One Two koncert - glimrende, faktisk
Jeg var til One Two koncert på Vega i aftes.
Nu er det ikke et band jeg som sådan dyrkede da jeg var knægt — faktisk tror jeg at jeg i lange perioder kun ville have haft hårde ord til overs for den slags poplort. Eller hvad man nu kunne have kaldt det.
Men sandheden er at hvis man blev teenager da den første plade kom i 86, så var alle deres hits en tvunget del af soundtracket til ens forvirrede ungdom. Og hvis man er ung og bor i provinsen, så er det altså pigerne der får lov til at bestemme musikken. Kan være det er det samme i storbyen, men det kan jeg ikke rigtigt udtale mig om.
Nå, men den her koncert, som jeg var til af udenomstændighedsmæssige grunde, tog lidt røven på mig. Jeg havde nok forventet at blive en lille smule skuffet, men det viste sig at være overraskende fedt og et nostalgisk trip af den gode slags. Meget folkeligt og meget langt fra min daglige musiksmag og de meget ens numre til trods.
Bandet var primært det originale line-up, velspillende og jeg kan godt forstå, hvorfor de var ret store i 80erne.
Salen kogte. Bedst illustreret ved disse 23 sekunder af “Den bedste tid,” hvor publikum skråler godt igennem. Egentlig havde jeg mere af nummeret, men mikrofonen i min telefon overstyrer når lyden er for høj, så det er ikke så rart at høre på. Dette klip siger også nok.
Note: Når folk skråler igennem til “Jeg var midt i en drøm,” kan det godt lyde lidt vredt og hen i retning af “JEG LÅ LIGE OG SOV!”. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad sangen i virkeligheden handler om.