Det regnede i bibelske mængder. Morgenen og formiddagen havde ikke på noget tidspunkt levnet noget håb om opklaring. En komplet ensfarvet koksgrå himmel hang desillusioneret over køkkenvinduet som et tykt, vådt lagen, der skjulte den rigtige himmel bagved. Den lovede himmel. Resten af dagen før havde han faktisk håbet på og, ja, regnet med, at det var hans tur, his break. Han vidste godt, at han havde udfordret skæbnen ved at åbent at vedgå over for sig selv, at han regnede med, at det nok skulle blive til noget, men fordi det yderst, *yderst*, sjældent var noget, han bare drømte at gøre, havde han altså tilladt sig det denne ene gang, tilladt sig at regne med sin tur. Jeg er 10 år, lad mig nu få det her. Og så var han altså vågnet til denne himmel. Afvisningen var så klokkeklar, at det nærmest var latterligt. Og det var da i hvert fald latterligt, at han i desperation og ligegladhed ikke ville slå håbet ihjel. Han tog sit regnsæt på; var nødt til at pakke sig hermetisk ind, som om han skulle dykke. Og så fodbolden bagpå. Han vidste, at hun ikke ville komme, men det er kun intellektet, der kan vide.
Mange år senere, mens han skriver om det, slår det ham, at det ikke var håbet, der var dumt og ødelæggende; det var regnen. Han lærte det forkerte.
Af jakobfredslund | TrackBack