Udsatte børn. Deprimerende.
Jeg har nu på et gammelt blogindlæg, “dating for børn“, fået tre kommentarer fra børn, der vistnok tror at blogindlægget er en eller anden form for datingsite…
Monica:
hej jeg er en pige på 12 og hedder monica bor på sydsjælland….. vil duh skrive med mig….???
Sandy
hey er en lækker pige som søger en lækker kærste er 11år og går i mode tøj kom drenge
Tim:
Hej… Jeg godt nok kun 10 men snat 11 :P … Ville barge vide om vi kunne skrive lidt sammen… Kan vi det ?? Eller ønsker du ikke vi skal skrive sammen ?
Disse børn er utroligt udsatte.
Jeg har skrevet til børnene og fortalt, at det ikke lige er noget for dem, og at de skal snakke med deres forældre om det.
Damn, hvor må det være deprimerende let at være børnelokker.
6. June 2007 kl. 08:31
Ikke nødvendigvis udsatte, men ihvertfald tilhørende en helt anden kontakt-kultur end os andre.
Tag en tur i S-toget og se, hvordan børnene ganske ublu udveksler mobilnumre med helt fremmede, for derefter at bruge resten af transporttiden på at SMSe - og senere, hvis de finder snakken morsom, bruger de nettets kanaler til videre samtale.
Jeg forsøger at undervise mine egne øgler og elevøglerne i at blive bedre til at målrette deres søgning, og undlade at efterlade sig et alt for bredt digitalt spor. Uden held.
Vi andre hæger mere om privatssfæren, men mange børn og unge er absolut blottede for den slags hæmninger og er mere synligt behovsstyrede.
Ps. Jeg er ikke en gammel, tvær prut med plaid. Prøver virkelig at forstå deres adfærd, hængerøv og lange hår.
6. June 2007 kl. 14:44
Det kan godt være, at de ikke er så udsatte, men det virker da lidt sådan.
Måske er deres naive tilgang til fremmed-kontakt et meget godt billede af, hvordan det i virkeligheden er med os andre også. De fleste af os “voksne” er også potentielt sporbare af google, microsoft og hvem der ellers har cookies på vores maskiner.
Også jeg prøver at forstå deres hængerøv. Der er penge i at fatte det ufattelige ;-)