Arkiv for May 2005

Boldtradition med lånte fjer

Sunday, 8. May 2005

Mig og drengene har en hyggelig søndagstradition når der er superliga med knald på i Parken.
Vi mødes til en rask gang fodbold i fælledparken og starter gerne op med at vælge en bane der ligger sådan at vinden bærer lyden fra det eksalterede publikum ind over os.

Når vi så går i gang med at spille lader vi som om at det er os, som publikum går amok over.

Da det er publikum, der afgør hvad der er underholdende, saftspændt kvalitetsbold, er det i vores tilfælde måske ikke de helt traditionelle moves, der bliver gengivet i slowmotion.

GPS Kameraerne kommer!

Saturday, 7. May 2005

Nu er det her endelig:
Ricoh Pro G3 GPS Camera!

Kameraet skriver (angiveligt) gps-info ned i jpg’s og så kan jeg ikke se andet end at man snart kan organisere sine backpackerbilleder på den fede måde [min kursivering, øeh].

Morten Frederiksen fortalte til Blog ‘n’ Beer 2 hvordan han rejser rundt med en seperat GPS og fletter billeder og GPS-track sammen på sin computer baseret på timestamps. En ret listig løsning. Indtil nu, altså :-)

På kamerafronten er jeg dog blevet forelsket i et Canon EOS 350D (også kendt som Digital Rebel XT), der har fået superanmeldelser og ‘kun’ koster 6k…
Det er sært som et badeværelse til 111.000,- kan få 6.000 kroner til at virke som et greb i lommen…

[via O'Reilly Radar]

Våd maling

Friday, 6. May 2005

Når man ser en seddel hvor der står “våd maling — nix pille!”, mangler der to centrale stykker information:

Hvor er den våde maling?
Man kan være ret sikker på, at det eneste sted den i hvert fald ikke er, er der hvor sedlen sidder.
“I nærheden” er det bedste bud.

Hvornår er den tør?
Malere sætter den slags sedler op og tager på ferie i to uger.
Maling tørrer i løbet af en håndfuld timer, måske.

Konklusion
Jeg er et nysgerrigt menneske og bliver voldsomt irriteret, når jeg ikke har de to ovenstående stykker information.

Det betyder at jeg ligeså stille trækker min pegefinger frem og systematisk begynder at duppe på overfladerne rundt om skiltet indtil jeg har fundet ud af, hvor malingen er og om den er tør.

Sedlen virker ikke på min slags, men måske på lidt mere autoritetstro typer, der straks surrer armene ind til kroppen og trip-trip-tripper minefeltsforsigtigt frem indtil de er ude af indflydelsesrækkevidde.

Funzas far var frihedskæmper

Thursday, 5. May 2005

Funza: Min far var frihedskæmper

Henrik Funza Føhns markerer årsdagen med et fantastisk blogindlæg, der med sin stærkt personlige vinkel på et aktuelt emne minder mig om, at weblogs faktisk har muligheden for at fortælle nogle andre og anderledes historier, end man ser i avisspalter.

Den personlige vinkel forstærkes ved at historien ligger i forlængelse af hundreder tidligere personlige fortællinger, som tilsammen tegner stemmen bag bloggen.

Det er et godt eksempel på et blogindlæg der ændrer ens [og det er mit, red.] billede af en weblog; får den til at vokse og gør smagen mere kompleks.

Og lad os så kyle nogle lys i vinduerne.

Lige lovligt meget om utroligt lidt.

Thursday, 5. May 2005

Where's that Wabbit?!Jeg er lidt fortravlet i øjeblikket, så jeg når ikke at få blogget så godt som jeg gerne ville, men får tid til at køre en daglig tur eller to på bloglines.

37signals smed backpack i luften i går, og jeg tog en hurtig tur med planer om at forholde mig til det herinde senere.

Le Danois kom mig i forkøbet, efterfulgt af Classy. De har gode pointer, som jeg ikke vil reproducere. Læs dem selv. Jeg er enig i det meste.

For en måneds tid siden flyttede jeg server og blev i den forbindelse opgraderet til PHP5, hvilket væltede nogle af mine gamle ting som Mating og Husk en fødselsdag. Den første er fixet, og den anden ligger stadig ned. Må kigge på den en af dagene. Overvejer lidt, om man skal smide et ‘discontinued’ mærkat på dimsen.

Kaninen er fra en dyrelegeplads i pæne Højbjerg i Århus.
Den gnavede lystigt i trådburet.
Det kan godt være, lissom, et billede på vores moderne liv, nogengange, faktisk nemlig.

Update: fødselsdagshuskeren virker igen, tror jeg.