Han havde følt et strejf af optimisme, da de gik hjemmefra. Denne gang troede han næsten på det.
Nu var han ikke så sikker længere.
Lokalet summede af høflig samtale. Han forsøgte at se ud som om, han lyttede til sidemandens fængslende historier om svæveflyvning. Prøvede at nikke på de rigtige tidspunkter. Men hans blik var rettet mod den anden side af bordet. Mod hende.
Glasset foran hende var aldrig helt tomt. Han havde forsøgt at holde regnskab, men tabte tråden efter forretten. Dybest set vidste han godt, at det var for sent nu. Den velkendte kombination af angst, vrede og afmagt tog plads i hans bryst og besværliggjorde vejrtrækningen. Glasset vaklede et øjeblik, da hun ramte kanten med flasken. Med sit blik fik han glasset stabiliseret. Blikket var det eneste, han havde tilbage. Hvis bare han fastholdt det ...
Lyden af metal mod glas fik ham med et ryk til at vende hovedet mod manden for enden af bordet. Der var knugende stille i lokalet, mens taleren famlede efter manuskriptet i inderlommen.
Braget brød stilheden. Han vidste, at han ikke skulle have vendt blikket fra hende. Nu tvivlede han lidt på, om han nogensinde ville kunne få sig selv til at se på hende igen.
Af trine | TrackBack