Jeg sidder hos Kirsten og Rasmus. Kirsten har serveret kaffen, og der er et øjebliks stilhed bortset fra teskeernes sagte klikken mod indersiden af kopperne. Jeg har fået en fra Himmelbjerget.
- Rasmus, er du sød lige at række Niels fløden, siger Kirsten, mens hun smiler overdrevent til mig.
- Niels bruger ikke fløde, svarer Rasmus, før jeg får sagt nej tak. Der er stille lidt igen, kun vægurets tikken vidner om, at tiden går.
- Rasmus sælger jo snart butikken, siger Kirsten, vel egentlig mest henvendt til Rasmus.
- Lad os nu lige se. Det er mange år siden, jeg har sejlet. Måske skulle vi lige se tiden an et par år endnu. Butikken går jo heller ikke så ..
- Arh pjat, der er vel altid brug for en dygtig styrmand.
- Styrmand var jeg nu aldrig, som du ved. Og jeg tror det kommer til at tage lidt længere tid end først antaget at få lagt penge nok til side; folk køber ikke så mange blade mere, nu med det internet.
- Du sælger da møbler og bøger! Det andet er bare noget, du får ind en gang imellem.
Jeg prøver en småkage. Den er såmænd udmærket. Jeg tager en lille, langsom bid til. Rasmus siger:
- Vi har jo også allerede én dygtig sømand i familien.
- Ja, Niels får set verden!
Ved begravelsen virker Kirsten trodsig. Hun virker på en absurd måde stolt. Knejsende.
Af jakobfredslund | TrackBack