En af de ting, jeg går og tænker rigtigt meget over i øjeblikket, det er verifikation af brugergenereret indhold.
For hvor det i rigtig mange af de opblomstrende webapplikationer derude kan lade sig gøre at have et ret optimistisk forhold af brugergenereret indhold, så er der nogle tilfælde, hvor man godt vil have indhold af en vis korrekthed.
mitKbh, f.eks. er et nyt dansk eksempel på en webapplikation, hvor det ikke er supervigtigt at få verificeret indhold. Man kan dog oprette fiktive caféer og rate dem vildt højt. Og så kommer der måske nogen forbi og bliver lidt skuffede, hvilket i sidste ende risikerer at give et problem med mitkbh’s kvalitet. Men hvis folk placerer forkert data i mitkbh, betyder det ikke umiddelbart stor gene for ret mange mennesker. Med lidt held vil nogen, der støder på fejlen, gøre noget ved det, inden det gør nogen skade. Når det er sagt, så kan man hos mitkbh ikke umiddelbart stemple “falske steder”.
Men man kan godt forestille sig et noget andet flow for deling af brugergenereret indhold, hvor det er vigtigt, relativt hurtigt at få verificeret korrektheden af oplysningerne. Hvor kvalitet og korrekthed hænger tæt sammen.
Der er tre muligheder for verifikation:
- En moderator verificerer
- Applikationen verificerer
- Brugerne verificerer
Verifikation vha en eller flere moderatorer skalerer dårligt og kræver i sidste ende mange ressourcer på få personer.
Maskinverifikation er ideelt, men kan tit være vanskeligt, da man programmatisk kan have svært ved at sige noget klogt om virkeligheden.
Det er den sidste, der skal satses på: Udfordringen må være at få spredt denne verifikation ud blandt brugerne, så man så let for muligt for den enkelte kan få forhøjet kvaliteten for alle.
Og det tænker jeg så lidt videre over.
Har du nogle links til gode eksempler på distribueret verifikation eller gode blogposts om emnet, så vil jeg blive superglad for at finde dem i kommentarerne herunder :-)