30.11.2004

Man er så længe død III

Kære Gud

Lad min mor komme tilbage. Lad det være et mareridt.

- Hun undrer sig over at det ikke gør ondt, at tænke tilbage. Årene har lagt en dyne over smerten. Undtagen i de særligt betydningsfulde situationer, hvor sorgen for et øjeblik rammer hende som en mur.

Fraværet af en mor er blevet hendes forudsætning. Der er andre børn, som lever med lignende fravær. På dette sted i deres sjæl vil de altid være børn. Amputerede, frarøvet en væsentlig del af deres historie, går de rundt og tror de er normale. Og måske er de. Måske er det normalt 25 år efter at græde, fordi ens mor ikke oplevede at se en få et eksamensbevis. Måske er det normalt at græde, fordi ens mor ikke oplevede at få børnebørn og fordi de ikke oplever hende. Og fordi de, i kraft af hendes fravær, også er en lille smule amputerede.

Af yin | TrackBack