Arkiv for kategorien ‘Personligt’

Umbraco Rocks!

Saturday, 23. July 2005

Jeg har en forrygende weekend foran mig.

I min snart beboede lejlighed står der 44 kasser med køkkenfragmenter fra IKEA.

Undskyld hartvig ;-)

Sms fra syden

Thursday, 2. June 2005

Mine forældre er i Sydfrankrig i disse dage, og mobiltelefonen har fået lov til at komme med.

Postkort er suppleret af små misundelsesvækkere der fra tid til anden plimper ind på telefonen.

Det toppede i dag med den her:

Hej var pa Alp D Huez i gar wow Fejrer Peders fodselsdag i dag Skal ud og spise ged Knus

For min skyld behøver jeg aldrig mere få et postkort igen.

PS: mor og far, jeg er altså ikke sarkastisk her. Ikke sådan rigtigt. Men på en kærlig måde. Ged?!?

Out of office (OOO?)

Wednesday, 13. April 2005

Nu vil jeg lade web være web og visse være vasse og hip hap.
Grundet aktiviteter i Val Thorens bliver der (endnu mere) stille her indtil næste uge.

Jeg vil prøve at skyde misundelsesbilleder til Albino Gorilla og hertil med min telefon, men ellers må I nøjes med at misunde mig uledsaget af multimedier.

À lundi!

Stem. Please.

Tuesday, 8. February 2005

Tag nu for vores allesammens og en sikkerheds skyld at gå ned og smid en stemme.

På alt andet end partier, der vil gå i regering, intimt samarbejde eller slet og ret seng med Dansk Folkeparti.

Over and out.

Hvad vil du med dit liv?

Tuesday, 4. January 2005

43 Things

En ret fin service, der kun er lister med folks personlige mål.

Mange har som mål at de gerne vil “do X more” / “do more X” / “Be a better X’er”.

Hvis man gerne vil få nogle personlige successer, så er det nok bedre at være lidt mere konkret og vælge noget bare lidt mere målbart, som man kan checke af. Man kan nemlig altid blive bedre til alting.

Måske skulle jeg skrive en selvhjælpsbog.

Nåja, Min 43′er, selvom den ikke er så lang endnu.

Undtagelsesvis: se lige her

Wednesday, 14. July 2004

Mette Szabo vil gerne have denneher videre, og det hjælper jeg så med til.

Jeg er ikke kildekritisk. Det må du selv være.

Så er jeg godt i vej!

Thursday, 13. May 2004

Det er fuldbyrdet.
Der kom blæk på papiret.
En kontrakt er underskrevet.
Og jeg er officielt ude af arbejdsløshed pr. 1. juni.
Når lige at få 3/4 måneds dagpenge.

Titel: Softwareudvikler
Sted: cBrain Technology
Humør: Højt, meget højt.

Af professionelle årsager vil denne weblog være drænet for shoptalk.
Jeg vil selvfølgelig stadig drysse tech-snak, og på et mere abstrakt plan vil der naturligvis være overlap mellem emnerne, men hvad der end sker på denne adresse, har det intet at gøre med min arbejdsplads.

Der er, slår det mig, meget få, der ligefrem siger hvor de arbejder. Jeg har lige gjort en undtagelse fra denne regel, men fremover bliver der tavshed.

Candidatus Informationis Technologiae

Friday, 2. April 2004

10

Jamen tak.
Så er jeg altså voksen?
Nå, jamen det må jeg så prøve at finde ud af, hvordan man gør.
Hej hej.

:-)

Update: Tak for alle tillykkerne :-)
Jeg havde længere diskussioner med min niece på 4 år i går. Hun mindede mig gentagne gange om at jeg altså var blevet voksen nu og skulle opføre mig derefter.
Så foreslog jeg, at vi kunne bytte.
Bare for en enkelt dag.
“Naaarrrj Christian, jeg er altså kun fire år!!”

Det ser ud til, at jeg hænger på den.

På den anden side burde man nok vælge sine rådgivere med større omhu.
For få døgn siden stod hun foran spejlet og sagde “Når jeg bliver 12 år er jeg en dreng og hedder Finn!”…

Om Selvstændighed

Monday, 8. March 2004

Ross Mayfield’s Weblog: Budding Entrepreneurship

Det her er rigtig god kickstarter for folk, der gerne vil kaste sig ud i selvstændighed. Som Entrepreneur.

Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke bare kalder det ‘entreprenør’, men det ord var enten ikke fint nok eller også synes man at det var optaget af andre, hvilket skulle gøre det umuligt at skelne. Tror det er lidt af hvert. Nå, men det var en deroute.

Mit ophav er offentligt ansat i det danske skolevæsen, og derfor har jeg haft en utrolig lille, grænsende til fraværende, kontaktflade med det danske erhvervsliv set fra den anden side af disken. Til gengæld har jeg akkumuleret en mængde fordomme om det “at have sit eget”. Nogle er blevet serveret og andre har jeg selv konstrueret.

Folk der har deres egen virksomhed

  • arbejder 60 timer om ugen
  • er kapitalister, der ikke kender til social ansvarlighed og pr. definition stemmer på liberale eller konservative men stensikkert fremmedfjendske partier til hvert evigt eneste folketingsvalg.
  • handler ud fra “hvad er godt for min biks” og ikke, hvad der er godt for dem selv, familien, samfundet, miljøet, verden, universet. Vi kan kalde det bikscentrisme

Det tror jeg ikke mere. Kun. Jeg har en del venner, der efterhånden har fået skrabet en mængde erfaring sammen på den konto. Og de er ikke onde.

Mayfields lille liste er mægtig fin, og den kan med fordel læses af folk som mig, der ikke nødvendigvis drømmer om at opbygge deres eget forretningsimperium.

Læs hans entry personligt. Man behøver ikke at blive selvstændig for at være selvstændig — mange af hans råd er mere generelle og passer utroligt godt til f.eks. en jobsøger som mig.

Consummatum Est - Det er fuldbyrdet!

Saturday, 28. February 2004

For jeg er den første og den sidste.

Jeg er den ærede og den forhadte.

Jeg er skøgen og helgeninden. (#)



Sagde specialet, og jeg kiggede tilbage på det med et tomt forklaret blik.

Vi fik indbundet 6 eksemplarer af vores speciale i går morges.

Så skal der bare brændes nogle CD’ere med software. Men det er en detalje.
Så skal det hele afleveres mandag morgen. En anden detalje.
Så skal det forsvares 2. april. Og det er en helt andentredje detalje.

Essensen: Mmmmmmmm :-)

Titlen: “Aspect Oriented Programming in JBoss 4″.
For de langhårede er der indtil videre et abstract her. Når bæstet er afleveret, følger resten i pdf, ps, txt, mp3 og alle mulige andre tænkelige formater til mangfoldiggørelse for den sultende verden.

Nej, spøg til side.
Det er ikke det, de unge vil ha’…

Til de 14 kommentarer herunder:
Jeg er klar over, at dette her bryder konventionen for kommentartråde, men jeg kunne ikke nænne at bryde den perlekæde af velvilje herunder. Tak for tillykkerne :-).
Akav: det er præcist, det vi siger ovre i Jylland!
Plok: jeg er en af den slags mennesker, der altid kan finde noget at brokke sig over…
Yin: vacuum. Joeh, men min erfaring siger mig, at den slags lynhurtigt bliver fyldt ud. Lidt ligesom lavtrykket i vejrudsigten.
Jeppe: Man kan vist sige begge dele, det betyder det samme. Og jeg tror ligefrem at begge er blevet brugt i bibeloversættelser. Fuldbragt ser dog rigtigtnok ud til at være den mest gængse. Men jeg rokker mig ikke ;-)
Pollas & Emili: jeg ved ikke helt, hvad I har gang i. Men tak for bobcat, Anders ;-)