Monitoring Dalager

Nu har jeg fået kløerne i en Chumby!

Hvad det er? Det er en wifi clockradio, det er en desktop informations gadget, det er en linux-kørende hackysack med 3.5″ skærm, det er en hackbar dims man selv kan skrive internetaware applikationer til, det er en netradio og -video streamer og det er et stykke lidt for dyrt legetøj. All-in-one.

Billedet ovenfor viser hvordan jeg er ved at aktivere en kanal, der viser udsigten fra toppen af storebæltsbroen.

På mange måder er det et moderne “åbent device” i den forstand at vi som brugere selv kan putte indhold og applikationer på vores lille ven, og det kører endda linux og der er mange aktive ejere, der hacker både hardware, software og indpakning. Wikien er fyldt med sjove eksempler

Det er så lidt ærgerligt, at man skal betale temmelig mange penge for at kunne udvikle applikationer til Chumby’en, da platformen hedder Flash Lite 3. Alternativt er der et C library, Ming, som kan spytte swf filer ud, og der er sågar en ruby wrapper, men det er ikke lige den fedeste tilgang til widget udvikling. Andet alternativ er mtasc.

Min idé er at transformere chumbien til et continuous integration ambient device. Sådan en dims der fortæller lidt om et softwareprojekts helbredsstatus ved at koble sig op mod CruiseControl.NET eller noget i den stil. Kunne være rævesnedigt.

Kig evt på denne slideshare præsentation slideshare præsentation, den giver et godt overblik over platformen og udviklingsmulighederne.

Bonus 1: Chumby sælger kun til USA, men den videresælges globalt fra international-orders.com.

Bonus 2: lidt for mange unpacking billeder. Jeg blev grebet af situationen.
 

Har lige gået min første tur i byen med aktivt lyddæmpende Audio Technica ANC7 hovedtelefoner.

Det er fascinerende med et tryk på en knap at kunne skrue ned for Amagerbrogade og Føtex. Man bliver opmærksom på at der ikke bare er meget decideret støj fra identificerbare lydkilder, men også rigtigt meget baggrundsstøj.

Som jeg nu kan lægge et seriøst dæmpende låg på.

Jeg glæder mig næsten til at køre med 250S på mandag.

Update, et par dage efter:

Det er en fornøjelse at have dem på i offentlige transportmidler. Nej, de fjerner ikke al lyd, men de tager måske de øverste 30-40%, hvilket gør det tåleligt at sidde en bus der har et lydtryk, som fra tid til anden sætter sig lige i tænderne på mig. (Bemærk: stærkt uvidenskabelige tal. Der er noget med at ændringer i tryk er logaritmiske eller et eller andet, så jeg aner vitterligt ikke hvad jeg taler om, men det føles som 30-40),
Lyddæmpning i kontormiljø er også topdollar. Specielt med noget yndlingsmusik i ørerne. Det kunne f.eks. være den nysudkomne med Joan as Police Woman.

Man kan godt høre musik uden at tænde for lyddæmpningen, men man skal skrue markant højere op, faktisk helt til max på min iPod, og det tyder på at der udover noisecancelling også foregår noget forstærkning af lydsignalet. Jeg kan rigtigt godt lide lyden med lyddæmpning - den er crisp og lækker. Uden bliver den lidt mere vatindpakket i lige knap tålelig.
Batterilevetid kan jeg ikke sige noget om endnu, da jeg endnu ikke har brændt det første batteri af endnu, og jeg har nok hørt i omegnen af 7 timer. Skal nok opdatere tallet (producenten siger op til 40, men mon ikke det ligger noget under)

Snask 1: hvis man er i meget stille omgivelser og hører meget stille musik (eller ingen musik overhovedet) kan man høre en svag susen af hvid støj, der bevæger sig lidt. Og ja, det virker som om det er hvid støj i surround. Lettere desorienterende, men det har i praksis ikke været noget problem.

Snask 2: uskærmede mobiltelefoner kan godt give inteferens. Har oplevet det to gange i løbet af de 7 timers effektiv brug - og begge gange var i metro eller bus.

Hvis du kan huske Kathy Sierra fra Creating Passionate Users, kan du sikkert også huske at hendes bloggeri stoppede efter noget temmeligt usmageligt webchikaneri. Havde du glemt det sidste, kan du læse op på Salon.com: Men who hate women on the Web (tak til wager for link)

Nå, men hun er tilbage i kortformat på twitter. Snack sized i tidens ånd.

Har lige færdiglæst Clay Shirkys nye bog, Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations (bogpriser-link).

Den er faktisk vældig fin, selvom den på mange måder er spredt ud på et ret stort stykke brød, hvilket lidt er dens svaghed.

Det er en rigtig god overblikshistorie over social software og formår at kæde en række fænomener og teoridannelser helt ok sammen, fornemmer jeg. Ikke at jeg forstår mig særligt meget på social systemteori bortset fra det Luhmann man læste på universitetet.

Hvis man har har en feed reader, der er stillet ind på rss feeds om nyere sociale teknologier på nettet (og hvilke nyere webteknologier og -værktøjer er ikke sociale, kan man så spørge), så er der temmelig mange passager, som man kan læse rigtigt hurtigt henover, medmindre man ligefrem har sovet i et par år.

Men der er også en lang række illustrative anekdoter, som jeg ikke kendte i forvejen, og som jeg vil glæde mig til at underholde med under frokosten, indtil folk hælder mig ud af vinduet, eller jeg glemmer dem. Hvad der sker først er ikke til at sige, these days.

Og så er bogen et stensikkert must-read, hvis man går og har tænkt sig at hælde det hotteste, übersociale web 2.0 site på gaden i den nærmeste fremtid, eller bare gerne vil forstå, hvorfor det sociale site, man smed på gaden sidste, år ikke rigtigt rykker.

Trine-Maria har flere gange omtalt bogen og lovet en decideret anmeldelse, så hold øje med hende. Hun ved noget om den slags ting på fuld tid.

Bogen har selvfølgelig også sin egen blog.

Åh ja: et af bogens omdrejningspunkter er paradigmeskiftet fra filter-then-publish til publish-then-filter. Det her er måske lidt hurtigt skrevet og er måske i lidt højere grad publish-don’t-filter, så du må selv sortere lidt i det.

Michael T. Nygard: Release It! - Design and Deploy Production-Ready Software

Hvis man laver kompleks software med en masse integrationspunkter og kender til udfordringerne med at få dragen til at flyve, så vil man stensikkert kunne få en masse ud af at læse denne bog.

Det gjorde jeg i hvert fald.

Der er en masse gode implementation-patterns og gode pragmatiske best-practices.

Læs evt reviews på amazon, inden du køber.

[via Sinatra.dk, for en rum tid siden, men hans site er nede ligenu... han har måske ikke læst bogen grundigt nok]

Skjoldhøjarkivet er en p1-reportage med Mads Brügger og Mikael Bertelsen, der i otte dage rapporterer fra danmarks største parcelhuskvarter. Der er gyldne ting imellem. Tror desuden at Angora by Night har nappet en af deres langt-ude karakterer derfra.

7 x halvanden times superradio.

Tip fra snuf.dk

Jeg er på vej til at lave lidt præ-flytningsoprydning og sidder i øjeblikket og lurer på 2 års Wired-magasiner, som jeg død og pine vil af med, men hvis nogen har lyst til at få kulstofbaseret nostalgia ind på hylderne så råb lige op nu og her, ellers bliver de gencyklet. Der er også et års Make.

Bonusinfo: jeg ved at f.eks. Trine Maria har en nærmest komplet Wiredsamling, så hvis du vil være med på dén bølge og der er huller i din reol, så kan jeg også løse det problem.

Det slår mig, at i disse velfærdstider køber man, hvad man vil have, smider det væk man ikke vil have, og undgår at kigge altfor meget tilbage.

Derfor er denne blogpost måske lidt naiv.

Jeg er en meget casual gamer. Spiller ikke meget, og når jeg så spiller, så er det små spil, der er til at overskue og som man godt kan spille lidt bare en gang imellem.

Mobile spil er fantastiske til ventesituationer - Tetris, Bejeweled og Quadrapop har taget mange timer ud af mit liv.

Nu har jeg købt Vortex til min iPod. Det er hidsig breakout i en brønd, det er rasende godt tænkt til iPoddens controller, og da man selv bestemmer soundtracket, hørte jegi dag ny Figurines med overlay af eksploderende sten i 150s.

Good shit.

PS: Hvis du ikke gider det mobile fis, så prøv Desktop Tower Defense, hvis du ikke forlængst har været der. Også et lille hyggespil, der kan spise noget af den tid, du ved, du har altfor meget af.

Skoda kører en reklamekampagne i øjeblikket, hvor man i tvreklamen (den der hedder ‘fabia tour de france’) får den sædvanlige smøre om en eller anden skodadyt der slutter af med ordene:

[...] - vores bud på nytænkende bildesign!
Apropos design, så følger der en iPod shuffle med i købet.

For det første er det en retorisk sniger, der overfører Apples designrenommé på metervaredesign. Det “Apropos” sætter et temmeligt eksplicit lighedstegn mellem Apple-design og Skoda-design.

For det andet er det simpelthen for fedtet at smide en shuffle til 650,- oven i en bil til 190.000,-

JustEat.dk er en online service, der fungerer som broker og transportør mellem restauranter og take-outers. Jeg er ikke helt uerfaren, når det handler om take-out.

Som f.eks. i aften, hvor jeg bestiller mad til to personer hos King Chicken på Østerbro.

At maden er en halv time forsinket, er ganske normalt (omend lidt utjekket), men halvdelen af maden er ikke er med, og det er lidt noget rod. Så jeg ringer til Thomas fra JustEat.

“Du er nummer et i køen” [...musik...blabla..tidengår....] “Du er nu nummer to i køen”…

Allerede nu begynder mine bange anelser.

Thomas fra justeat kan fortælle mig, at jeg skal snakke med restauranten: “Det er jo dem, der tilbereder maden til dig,” (aaah!) og så får jeg historien om at justeat bare står for leveringen, og at jeg skal ringe til restauranten, hvis der er problemer af nogen art.

Kongkylling taler ikke rigtigt dansk, men efter nogle minutter med stærkt stigende puls må jeg smide røret på, da jeg kun kan få ud af ham, at han har skrevet noget ned på en seddel, men ikke helt hvad, og da han spørger, om jeg kommer efter resten af maden, er jeg et splitsekund fra at sige helt præcist, hvor han kan anbringe sin mad, men besinder mig til et det-er-ligemeget-farvel og regner derefter ud, at den tid det vil tage mig at inddrive de 65 kroner ikke er besværet værd.

En forklaring på, hvorfor det går så galt, kan være, at chaufføren, der henter maden, ikke ved, hvad han henter. Den kvittering, han viser mig som undskyldning på madhalveringen, viser kun et ordrenummer og min adresse. Så den stakkels mand har ingen mulighed for at lave det mest basale raincheck ved afhentningen, og enhver fejl i produktionsleddet falder naturligvis tilbage på JustEat.

Hvis man ikke kan sikre kvaliteten hos sine underleverandører er det bare et spørgsmål om tid før folk begynder at blive trætte.

Et andet problem er, at de simpelthen ikke skalerer. Jeg er før blevet ringet op en halv time efter forventet spisetid med en “vi er kede af det, men vi når simpelt ikke at komme med maden i aften…”. Det er normalt at de bare er 30-60 minutter forsinkede.

Har tidligere prøvet med e-takeaway, der har gang i en lignende model, men de var også en meget blandet fornøjelse.

Det er en skam at det ikke virker, og man kan ikke helt lade være med at tænke, at det sgu må kunne lade sig gøre.

Tror dog ikke at jeg er på vej ind i restaurationsbranchen — jeg ville blive rullet ind i sure smileys efter en uge.