Hvor var den? Han havde lige haft den. Brugt den så sent som i går. Den havde ligget i lommen. Der gik ikke mange minutter imellem, at han tog hånden derned og mærkede den. Men nu var den der altså ikke. Han gik hurtigt ned ad Strøget. Standsede ved hver forretning han nogensinde havde sat sine ben i og spurgte. Ingen vidste noget. Han fortsatte. Øjnene spejdede fra side til side. Benene gik hurtigere og hurtigere. Fingrene gled febrilsk ned i lommen igen blot for at bekræfte, at den var væk. Han begyndte at løbe. Hvor var den? Han havde haft den altid. Og først nu, da han virkelig havde brug for den, var den forsvundet. Skæbnens ironi. Eller bare så uheldigt som noget. Hjernen kørte på højtryk. Han løb og sveden piblede. Han løb over for rødt, da han kom til Rådhuspladsen. Var nær blevet ramt af en taxa. Han løb op af trinene, der førte til Rådhusets indgang. Satte hænderne for munden som tragt og råbte af sine lungers fulde kraft: "Aaarrrggghhhhhh!".
Tavshed. Folk vendte sig og kiggede. Biler stoppede. Buschauffører skubbede ruden til side. Nååå, dér var den! Evnen til at tryllebinde. Han åndede lettet op.
Af mikkel | TrackBack