På en højsommerdag som denne kunne man altid tydeligt se skibene imod den blå himmel. De lignede forvoksede sommerfugle og sejlede rundt kilometer langt oppe og sugede energi ud af universets uudtømmelige reservoir.
Leni lænede hovedet ekstra tilbage og lod nakken knække.
Det gav en stump, faretruende lyd men føltes godt.
Hun lod øjnene glide hen over skibenes luftsejl der bevægede sig sløvt og rytmisk som vingerne på trækkende svaner.
De hvide mastodonter gled ubesværet igennem den tynde luft med deres last af sorgløse og ubekymrede mennesker. Med fester og soldæk og kvadratmeter store neoplasmaskærme. Buffetter og solopvarmning og genindvinding og recirkulering.
- Deroppe er de fri, tænkte Leni, mens hun uden at tænke over det fjernede en sort rande fra den ene tommelfingernegl.
Frie og indespærret.
Kanten af den bulede svejsemaske ramte hendes nakke og hun sænkede hovedet.
Ligeså pludseligt den var dukket op, sænkede den dobbelte sol sig under horisonten og efterlod himmelen i sit blålige halopuls lys. Men der var ikke langt til morgenen.
Der var aldrig langt til morgenen.