For nogen tid siden forhørte jeg mig om hjælp til et nyt design her på stedet — et lille eksperiment med weblog-formatet.
Jeg havde forventet at så et par frø hist og pist og regnet med, at jeg ved en eller anden lejlighed ville kunne bytte mig til nogle visuelle tips til gengæld for noget koderi.
Men pludselig gik tingene meget stærkt, med det resultat at præsentationen af de forslag, der kom ind fra de tre grafiske chicks, blev lidt rodet. Det vil jeg gerne råde bod på her. For prins Knud. Valget faldt dengang på many’s #3, men det kan være, at det faktisk ender med at blive #5.
Jeg er meget benovet over respons og resultat. Og lidt rørt, faktisk. Tak for det - det er fandme sejt. Og I er nogle, der har noget til gode derude :-)
Her kommer de i hvert fald kronologisk:
#1
Design: /many
Det første bud med en flabet struds og en række alternative billeder til rotation i headeren.
Kan ikke helt gennemskue om dette strudseri er et forsøg på at fortælle mig noget, men beslutter mig for at læse det positivt. Strudsen er trods alt et stolt væsen.
#2
Design: w:a:n:n:a:b:e
Skopigen dukker op på scenen med dette østerlandske snelandskab. Forklaringen på lama-titlen skal vist findes i et fjollet navn, jeg ved en eller anden lejlighed begyndte at bruge i kommentarspor ovre hos /many.
Jeg kan synes det er meget gennemført og kan godt lide det, men det passer måske lidt bedre til en nepalorientat…
#3
Design: /many
Da /many dukker op for anden gang, er jeg ved at blive en smule paf. Havde vist ikke forventet al den opmærksomhed.
Jeg forelsker mig straks i manden med paraplyen. Upassende, vil nogen måske sige, men jeg er ikke selv herre over mit hjærte.
#4
Design: w:a:n:n:a:b:e
Det vælter ind med forslag. Skopigen leverer et meget overbevisende 2. forslag. Det er ret sjovt, laver dobbelt ordspil på ‘monitoring dalager’ og er i det hele taget tjekket — parabol-headerne i højre sidebar er seje.
De to monitors kunne f.eks. være ret sjove at hælde eget indhold i. Hvis man f.eks. kunne få lov til at gæsteoptræde på et overvågningskamera i 7-11 og få en kopi af båndet…
#5
Design: /many
På nuværende tidspunkt har jeg faktisk udkåret #3 til vinderen. Er overvældet. Men men men, så kommer der sgu en paraplymand mere fra /many.
Til at starte med foretrækker jeg faktisk #3 frem for denneher, men efterhånden er jeg faktisk blevet mere glad for ham her, end jeg var først. Specielt er der noget lækkert over den fråsende hvidhed i midten. Sådan en lidt overlegen “pfft, jeg har da plads nok…”.
#6
Design: Frk. Andersen
Jokeren kommer ind på scenen. Modigt sådan at blande sig i opgøret om min gunst. Men bestemt ganske klædeligt.
Dette er noget ganske andet. Det er jagt, det er pejsestue og det er Counterstrike. Rent visuelt synes jeg, at Frøkenens bud er det mest harmoniske. Men der er måske lidt for meget krudt og kugler i det, og det sender altså nogle signaler, som jeg nok vil have problemer med at leve op til. Men det er ret lækkert. Kunne være at min jægerfar skulle have sig en weblog.
