Manden spiser, tænker drengen. Manden spiser og sidder samtidig og betragter væggene. Manden tygger brødet i lange minutter, tænker drengen. Typisk; manden ville aldrig kunne færdiggøre noget hurtigt, tager evigheder om alting. Derfor måtte drengen dukke op. Manden havde behov for drengen. Behovet havde altid eksisteret, vidste drengen. Manden havde fortalt alting efterhånden, om hvordan verden, omgivelserne havde fordret større og større anstrengelse, større og større handlekraft, større og større unaturlighed. Mandens hovede havde protesteret, indtrængende og insisterende, og til sidst, efter nogleogtredive vintre og somre, måtte drengen altså komme, kaldet hertil. Derefter forandredes verden totalt. Eller altså, mandens verden. Flytning til andre omgivelser, trygge omgivelser. Beroligende vægge i blege farver, kompetente mennesker med dæmpede stemmer. Og drengen. Manden elskede drengen. Efter drengens ankomst kunne intet længere bringe unaturligheden tilbage. Manden sammenligner drengen med midterpælen i cirkusteltet; teltdugen overdækker kunster og aktiviteter og manøvrer indeni, midterpælen holder teltdugen løftet over jorden. Drengen hjælper med selvopholdelsen. Drengen udfører halvdelen af arbejdet, halvdelen med præstationskrav. Effektivitet, snarrådighed eller handlekraft. Eller hurtighed. Drengen spiser hurtigt, tænker manden.
Af jakobfredslund | TrackBack