Monitoring Dalager

Var til freestyle rap-konkurrencen MC’s Fight Night i KB hallen i aftes, med jdreng i sidevognen på hurtigt afbud (min normale miss mc røg ned med flaget…)

Efter at have set live transmissionen på dr2 i et par år var det på tide at få den ufiltrede huxy-løse udgave.

Det er et superfedt show, og jeg er sindssygt imponeret over de MC’s der stiller sig i ringen.

MikL vandt over Pede B i finalen, der kan ses på youtube her.

Har også selv smidt en luns op, hvor Pede B høvler løs på Orhan G, der ellers også var superskarp, og skulle have haft noget mere tid i ringen.

Desværre er DR’s dækning af arrangementet skåret ned til en times sammendrag (på torsdag måske?), hvilket er både en synd og en skam.

“Ham skal jeg nå at se, inden han dør,” var et klart mål da jeg i aftes var til koncert med Leonard Cohen.

Cohen er central i min musikalske verden, da han var en af de kunstnere der startede min musikalske opdragelse, hvor jeg som 16-17 årig gik ned i Sound of Music, den sejeste pladebiks i Viborg, og bad om at få den bedste skive med Leonard Cohen.

Det er 17-18 år siden og de stak mig Songs from a Room, en sang med god cohensk poetisk dybde og bredde og yderst velegnet til selvakkompagneret weltschmertz med spansk guitar og store følelser og kierkegaardske afgrunde i Song of Isaac, The Butcher og Lady Midnight. Min fortolkning af værket er modnet en smule med mig, men det er stadig et af de steder hvor en masse ting startede og en god ting at tage frem.

Koncerten var en stor personlig oplevelse. Selvom Cohen tangerer head music og de gribende decideret musikalske øjeblikke ikke lå hos hovedpersonen selv, men hos dele af bandet, var der alligevel adskillige gåsehudsøjeblikke og masser af intensitet hos den aldrende gentleman, og jeg leder efter et sætliste fra koncerten, så jeg kan lave en replaylist i iTunes.

Nu er jeg egentlig bare glad for at jeg nåede at se Cohen inden jeg selv dør.

Surt PS (sådan er jeg bare, grumpy to the bone): Publikum var lidt for glade for at klappe, og til den oprindelige 5-punktsliste har jeg tilføjet punkt 6: “folk der klapper når de genkender en sang”.

Anmeldelser:
jp, eb, berlingske.

I aftes postede jeg denne lille bid på twitter:

har fået en cykelhjelm. Den er grøn. Og jeg ligner en trafiksikker idiot. Better safe than pretty.

Tore eller @vesterby kvitterede med et link til cykelhjem.org, som sætter spørgsmålstegn ved i hvilket omfang cykelhjelme virker ligeså godt som (skræmme)kampagner siger.

Og om kampagner for cykelhjelme er godt for cykelkulturen.

Jeg ved ikke med cykelkulturen og kampagnerne, men som individ tror jeg personligt på at der er visse fordele for mit hovede ved at pakke det lidt ind, når jeg cykler inde midt i kbh i myldretiden.

Når det så er sagt, så skal det ikke være nogen hemmelighed at vi aldrig har brystet os af at have hattehoveder i min familie. Poul Nyrup så til sammenligning decideret chic ud.

Joel Spolsky og Jeff Atwood har sammen lavet stackoverflow.com, et Q&A (spørgsmål & svar) site for programmører, hvor folk kan stille spørgsmål og svare på andres.

Udover at rette sig mod det behov som nyhedsgrupper i årtier har dækket, er stackoverflow implementeret som en slags socialt vidensspil.

Med inspiration i XBox Lives scorings-system (hvor gamere kan måle sig mod hinanden på nettet) har man på stackoverflow valgt at skabe social motivation ved at give folk point for at stille spørgsmål, besvare spørgsmål, rate spørgsmål og svar etc.

Efterhånden som man får flere og flere point åbnes der for en række funktioner. F.eks. skal man have 50pt for at kunne skrive kommentarer og 2000pts for at kunne rette andre folks spørgsmål.

Som en anden motivationsfaktor er der en række badges som belønning for forskellige typer af handlinger, som markerer ens bevægelse op ad erfaringsstigen.

Det er et superinteressant projekt og et fint eksempel på social engineering.
Hvis man gerne vil være med på en lytter fra designprocessen (og det kan klart anbefales) så har Atwood og Spolsky kørt deres StackOverflow Podcast gennem hele tilblivelsesprocessen, og der bliver diskuteret interessante ting, både teknologisk og om hvordan man kan (prøve at) styre adfæd gennem socialt design.

Nu er det her jo ikke nogen bogklub, men jeg vil da godt lige nævne et par bøger, som jeg har haft fornøjelse af på det seneste.

Black Swan af Nicholas N. Taleb

Polyhistor Taleb er tydelig Eco-fan af både navn og stil og har skrevet en bog om den centrale rolle usandsynlige hændelser har i historien og menneskets indbyggede uduelighed til at ville erkende det.

Nogle af de mest skelsættende begivenheder i historien er kommet som lyn fra en klar himmel men er i retrospekt blevet analyseret til at være nærmest uungåeligt naturlige.

Den er på mange måder ret aktuel i disse finanskritiske tider, hvor en masse mennesker og virksomheder har bygget på et fundament, der ikke var nært så stabilt som de håbede.

Der er en del matematik i den, som man udmærket kan læse henover, hvis man, som jeg, ikke forstår den slags..

Spændende bog! Og den har endda et rekursivt lag, og det er der ikke mange bøger der har.

Meatball Sundae af Seth Godin

Engang imellem skal man læse en bog om marketing eller noget andet som man ikke normalt beskæftiger sig så meget med.

Dette er en bog om marketing og markeder. Titlen er en lidt mystisk analogi til at hvis man har en kødbollefabrik (ikke en kolbøttefabrik, mind you), så nytter det ikke at markedsføre den som om det var softice. Pointen er, at hvis du er en traditionel produktionsindustri så kan du ikke smække en wiki og en blog ovenpå, og vupti, så kører du 2.0 et-eller-andet. Der skal en gennemgribende transformation til. Det er vel det samme som den
aktuelle lipstick-on-a-pig historie.
En af de andre pointer er skiftet fra interruption-based advertisement (tv-reklamer f.eks hijacker folks opmærksomhed, mens de ser noget, de faktisk gider at se) til “permission marketing”, hvor forbrugerne af egen vilje henvender sig og sørger for at produktet eller sagen spreder sig.
Det er ikke rocket science, men godt at orientere sig med.

(via halvgammelt og nu forsvundet blogindlæg af Henriette Weber Andersen).

Hun: i aften skal vi se Vild med dans!

Han: så vil jeg hellere skære mig i benet med en rusten kniv…

Hun: jamen det skal der også være plads til!