Røret hang og dinglede og var aldrig blevet lagt på igen. Det var en trist telefonboks i et trist kvarter, men der var ikke noget at gøre. Han blev nødt til at ringe nu. Hvorfor glemte han altid mobilen, når han havde sat den til opladning? Han fumlede i lommen efter småpenge, men der var kun de små brune tilbage, som automaten ikke ville æde. Så kom han i tanke om, at det vist ikke var nødvendigt. Ikke nu. Men telefonen virkede ikke. Der var ingen kiosker i nærheden, ingen lys i de nærmeste vinduer. Kun en vintermørk og øde forstadsgade.
Han trådte ud på gaden igen. Bilen holdt og blinkede og dér, lige foran, den væltede cykel, der knapt var synlig gennem det svage lys, der trængte gennem de blodige lygter. Og dér, over den, under den, kroppen, en mudret sort masse, der ikke længere bevægede sig. Det begyndte at regne.