at metavejen er et skråplan. Det stopper aldrig. Aldrig.

9 kommentarer til “Meta kommer og tager dig!”

  1. Ole siger:

    I Neopets kan ens pets faktisk have petpets, og der er vist også enkelte petpetpets. :-)

  2. Andreas siger:

    Det bliver først rigtigt hipt når du metametablogger som i dette indlæg (altså blogger om at blogge om at blogge).

    Eller noget…

  3. troels siger:

    Det er et farligt skråplan at komme ud på dalager. Meta om meta, hvad blir’ det næste ? Måske wiki om meta, så vi alle kan blogge og blive enige..

  4. dalager siger:

    @Ole: Hvad er neopets?

    Og til jer alle tre: det her er farligt at tale om. Meta æder jeres sjæl indefra. Så kom ikke og sig, at I ikke var advaret…

  5. jdreng siger:

    Jeg ved hvad han snakker om. Selv var jeg til afvænning i Anonyme Metadiskursbedrivere, men det var bare en masse med at snakke om sig selv, så jeg stoppede igen…

    Og Kresjan: hvad er egentlig det ældgamle spørgsmål?

  6. jdreng siger:

    …eller rettere at snakke om at snakke om sig selv…

    Og kommentarer om kommentarer er jo sådan set også meta. Mise en abyme for dælen.

  7. W:A:N:N:A:B:E siger:

    Metarengøring? Var det ikke Joachim der praktiserede det på et tidspunkt? ;=)

  8. troels siger:

    Neopets er lidt en virtuel tamagotshi af en slags.

    Jeg tror det som virkelig farligt er at læse så metameget om det. Dalager, dit feed er hermed afmeldt :)

  9. Andreas Johannsen siger:

    Metacertifikathumor

Skriv en kommentar

Hvad er 2 plus 2? (antispam spørgsmål...)