Monitoring Dalager

Det er ikke en time siden at Kashmir stod på scenekanten og sagde adjø til en tætpakket KB-hal efter en intens koncert.

Sådan starter en rigtig koncertanmeldelse, sagde han og fortsatte ufortrødent i samme rille.

Der blev spillet nyt og knap så nyt og endda noget gammelt, som de ikke har spillet i årevis, som f.eks. Jamie Fame Flame der tilhører den bagkatalogkategori, som Eistrup og Co vist er en smule trætte af på den der tilbageskuende lad-os-nu-komme-videre facon. I nabolaget af skam. Men gammelt stads kan alligevel godt bruges til at fyre godt op under kedlen, og det virker sgu.

Af en eller anden grund var koncerten markant bedre end da jeg så dem på vega 25. november (kashmirs egne billeder derfra). De spillede længere og virkede mere tight og oplagte.

På billetten stod der Kashmir + Special Guest. Jeg tror at gæsten meldte afbud, for der var ingen gæster at se. Med mindre opvarmningsbands er blevet specielle gæster, hvilket jeg ville kalde en regulær uskik.
Uskik eller ej, Figurines varmede op og jeg tror, jeg skal have deres nye plade.

PS: ved nogen, hvor mange billetter der går på en fyldt KB-hal?

Forbrugerinformation: Billetter til Radiohead i KB-hallen 6. maj kan købes her.

Update: Udsolgt senere samme aften.

Belle & Sebastian spiller på Vega den 19. maj.

Køb billetter eller dø fortryd.
For lige pludselig er de udsolgt, og så er tårer ekstrasalte og der er langt hjem og du sidder kold og alene i mørket og det viser sig til alles overraskelse (ikke min, jeg vidste det) at der alligevel er enddog rigtig god grund til at græde over spildt mælk. Tøs.

Den nye plade er på tung rotation, forfriskende ny og dog temmelig velkendt. Anmeldelser er ikke noget jeg normalt giver mig i kast med. Så det må være tilstrækkeligt.

Koncerten med :: Death Cab For Cutie :: den 11. februar er netop blevet flyttet til store vega.
Det betyder at der ikke længere er udsolgt.
Og at jeg er holdt op med at tude.

Køb billetter mens tid er og hør noget musik. Evt i den anden rækkefølge, hvis du tvivler på Den Gode Smag(tm).

Tak til Mikkel of Ampel fame for tippet. Du reddede min dag.
(han længe leeeeeeve!)

Jeg håber at den satans influenza, der har bemægtiget sig min usle krop er væk på fredag.

Hvis du ikke kender dem, så er det nu du skal lytte lidt. Her er fire trin:

1. Kittywu.com
2. Knives & Daggers på lytteposten.dk
3. Kitty Wu profil på gaffa.dk
4. Bestil billetter her

Bagefter…

Jeg synes lidt Kitty Wu bevæger sig længere og længere væk fra alfarvej. Bedre kendt som mainstream(tm).

Den nyeste plade, Knives & Daggers, er en utilnærmelig sag, der skal høres en del gange, før den giver noget tilbage. Lydbilledet lidt spinkelt sammenlignet med Rules of Transportation, og jeg kan godt savne lidt brutalitet. Bevares, den er møg-intens, men stadig er der ikke helt nok rockcrunch. Bedre kendt som tråd(tm).

Live er det en anden sag. Der blev der sat strøm til og lagt bund under det nye album.

Ualmindeligt fedgodsuperintens koncert.

Kasper Eistrup fra Kashmir gæstede til et par gamle numre, hvor han leverede lidt ekstra guitarhøvl. Hyggeligt, men ikke udslagsgivende.

Det var fantastisk at se Kaiser Chiefs trykke den af i Vega i aftes.
Af en eller anden grund havde man valgt at lade 5 stroboskober i megawatt-klassen pege ud mod publikum, muligvis for at stimulere folks hjernebølger i den rigtige retning.
Men hold da fast, hvor det virker.
Gruppen af sporadisk eksploderende epileptikere, hvor selv de latente var med, virkede bare som et festligt bonusindslag.

Jeg er tosset med gode koncerter.

Opvarmingsbandet hed noget med “[mumlemumle] black alps”, tror jeg, men jeg gider ikke slå dem op, da det var pænt sløjt. Nirvana rip-offs med masser af ungdommelig attitude og instrumentkasteri. Og pandehår. Masser af det.

Det blev The Kills : Love is a Deserter (EP) (music store link)

De gode tider er kommet til mit musikmig.
De dårlige tider er kommet til mit visakortmig.

PS: danske weblogs bliver oversvømmet med hurralignende eksalterede indlæg som dette fra NU af. Nej fra NU af. NU!

update:
Et album, som “Fevers and Mirrors” med Bright Eyes, som angiveligt koster 9.99kr, kaster en fejl i hovedet på mig:

Det burde jeg have sagt mig selv. For godt og billigt til at være sandt… Men hvad det betyder, det ved jeg sgu ikke.

Når det så er sagt, så kan man også finde ting, man ikke lige ville finde ellers, bl.a. købte jeg nummeret “When the president talks to God” (i musicstore)med Bright Eyes — et nummer, der også kunne opleves hos jay leno.

Mit hører-hele-tiden-band hedder i øjeblikket Kaiser Chiefs og spiller på loppen d. 4. maj.

“resterende billetter i døren kl. 21:00″ er sgu lidt deprimerende. Men måske skulle man alligevel tage derud.
Iført en skudsikker vest, sidste års tennissko, et overskæg og en krave, man bare må tale til i ny og næ. Så skulle man være pretty safe og hardcore Helle.

Kan nogen skaffe billetter udenom døren, dér?

Update
Koncerten var fantastisk! Sikkert… det er jeg bange for i hvert fald. Jeg kom nemlig aldrig afsted. Faldt om på en sofa, mast knækbrødsflad af træthed. Så festlig er jeg. Tadaaaa…

Konceptet er enkelt: Få nye musikalske input ved at gå til koncerter, hvor du absolut intet må vide om dem, der spiller.

Loppen var udgangspunktet, og vi tog derud i aftes, fordi Kristjansson (læs ham, det er godt) bloggede, at der bl.a. kom et islandsk “episk rock”-band. Allerede der vidste vi for meget, men så længe man ikke har hørt musikken, set deres website eller googlet kunstneren, er det ok.

60,- i døren og 4 bands (her sorteret efter subjektiv kvalitet):
Will Sartain var (lidt groft sagt) perlen i mudderet. Som man måske siger. Eller kunne sige. 20-årig indie-dreng fra Utah. En artikel i Salt Lake City Weekly beskriver ham som en rigtig local hero, og sådan ser han også ud. Da jeg købte pladen efter koncerten, kvitterede han med “Send me an email and tell me what you think”. Også en historie i Daily Utah Chronicle: The talent next door: Will Sartain is a local nobody whose music makes him a somebody (man skal oprette sig som bruger for at læse det hele, pisseirriterende). Musikken er fin, skæv og svær at beskrive, men der ligger et par soundbites på sitet.
Det må være lidt mærkeligt at komme fra Utah som 20-årig følsom indie-dreng og blive fuget ind mellem tre ret brutale metalbands foran et publikum, som primært består af piercede/tatoverede/dreadlockedup kind-of-guys/gals på et spillested, hvor man godt kan mixe sig en joint ved bordene, hvis man er ved at løbe lidt tør.

Children of Fall leverede “politisk hardcore” og var faktisk også rigtigt cool, spillede tight og serverede politiske budskaber mellem numrene: “Vi er en modkraft til systemet”

IOTA var også på hardcorevognen men spillede ikke særligt tight og næsten alle detaljer forsvandt i støj og lidt for mange pauser. Måske er jeg bare for gammel.

Sólstafir spillede sidst. Og vi blev simpelt hen nødt til at gå efter et par numre. Sorry Kristjansson, men det var SINDSSYGT højt growler-metal og lyden var meget meget mærkelig.

Syng salmer med Classy og start her med en lidt frisk Four Jacks melodificering af en gammel støvet salme.

Ret stort.

PS: jeg har et svagt punkt for Four Jacks. Og Gustav Winckler. Og Otto B. Osv.