Mikrofiktion

Skænderi

0-150

“Man kan tælle rynkerne i din pande som årringe. Jeg kan tælle hvor gammel du er.”
”Det ved du godt i forvejen, og desuden er der ikke nogen sammenhæng mellem min alder og antallet af rynker i min pande.”
”Jeg syntes bare det ville være sjovt hvis det var…”
”Jeg bliver nødt til at bede dig om at stoppe det der nonsens øjeblikkeligt. Du skal have en straf. Tæl fliserne i hele badeværelset.”
”Jeg ved allerede hvor mange der er. Jeg har talt dem 34 gange.”
”Så synes jeg du skal gå. Foretag dig noget fornuftigt.”

Han drejede om på hælen, vendte ryggen til spejlet og forlod badeværelset.

Luft

150-250

På en højsommerdag som denne kunne man altid tydeligt se skibene imod den blå himmel. De lignede forvoksede sommerfugle og sejlede rundt kilometer langt oppe og sugede energi ud af universets uudtømmelige reservoir.
Leni lænede hovedet ekstra tilbage og lod nakken knække.
Det gav en stump, faretruende lyd men føltes godt.

Hun lod øjnene glide hen over skibenes luftsejl der bevægede sig sløvt og rytmisk som vingerne på trækkende svaner.
De hvide mastodonter gled ubesværet igennem den tynde luft med deres last af sorgløse og ubekymrede mennesker. Med fester og soldæk og kvadratmeter store neoplasmaskærme. Buffetter og solopvarmning og genindvinding og recirkulering.

- Deroppe er de fri, tænkte Leni, mens hun uden at tænke over det fjernede en sort rande fra den ene tommelfingernegl.
Frie og indespærret.
Kanten af den bulede svejsemaske ramte hendes nakke og hun sænkede hovedet.

Ligeså pludseligt den var dukket op, sænkede den dobbelte sol sig under horisonten og efterlod himmelen i sit blålige halopuls lys. Men der var ikke langt til morgenen.
Der var aldrig langt til morgenen.

Kære Pharmand

0-150

Vi var allesammen enige om, at det var mændene, der kom med krigen. Derfor besluttede vi at gøre noget.
Det første skridt var at sikre vores egen overlevelse, og ironisk nok var det mændene selv, der uforvarende løftede benet og tog netop dette skridt.

Det tog os årevis og et par generationer af feministiske genetikere, før Den Store Frigørelse var en realitet og alle søstre var vidne til dronningevirussens sejrsgang.

Den sidste mand udåndede i Ungarn i 2053 og den eneste bivirkning var den psykofarmaka vi alle må tage for at kunne håndtere fraværet af en far.

Blind

Skabelsen

Det giver et gib i manden med harmonikaen, da færgen udstøder et minutlangt båt. Han er ikke helt ung, men ser særdeles tiltalende ud. Hans hår er ved at blive tyndt på toppen, og rynkerne i panden forsvinder ikke når hans ansigt igen indtager normal position efter at have holdt en høj tone i lang tid. Hans øjne stirrer formålsløst i tilfældig retning.
Pigen der før støttede den harmonikafrie arm, har ledt ham i den rigtige retning hen til restauranten forbi huller i vejen og sovende hunde uden at han på noget tidspunkt vaklede. Jeg kommer til at tænke på at jeg har oplevet usædvanligt mange blinde klaverstemmere og at der må være noget med blindhed og musik.
På opfordring fra en ældre kvindelig servitrice begynder han at spille noget der lyder som en gammel græsk folkemelodi. Næsten alle restaurantens gæster ser på ham og samtaler forstummer mens han synger den klagende melodi. Pigen der hjælper ham må tørre hans pande med en serviet mens han synger, og varmen får hans fingre til næsten at glide på harmonikaens tangenter. Vi klapper alle sammen efter nummeret, også pigen der hjælper ham, og en ranglet ung fyr kommer hen og viser pigen og manden hen til et lille bord. Den ældre servitrice går hen mod bordet, og mens den ranglede henter oliven, brød, tzatziki og vin, stiller hun sig ca. en halv meter bag den blinde. Hun har ikke flyttet blikket fra ham på noget tidspunkt. Som et påskud for at slutte sig til deres selskab, har hun taget en klud i hånden og tørrer med jævne mellemrum deres bord over.

Den sidste frokost

150-250, Døden

Graveren sidder på kanten af det hul, han netop er blevet færdig med at grave. Perfekt timing, tænker han, at have gravet færdig lige op til frokost. Hans ben dingler ud over kanten på hullet, imens han spiser af sin hjemmesmurte madpakke og drikker dagens tredje håndbajer.

Jo, tænker han, det er ikke så skidt endda. Egentlig ville han have været gartner, men det er mange år siden nu. Graveren er netop fyldt 60 for nogle dage siden, og han klager ikke. Han er omgivet af natur hver eneste dag, her på kirkegården, og han snakker godt med både besøgende og de andre der arbejder derude. Især selvfølgelig gartnerne, der tit giver ham et par tips, som han ville tage med hjem og bruge, hvis han altså havde en have.

For graveren og hans kone bor i lejlighed. Det har de altid gjort, og hun er ikke meget for at flytte. Selv kunne han måske godt tænke sig at de havde flyttet for nogle år siden. Men nu sker det i hvert fald ikke. For graveren når aldrig at spise sin madpakke færdig.