Han var adopteret. Han mente selv at i hvert fald én af hans forældre var tater, for han var en fri sjæl. - Han havde prøvet alle slags stoffer og drak sig med jævne mellemrum mod til at gå ned og banke på døren til Helvede, men han blev ikke lukket ind, ”Du har det slemt nok hvor du er”.
Han var fri fordi indre dæmoner piskede ham fra sted til sted og fordi han ikke anså sig selv som værd at være bundet til. Han var en af den slags mennesker, som, hvis du så ham på vejen til Helvede, ville få dig til at tænke: Her har vi en af dem, der ikke bidrager med noget som helst.
Men han var jordemodermenneske. Når man mødte ham, forestillede man sig ikke at han ville rumstere i ens bevidsthed resten af livet. Han lyste verden op fra utænkelige vinkler.