På hug. Urgh. Man skal have gode knæ for at sidde sådan længe. Han rejser sig - heldigvis er der højt til loftet. Lyset splintres i al glasset, det er som at være i et designer-drivhus. Han prikker på det, som en spyflue der vil ud. Så splintres det for alvor.
Den kølige morgenluft får hans bare knæ til at klapre. Rask trasker han afsted, jorden dundrer under hans skridt. Han når starten af en lang gade og sætter sig på hug igen. Ventende igen. Der bliver langsomt liv, små folk trisser rundt om ham. En pludselig indskydelse får ham til at rejse sig og løbe ned ad Strøget, mens de små folk skilles og udflades under ham, som højt græs på engen.
Af emme | TrackBack