Spinat mellem tænderne
Man falder fra tid til anden over et website, man rigtigt godt kan lide. Der er måske en mission, en idé eller et produkt, man holder af, eller en personlig stemme, der rammer een.
På en eller anden måde føler jeg, at der skabes en forpligtende forbindelse mellem mig og det pågældende site. En følelse af loyalitet, der opstår indenfor ganske kort tid — måske så hurtigt som blot et par sidevisninger.
Hvis jeg falder over fejl eller irriterende småting, der ødelægger min “han er en guttermand”-bonding, bliver jeg nødt til at gøre noget.
Derfor har jeg kastet en del emails efter folk, jeg ikke kender, hvor jeg peger på et eller andet på et website, jeg ville fixe, hvis jeg var dem. Det kan være usability, funktionelle fejl, elendigt sprog eller layout-fejl.
Det svarer til at sidde overfor en person med lidt spinat mellem tænderne.
Hvis det er en ven, siger du det straks.
Hvis det er en spasserpsykopat, tier du stille og smiler venligt.
Det er let og hurtigt at pege på spinaten, og det gør en forskel. For os allesammen.
Så råb op, hvis du ser noget spinat derude!
(Ignorer prædikantstemmen, hvis du kan, sådan lyder jeg bare nogle gange. Ørenæsehalslægen er clueless så jeg må bare lære at leve med det. Sandelig siger jeg jer.)