Sporadisk om Shirky: Here Comes Everybody
Har lige færdiglæst Clay Shirkys nye bog, Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations (bogpriser-link).
Den er faktisk vældig fin, selvom den på mange måder er spredt ud på et ret stort stykke brød, hvilket lidt er dens svaghed.
Det er en rigtig god overblikshistorie over social software og formår at kæde en række fænomener og teoridannelser helt ok sammen, fornemmer jeg. Ikke at jeg forstår mig særligt meget på social systemteori bortset fra det Luhmann man læste på universitetet.
Hvis man har har en feed reader, der er stillet ind på rss feeds om nyere sociale teknologier på nettet (og hvilke nyere webteknologier og -værktøjer er ikke sociale, kan man så spørge), så er der temmelig mange passager, som man kan læse rigtigt hurtigt henover, medmindre man ligefrem har sovet i et par år.
Men der er også en lang række illustrative anekdoter, som jeg ikke kendte i forvejen, og som jeg vil glæde mig til at underholde med under frokosten, indtil folk hælder mig ud af vinduet, eller jeg glemmer dem. Hvad der sker først er ikke til at sige, these days.
Og så er bogen et stensikkert must-read, hvis man går og har tænkt sig at hælde det hotteste, übersociale web 2.0 site på gaden i den nærmeste fremtid, eller bare gerne vil forstå, hvorfor det sociale site, man smed på gaden sidste, år ikke rigtigt rykker.
Trine-Maria har flere gange omtalt bogen og lovet en decideret anmeldelse, så hold øje med hende. Hun ved noget om den slags ting på fuld tid.
Bogen har selvfølgelig også sin egen blog.
Åh ja: et af bogens omdrejningspunkter er paradigmeskiftet fra filter-then-publish til publish-then-filter. Det her er måske lidt hurtigt skrevet og er måske i lidt højere grad publish-don’t-filter, så du må selv sortere lidt i det.
20. May 2008 kl. 16:11
Jeg er selv igang med at læse Here Comes Everybody, og jeg synes også den virker rigtig fin. Især er jeg glad for at Shirky er helt lige så jubeloptimistisk som så mange af de andre forfattere om Web 2.0 og kollektiv intelligens eller den globale hjerne.
Jeg har skrevet et par indlæg om emnet på min blog og nævner også Shirky i mit seneste indlæg.
21. May 2008 kl. 22:14
God pointe med at han ikke er helt så hypekolerisk ang social software. Men han har også været med fra starten og er en af de gamle drenge, der ikke er evighøj over de her ting.