Jeg vidste ikke at han blendede så meget som han gjorde.
Ellers havde jeg aldrig ladet ham flytte ind.
Den skærende lyd af de hurtigtroterende milimetertynde metalknive mod kød og ben gik mig på nerverne. Jeg plejede at skrue op for musikken når han gik igang, men idag orkede jeg ikke at rejse mig og satte hænderne for ørerne i stedet.
Det tog de høje frekvenser fra skærene men ikke den dybe brummen fra den overophedede motor. Og tanken om det hvide benmel og senerne der blandede sig til en grødet masse i glasbeholderen gav mig kvalme.
Han havde engang banket på døren til stuen og tavst vist mig billederne fra en opskæring. Alt blev tilsyneladende lagt på plads i anatomisk ordnede bunker inden det blev knust til ukendelighed.
Han sagde at han blendede dem for at de kunne vende tilbage til havet, men afløbet var tit så tilstoppet at jeg ofte ironisk tænkte at den klisterede grød aldrig nåede længere end til rørsammenføringen i kælderen.
Men jeg vovede ikke sige den slags højt.
Og hvad kom det mig ved.
Men en dag måtte han altså flytte, besluttede jeg mens jeg fjernede hænderne og rejste mig for at skrue op.
Blenderen gik mig på nerverne.