Han kigger på uret igen, for at sikre sig at det virkelig kan passe. Det har for længst kimet klokken 19, og pendulet svinger fortsat under uret. 19.26. Han dobbelttjekker med tekst-tv, og flytter nervøst en stak ugeblade fra marmorsofabordet og hen på Jamo-højtaleren. Han kigger ud af vinduet og overbeviser forsøgsvist sig selv om at de nok skal komme, de er bare forsinkede. Det er jo travle folk. Han kigger på det nydækkede bords fem tallerkner og oplever den synkende fornemmelse. De kommer ikke. Hverken Margrethe Koytu, Flemming Krøll, Birthe Kjær eller Lisbeth Dahl.
Med et suk erkender han, at han nok aldrig kommer til at møde dem og tilføjer nederlaget til rækken af livets slag. Han tænker på den dag han skal gå ud i garagen, finde en skammel eller en kasse, stille sig op på den og sparke den væk med fødderne. Han anslår at der er i hvert fald fire store slag og en lang række små endnu inden den dag. Med et smil på læben sætter han sig ved skrivebordet med bøttekortene og finder pennen frem.