Han har den der fornemmelse i munden, som når man har spist en banan, der ikke er helt moden. Blikket har været fastfrosset på lysmasten for enden af vejen så længe, at den nu er en miniatureudgave af sig selv. Faktisk er det hele krøbet. Han plejer at kunne få det tilbage til normal størrelse ved at blinke, men der sker ikke noget. Verden er uden for hans rækkevidde. Han har mistet evnen til at gøre nogen forskel. Og han er ligeglad. Mon det var det, hun mente? Han overvejer at rejse sig fra bænken, men kan ikke komme på nogen grund til at gøre det. Så han bliver siddende. Og skyggerne strækker sig.
Af trine | TrackBack