Monitoring Dalager

Godtnok er jeg ikke færdiguddannet før om et par uger, men derfor kan man jo godt begynde at søge jobs. Specielt, når man falder over noget godt.

Der er naturligvis jobs, der indtil videre kommer bagerst i min personlige kø. Indtil videre. Desuden har jeg ikke en bil. Indtil videre.

Nå, men jeg har i det sidste halv-helår været tilmeldt jobindexs nyhedsbrev og jobservice, og det har hjulpet mig med at overskue nogle konjunktursvinginger inden for efterspørgslen på sådan nogle som mig.

Nyhedsbrevet fra jobindex indeholder en række henvisninger til The Dos and Don’ts of Jobsøgning. Mindre online vejledninger til hvordan man optimerer jobsøgningen.

Jeg kan ikke helt lade være med at spekulere på, om virksomhederne forventer, at man har studeret jobsøgning. Hvis de ved at jeg ved hvordan de ansætter personale, så må jeg ud og have fat i en helt ny type information: hvordan jeg på den mest optimale måde kan udnytte, at jeg ved, at de ved, at jeg ved, hvordan de kigger på ansøgere.

Det ville give mig et strategisk forspring.
Og så behøver jeg ikke at læse mig igennem jobsøgningslitteraturens kanon:
- “Bliv bedre i sengenjobsamtalen”
- “HestensHR-managerens røgt og pleje”
- “Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel reparere en blakket fortid”
- “Mit AfrikaCV”
- “Min kampjobsøgning”

I de senere år er det blevet mere og mere populært at markedsføre produkter med en eller anden form for merværdi, der giver dig en eller anden rar fornemmelse oveni. Max Havelaar giver dig god samvittighed overfor kaffebønder. Ø-mærket giver dig god samvittighed overfor miljøet og de stakkels dyr (som dog stadig slagtes, men på en rar måde, naturligvis).
Nike giver dig denneher spontane just-do-it følelse bundlet med dit sportskluns og Mc-D en kærlighed til livetjunkfood. Danske Bank giver os selvtillid til at gøre det vi er bedst til (men hjælper os ikke til at finde ud af, hvad det er). Og sådan kunne jeg blive ved og ved og ved.

De fejler allesammen. Ikke fordi, folk ikke har brug for de dejlige bonusfølelser i produkterne, men fordi de ikke er effektive nok.
Man burde som reklamekarl eller -kælling stille spørgsmålet: hvad er det, som vi allesammen altid gerne vil have. Og så levere det som merværdi.

Svaret er naturligvis kærlighed. Eller, i den mere profane udgave: sex.

Det er ikke nyt at putte drømmen om kærlighed og sex ind i reklamerne for og emballagen omkring produkterne, men det tilfredsstiller jo ikke vores behov. Vi bliver allerhøjest pirrede og dernæst frustrerede over at vi ikke får noget!

Løsningen på problemet er at hjælpe forbrugeren til at opnå disse almenmenneskelige mål.
Det må være producentens ædleste opgave!

Det var en ret abstrakt smøre. Og det kan man ikke rigtigt forholde sig til.
Derfor et konkret eksempel.

Dating-services bliver sprøjtet ud på nettet i eet væk. Der er dating for lumre, alm. kærlighedssøgende, bønder, bøsser og sikkert en masse andre segmenter. Sociale netværksservices som Orkut og Friendster har desuden begge en markant dating-vinkel.

Men det dur ikke! (proklamerede han med høj, skinger stemme).
Datingelementet har langt større kommercielt potentiale, hvis man integrerer det i konkrete produkter.

Datingmælk. Ja, du læste rigtigt. Jeg foreslår, at man integrerer datingelementet på bagsiden af mælkekartoner. Hvis det bliver gjort intelligent, vil det markere indgangen til et revolutionerende nyt markedsføringsparadigme.

Der er endnu nogle detaljer, der ikke er faldet på plads.

Men jeg forestiller mig en lady-vagabonden-style reklame, hvor en fyr med snuden skubber en kvartliter skummet over til en sødde lille pige. Og violiner.

update: Kristian har i kreativt klarsyn leveret et kongeligt slogan, der som ny catchy titel løfter dette indlæg ind i det næste årtusinde!