“Man kan tælle rynkerne i din pande som årringe. Jeg kan tælle hvor gammel du er.”
”Det ved du godt i forvejen, og desuden er der ikke nogen sammenhæng mellem min alder og antallet af rynker i min pande.”
”Jeg syntes bare det ville være sjovt hvis det var…”
”Jeg bliver nødt til at bede dig om at stoppe det der nonsens øjeblikkeligt. Du skal have en straf. Tæl fliserne i hele badeværelset.”
”Jeg ved allerede hvor mange der er. Jeg har talt dem 34 gange.”
”Så synes jeg du skal gå. Foretag dig noget fornuftigt.”
Han drejede om på hælen, vendte ryggen til spejlet og forlod badeværelset.
På en højsommerdag som denne kunne man altid tydeligt se skibene imod den blå himmel. De lignede forvoksede sommerfugle og sejlede rundt kilometer langt oppe og sugede energi ud af universets uudtømmelige reservoir.
Leni lænede hovedet ekstra tilbage og lod nakken knække.
Det gav en stump, faretruende lyd men føltes godt.
Hun lod øjnene glide hen over skibenes luftsejl der bevægede sig sløvt og rytmisk som vingerne på trækkende svaner.
De hvide mastodonter gled ubesværet igennem den tynde luft med deres last af sorgløse og ubekymrede mennesker. Med fester og soldæk og kvadratmeter store neoplasmaskærme. Buffetter og solopvarmning og genindvinding og recirkulering.
- Deroppe er de fri, tænkte Leni, mens hun uden at tænke over det fjernede en sort rande fra den ene tommelfingernegl.
Frie og indespærret.
Kanten af den bulede svejsemaske ramte hendes nakke og hun sænkede hovedet.
Ligeså pludseligt den var dukket op, sænkede den dobbelte sol sig under horisonten og efterlod himmelen i sit blålige halopuls lys. Men der var ikke langt til morgenen.
Der var aldrig langt til morgenen.
Vi var allesammen enige om, at det var mændene, der kom med krigen. Derfor besluttede vi at gøre noget.
Det første skridt var at sikre vores egen overlevelse, og ironisk nok var det mændene selv, der uforvarende løftede benet og tog netop dette skridt.
Det tog os årevis og et par generationer af feministiske genetikere, før Den Store Frigørelse var en realitet og alle søstre var vidne til dronningevirussens sejrsgang.
Den sidste mand udåndede i Ungarn i 2053 og den eneste bivirkning var den psykofarmaka vi alle må tage for at kunne håndtere fraværet af en far.
Det giver et gib i manden med harmonikaen, da færgen udstøder et minutlangt båt. Han er ikke helt ung, men ser særdeles tiltalende ud. Hans hår er ved at blive tyndt på toppen, og rynkerne i panden forsvinder ikke når hans ansigt igen indtager normal position efter at have holdt en høj tone i lang tid. Hans øjne stirrer formålsløst i tilfældig retning.
Pigen der før støttede den harmonikafrie arm, har ledt ham i den rigtige retning hen til restauranten forbi huller i vejen og sovende hunde uden at han på noget tidspunkt vaklede. Jeg kommer til at tænke på at jeg har oplevet usædvanligt mange blinde klaverstemmere og at der må være noget med blindhed og musik.
På opfordring fra en ældre kvindelig servitrice begynder han at spille noget der lyder som en gammel græsk folkemelodi. Næsten alle restaurantens gæster ser på ham og samtaler forstummer mens han synger den klagende melodi. Pigen der hjælper ham må tørre hans pande med en serviet mens han synger, og varmen får hans fingre til næsten at glide på harmonikaens tangenter. Vi klapper alle sammen efter nummeret, også pigen der hjælper ham, og en ranglet ung fyr kommer hen og viser pigen og manden hen til et lille bord. Den ældre servitrice går hen mod bordet, og mens den ranglede henter oliven, brød, tzatziki og vin, stiller hun sig ca. en halv meter bag den blinde. Hun har ikke flyttet blikket fra ham på noget tidspunkt. Som et påskud for at slutte sig til deres selskab, har hun taget en klud i hånden og tørrer med jævne mellemrum deres bord over.
Graveren sidder på kanten af det hul, han netop er blevet færdig med at grave. Perfekt timing, tænker han, at have gravet færdig lige op til frokost. Hans ben dingler ud over kanten på hullet, imens han spiser af sin hjemmesmurte madpakke og drikker dagens tredje håndbajer.
Jo, tænker han, det er ikke så skidt endda. Egentlig ville han have været gartner, men det er mange år siden nu. Graveren er netop fyldt 60 for nogle dage siden, og han klager ikke. Han er omgivet af natur hver eneste dag, her på kirkegården, og han snakker godt med både besøgende og de andre der arbejder derude. Især selvfølgelig gartnerne, der tit giver ham et par tips, som han ville tage med hjem og bruge, hvis han altså havde en have.
For graveren og hans kone bor i lejlighed. Det har de altid gjort, og hun er ikke meget for at flytte. Selv kunne han måske godt tænke sig at de havde flyttet for nogle år siden. Men nu sker det i hvert fald ikke. For graveren når aldrig at spise sin madpakke færdig.
De sidder i rundkreds i klassen, sådan som lærerinden har sagt de skal. Men selv har lærerinden kort forladt lokalet. Børnene hvisker og tisker indbyrdes, halvt i frygt for at blive opdaget, hvis lærerinden skulle træde ind midt i det hele. Hvorfor blev hun hentet af inspektøren? Hvorfor har de været væk så længe? Mon de er kærester? Er hun forresten ikke gift? En eller anden har hørt at hun drikker på arbejdet. Hun virker jo også altid så nervøs, hvis hun da ikke er hidsig.
Timen er næsten slut, da lærerinden endelig træder ind i lokalet igen. På det tidspunkt er alting kaos i lokalet. Børnene gad ikke vente så længe, og de har næsten glemt alt om lærerinden. Ingen af dem ser hende rigtigt, da hun kommer ind. Først da hun giver dem allesammen tidligt fri, bliver der stille.
En lille pige drister sig til at spørge hvad der er galt. Lærerinden ser på hende med tårer i øjnene og svarer: "Det er ikke alt, børn har godt af at lære i skolen. Gå nu bare hjem til din familie."
Hendes tandpine har nu sat sig i knæet, og er på den måde blevet til en knæpine. Hun ved det ikke er et rigtigt ord, men heldigvis har hun et lægeleksikon. Det er nu ikke den tekniske term for en knæpine (Chondromalacia patellae ) som bekymrer hende, men snarere det faktum at hun har bemærket at den hast hvormed dårligdommene bevæger sig rundt i hendes krop synes at accelerere ganske betragteligt.
Hun undrer sig over om hvorvidt denne nye bekymring er at betragte som en dårligdom, og i så fald hvor den sidder, og hvad den hedder.
Det var nøjagtig to måneder siden han besluttede sig for at være en kende mindre kontrollerende og anal. For fire-og-en-halv måned siden havde han besluttet sig for at være 100% ikke-kontrollerende og 0% anal, men det havde ikke virket, faktisk havde det måske ligefrem styrket hans ordenssans, så efter to-og-en-halv måned havde han vedtaget at forsøge sig med en anden og knap så skarpt defineret strategi.
Hans nye, lidt friere tilgang til løsagtigheden var dog alvorligt truet af at han ikke kunne lade være med at vide præcist hvor lang tid det var siden han tog denne, hans syttende livsændrende belutning.
Han bliver lagt på en briks af en art. Eller en båre måske snarere, for den bevæger sig straks efter langsomt ind i maskinen i en jævn, langsom bevægelse. Han ligger et øjeblik og kigger op. Hans krop er omsluttet af maskinen, hans hovede stikker lige udenfor, og han kan uden at bevæge det se ind i det store rør, som går igennem maskinen, og som omslutter hans krop, og også lade blikket følge røret udad igen og siden springe op på loftet med de hvidlige gipsplader over hans ansigt.
Kitlerne forlader rummet, og han overlades til den baggrundsbrummen, som emmer ud ad vægge og gulv. Han synes han kan skille lyden i tre elementer: en dyb, konstant summen, der følges af en svagere, lidt lysere og mere luftig piben, og øverst en metallisk, dump klirren, der kommer og går med ujævne mellemrum og kun varer et sekund eller to.
Maskinen giver pludselig et skarpt smæld fra sig. Som når man tænder alt neonlyset i en gymnastiksal. Fem-seks smæld kommer hakkende uden rytme. Måske står kitlerne ude bagved og forsøger at tænde for kontakten, uden at maskinen vil gå i gang. Så holder det op, og han når lige at erkende, at ophøret ikke bare er en pause mellem kontakttændingerne, før en ubehagelig, kraftig og skurrende larm uden varsel begynder inden i maskinen et sted. En aggressiv, insisterende, enerverende, vedvarende støj, der invaderer hans hjerne og lukker alt andet ude. En blanding af en skærebrænder og et trykluftbor. Han kan ane, at lyden i virkeligheden er et gentagent bankemønster, som gentages så hurtigt, at pulsslagene næsten smelter sammen. Han begynder at svede lidt. Hvor længe vil det mon vare. Han kan godt holde det ud et stykke tid endnu.
Sekunderne - minutterne? - går, og han når faktisk at vænne sig lidt til den infernalske larm, før den holder op, lige så abrupt som den begyndte. Han mærker med det samme, hvordan hans krop mister spændheden og synker tilbage i sin grundtilstand, afslappet. Og registrerer, at den dæmpede baggrundssummen stadig kører og har kørt hele tiden.
Verden havde altid fremstået som en uklar sammenhængende masse. Ensfarvet, klæbende og fugtig.
Hun kunne glemme dens uudholdelighed, hvis hun trak dynen godt op over hovedet - det havde hun for længst erfaret - og en anden verden kunne opstå i ly af dynens fortættende effekt.
Når hun lå der, blev alle lyde meget mindre skræmmende, de føltes langt væk og uvedkommende. Intet lys slap ind, så det var underordnet om det var dag eller nat. Tiden gik i verdenen udenfor, men indenfor stod den stille. Hun fik en følelse af lykke indeni og tænkte, at livet under dynen var skræddersyet til folk som hende. Her var der trygt og rart, her ville hun leve resten af sit liv.
Der lugtede bare ikke så godt.
De har kendt hinanden hele deres liv, uden nogensinde at kende hinanden. Resten af det lille, indelukkede festlokale er fyldt med andre mennesker, de kender uden rigtigt at kende. På næseryggen kan man godt se, at de er i familie med hinanden. Et sært træk som tilsyneladende overlever helt ud i den kraftigste fortyndelse af generne. Snart er han opslugt af en ligegyldig samtale med en onkel, tante eller grandkusine. Tiden snegler sig trygt afsted.
Han kommer hjem, fast besluttet på aldrig at tage med til den årlige familiekomsammen igen. Livet er for kort til gentagelse for gentagelsens skyld.
Der er gået et år, og først for sent kommer han i tanker om det løfte, han gav sig selv. Toogtredive år gammel, og han har endelig mødt en pige. De elsker ikke hinanden, men den nyfødte søn har bragt dem ind i hinandens liv. I sønnens første år bliver han væk fra familiesammenkomsten, fordi hendes mor fylder treds samme dag. Og pludselig befinder han sig i en anden families selskab. Her er der ingen med den specielle næseryg, andre end ham, men til gengæld har de alle lidt udstående øjne. Han ser på sin søn, og kan se begge træk i drengen. Der venter den dreng et hårdt liv, tænker han.
Samme nat sidder han i toget på vej mod Berlin. Han har ikke sagt noget til hende eller nogen anden. Han er bare skredet. Overfor ham i kupéen sidder en anden mand på hans egen alder. Han har en vigende hage.
Og dagene blev så korte, selvom sekunderne var lange. De troede først at det var dem selv der var blevet kuldrede, de kaldte det 'stress' og mange andre lange ord. De gik på kursus og på rekreationshjem, de trappede ned og byggede sig selv op, men lige meget hjalp det. Tiden sivede fra dem og sekunderne udvidede sig, som en tot hår der først er blevet touperet og siden føntørret, den rene, tørre lidelse. Og så en dag kunne dagene ikke blive kortere og verden forsvandt med et lille 'blip', som når man slukker fjernsynet.
Det regnede i bibelske mængder. Morgenen og formiddagen havde ikke på noget tidspunkt levnet noget håb om opklaring. En komplet ensfarvet koksgrå himmel hang desillusioneret over køkkenvinduet som et tykt, vådt lagen, der skjulte den rigtige himmel bagved. Den lovede himmel. Resten af dagen før havde han faktisk håbet på og, ja, regnet med, at det var hans tur, his break. Han vidste godt, at han havde udfordret skæbnen ved at åbent at vedgå over for sig selv, at han regnede med, at det nok skulle blive til noget, men fordi det yderst, *yderst*, sjældent var noget, han bare drømte at gøre, havde han altså tilladt sig det denne ene gang, tilladt sig at regne med sin tur. Jeg er 10 år, lad mig nu få det her. Og så var han altså vågnet til denne himmel. Afvisningen var så klokkeklar, at det nærmest var latterligt. Og det var da i hvert fald latterligt, at han i desperation og ligegladhed ikke ville slå håbet ihjel. Han tog sit regnsæt på; var nødt til at pakke sig hermetisk ind, som om han skulle dykke. Og så fodbolden bagpå. Han vidste, at hun ikke ville komme, men det er kun intellektet, der kan vide.
Mange år senere, mens han skriver om det, slår det ham, at det ikke var håbet, der var dumt og ødelæggende; det var regnen. Han lærte det forkerte.
Under den almindelige afrydning, aftørring og autosmilen til gæster fandt han sig selv stående med en serviet i hånden. Nogen havde skrevet på den med en kuglepen:
"Det kan være svært at forlige sig med at man har forladt sin forlagthed, men ikke forlagt sin forladthed."
Sølle, fulde stakkel.
Han lukkede døren. Det trak lidt og solen stod ikke længere lige på.
Han holder den op foran sig, som den mistænksomme forretningsdrivende holder en tusindkroneseddel op for at tjekke dens ægthed. Jo, den er god nok. Der er både et lille hologram og en stregkode på billetten.
Det er sjældent let at være fjorten. Når han ser sig i spejlet, ser han ikke andet end bumser og en deform krop. Der er ikke noget tøj som sidder helt rigtigt.
Han maser og bliver mast. Stemningen er høj. Der er en ufattelig larm af forventning blandt de mange, som venter på at komme til. Han selv står midt i mængden og suger det hele til sig.
Det føles lidt mærkeligt at give billetten fra sig og kun få en slip tilbage. Og så kropsvisitationen.
Men snart er både bumser og billet glemt. Snart mærker han kun bassen, sveden og hende som står lige foran. Han ville aldrig turde stå så tæt på én som hende i den virkelige verden. På scenen står stjernen og krænger sin sjæl ud.
Han kan ikke sove, da han kommer hjem. Det hyler i ørerne. Måske får han tinitus, men det var det værd.
Han kigger på uret igen, for at sikre sig at det virkelig kan passe. Det har for længst kimet klokken 19, og pendulet svinger fortsat under uret. 19.26. Han dobbelttjekker med tekst-tv, og flytter nervøst en stak ugeblade fra marmorsofabordet og hen på Jamo-højtaleren. Han kigger ud af vinduet og overbeviser forsøgsvist sig selv om at de nok skal komme, de er bare forsinkede. Det er jo travle folk. Han kigger på det nydækkede bords fem tallerkner og oplever den synkende fornemmelse. De kommer ikke. Hverken Margrethe Koytu, Flemming Krøll, Birthe Kjær eller Lisbeth Dahl.
Med et suk erkender han, at han nok aldrig kommer til at møde dem og tilføjer nederlaget til rækken af livets slag. Han tænker på den dag han skal gå ud i garagen, finde en skammel eller en kasse, stille sig op på den og sparke den væk med fødderne. Han anslår at der er i hvert fald fire store slag og en lang række små endnu inden den dag. Med et smil på læben sætter han sig ved skrivebordet med bøttekortene og finder pennen frem.
Duften af hedt sand og læskende bølger – den varme nat har den ramme lugt af en ulykkelig sommer. Det er en fornemmelse af, at kjolen er for kort og ryggen for bar. Med et smerteligt vrik knækker den ene hæl mellem to sten. Nu er stranden pludselig truende, væk er charterparadiset. Dumpe trin i sandet bag hende, de kommer nærmere.
Jan kunne ikke slet ikke fatte, at han og Inger netop var blevet udvalgt til at være ejendomsmæglere i Hammerslag. Telefonen havde ringet klokken 11.57 i tirsdags og stemmen havde sagt: "Det er Frode Munksgaard fra Hammerslag. Vi vil gerne bruge dig og din kollega Inger som vurderingseksperter, når vi i næste uge skal til Nyborg og vurdere et par strandvillaer. Vi har forhørt os rundt i byen, og I er de helt rigtige til opgaven".
Jan huskede ordlyden præcist, og her tre dage efter følte han sig stadig rundt på gulvet over opkaldet. Han havde talt med sin kone Lone om, hvad dette måske ville betyde for hans lille ejendomsmægler-kontor, hvordan han var blevet truffet af lykken og hvordan han ville administrere denne omvæltning, som han så som uundgåelig konsekvens for ham og sin familie. Nu ville de måske få råd til både boblebad og måske endda drømmehuset i Sydspanien.
Jan kunne godt se sig selv som tv-mand og han mente det var på høje tid med de 15 minutters berømmelse, som han bestemt kun så som starten. Lone delte begejstringen. Eller forsøgte. Der var noget desperat overvurderet i et tv-programs indflydelse på deres liv, syntes Lone, selvom hun måske godt vidste, at det var dumt at modsætte sig Jan, når han først var blevet entusiastisk opslugt af et projekt.
Jan havde taget diskussionerne med Lone, selvom han følte dem unødvendige og spild af tid. Succesen var selvfølgelig ikke sikret bare fordi Munksgaard havde ringet, men han skulle være mere end almindelig dum for ikke at udnytte denne enestående mulighed for markedsføring. Det måtte Lone forstå.
I tre dage havde de diskuteret. Højere og højere. Torsdag var det endt med et højlydt skænderi og Jan havde smækket døren i rødstensvillaen og var kørt en tur for at køle ned. Fredag var han kold.
Han havde ikke følt nogen grund til så indgående at stille spørgsmåltegn ved hans deltagelse i Hammerslag og nu sad han sammen med sin kollega Inger - hende han skulle vurdere strandvillaen sammen med. De var taget ud og spise fredag aften for at forberede taktikken til næste uges optagelse. De snakkede om, hvilke spørgsmål Munksgaard mon ville stille, om prisniveauet generelt i Nyborg og hvem der skulle føre ordet. Det skulle Jan var de sammen blevet enige om.
Jan kunne godt lide at sidde overfor Inger. Det var som om hun forstod ham. Hun vidste godt, hvad der var på spil. Måske var det også derfor, han kom til at røre hendes hånd, da han rakte ud efter sin Faxe. Hun lagde mærke til det, men sagde ikke noget. Hun havde i længere tid været haft et godt øje til Jan. De flirtede lidt. Jan kiggede Inger i øjnene. De var så flotte, tænkte han. Helt dybblå, uskyldige og så alligevel så lokkende og insisterende.
De sad og spiste i stilhed, indtil Inger kiggede på ham og spurgte, om han havde lyst til at komme med hende hjem efter maden. Hendes mand var ikke hjemme, og de kunne få finjusteret de sidste detaljer inden weekenden. Jan tænkte sig om. Han syntes det var et interessant forslag, men vidste godt, at der var mere end blot almindelig arbejde i at tage med Inger hjem. Det gjorde ham varm inden i.
A er død. Ægtefællen B er mistænkt, men har været sammen med C på dødstidspunktet. D, som regelmæssigt er kommet hos A og B er meget påvirket. Har ifølge naboen E måske været mere end en gæst — altså en antydning af en romantisk forbindelse mellem A og D. Skal undersøges dybere.
Der er stadig mange ukendte variable.
Therese stirrede vantro på den termometeragtige tingest, læste vejledningen endnu engang og sukkede dybt. To streger var to streger og betød en tur til lægen. Hun greb sin kalender og begyndte at lede efter en ledig dag, Næste uge var booket totalt ud, men måske i uge 13? Febrilsk bladrede hun tilbage for at se, om hun holdt sig indenfor den tilladelige grænse – hvordan var det nu - var det 3 måneder og hvad med ugerne, hvornår var det nu hun sidst havde haft sex?
Egentligt begyndte det i morges, hvor hun havde stået ved køkkenbordet og hældt sin espresso ned sammen med en veronabolle, som hun plejede, Alex var kommet ud og havde sagt noget om skoene, der ikke matchede til hendes jakke og pludselig endte hun ude på badeværelset med en grådkvalt hulken i håndklædet, mens hun havde sparket skoene af. Alex havde stået udenfor døren med en fjoget mine og spurgt, om det var på den tid af måneden, og at han synes hun normalt var yndig. Det havde slået hende, at det var den tid på måneden, bortset fra at ”den” slet ikke var kommet.
På vej til arbejde havde hun købt den dyre æske med en termometertissepind og troligt havde hun tisset på enden og ventet. Ja, egentligt havde hun gået til et morgenmøde, mens stangen havde ventet i skuffen, men nu stod hun og gloede vantro på de to lyseblå streger.
Den aften poppede hun en flaske rødvin op, mest for at styrke sig til denne sære nyhed. Alex pillede åndsfraværende ved sit kalkunkød, mens han så TV-avisen. Da bomberne var faldet ude i verden lod Therese sin egen lille bombe falde og ikke uden virkning, Alex lod bestikket synke og stirrede på hende med et fåret udtryk. Normalt holdt hun meget af hans fårede udtryk, det var tegn på at deres parforhold ikke helt var blevet så forudsigeligt, som man kunne frygte, men denne gang synes hun nu ikke det bekom hende så vel som det plejede – faktisk greb hun sig i at ønske sig en anelse forudsigelighed. Alex mumlede ned i enebærsovsen, før han returnerede nyheden med et ”hvad synes du” spørgsmål, der var den hurtige vej ud.
Hun skulle have sagt nej, men netop den aften overvældede Phillip Starck lampens brune skær hendes ellers så nøgterne synspunkter, og visionen om supermoderen, den yndige renskurede unge og den stolte fader, forgreb sig på hendes venstre hjernehalvdel, mens højre var bedøvet af tanken om hendes 36 år og fuld-løn-på-barsel-stilling. Enden på det hele den aften blev, at Alex sad og så endnu mere fåret ud, efter Thereses drømmende udtryk i øjnene var blevet verbaliseret. Resolut greb han efter rødvinen og begyndte at tænke. Men hvad resultatet af denne anstrengelse så end måtte have været, lod Therese hans signaler tolke som noget i retningen af ”en tilfreds og glad mand”. Det var i hvert tilfælde den version, der blev den offentlige.
I de følgende uger spekulerede Therese på, om hvad der mon havde grebet hende den aften, mens hun resolut skiftede espressoen ud med kamillethe og brækkede sig pligtskyldigst ned i Scholtesvasken. En anden mere knugende angst havde belejret hendes venstre hjernehalvdel. For ikke nok med at krydslivsforsikringer, gensidige pensionsopsparinger og tykke vi-skal-være-forældrebøger banede sig vej til det lille designerhjem, endnu værre var, at udtrykket i deres øjne havde ændret sig.
For Alex havde den nette lille kone forvandlet sig til et skvulpende duvende kar med vand i øjnene og grød i hjernen og for Therese havde den stolte Alex svært ved at tilpasse sig det faderideal, hun nu engang troede manden i hendes liv ville udvikle sig til. Modningen stod langt tilbage at ønske og selvom hun havde købt en pibe til ham i stedet for cigarerne, så ville han ikke rigtig passe ind i modellen.
På hug. Urgh. Man skal have gode knæ for at sidde sådan længe. Han rejser sig - heldigvis er der højt til loftet. Lyset splintres i al glasset, det er som at være i et designer-drivhus. Han prikker på det, som en spyflue der vil ud. Så splintres det for alvor.
Den kølige morgenluft får hans bare knæ til at klapre. Rask trasker han afsted, jorden dundrer under hans skridt. Han når starten af en lang gade og sætter sig på hug igen. Ventende igen. Der bliver langsomt liv, små folk trisser rundt om ham. En pludselig indskydelse får ham til at rejse sig og løbe ned ad Strøget, mens de små folk skilles og udflades under ham, som højt græs på engen.
Jeg sidder hos Kirsten og Rasmus. Kirsten har serveret kaffen, og der er et øjebliks stilhed bortset fra teskeernes sagte klikken mod indersiden af kopperne. Jeg har fået en fra Himmelbjerget.
- Rasmus, er du sød lige at række Niels fløden, siger Kirsten, mens hun smiler overdrevent til mig.
- Niels bruger ikke fløde, svarer Rasmus, før jeg får sagt nej tak. Der er stille lidt igen, kun vægurets tikken vidner om, at tiden går.
- Rasmus sælger jo snart butikken, siger Kirsten, vel egentlig mest henvendt til Rasmus.
- Lad os nu lige se. Det er mange år siden, jeg har sejlet. Måske skulle vi lige se tiden an et par år endnu. Butikken går jo heller ikke så ..
- Arh pjat, der er vel altid brug for en dygtig styrmand.
- Styrmand var jeg nu aldrig, som du ved. Og jeg tror det kommer til at tage lidt længere tid end først antaget at få lagt penge nok til side; folk køber ikke så mange blade mere, nu med det internet.
- Du sælger da møbler og bøger! Det andet er bare noget, du får ind en gang imellem.
Jeg prøver en småkage. Den er såmænd udmærket. Jeg tager en lille, langsom bid til. Rasmus siger:
- Vi har jo også allerede én dygtig sømand i familien.
- Ja, Niels får set verden!
Ved begravelsen virker Kirsten trodsig. Hun virker på en absurd måde stolt. Knejsende.
Peter svang øksen i en skarp bue, så den med et velrettet hug knuste hendes hovedskal. Blod og hjernemasse væltede ud over ham som en overdimensioneret portion rødgrød, og hendes krop fortrak sin konvulsivisk da hun landede for hans fødder. Afsindig af raseri fortsatte han med af sønderhugge den døde krop, indtil hans arme føltes som bly og han sank sammen. Han knugede stadig krampagtigt om øksen og blodet faldt fra bladet i træge dråber ned på hans pertentligt blankpudsede sko. Hans succes-slips sad skævt og det lyse hår var i en sjælden uorden.
De sidste mange uger havde det hele havde kørt på rutinen, imens han i smug ledte efter dem. De, der truede den menneskelige eksistens. Små, og tilsyneladende ufarlige, kunne de krible rundt overalt og så pludselig slå til. Der var intet farligere våben i verden end dem. Han kendte dem, de små krystere.
Han huskede det alt for tydeligt. Han var vel 6 år. Liggende på ryggen i sin røde tremmeseng, som moderen først nænnede at tage fra ham da han blev 10, havde han genkaldt sig farmoderens horrible historie om fugleedderkoppen, der var kommet til Danmark med en last bananer. Men da dumpede noget ned på hans kind. Han lå musestille, for tænk nu hvis... Paralyseret af angst mærkede han, hvordan den selvsikkert spankulerede over hans ansigt. Nu kunne han se den! Kæmpestor, med behårede ben og glimtende mosaikøjne, åbnede den gabet for at spy sin dødelig gift i ham. Panikslagen sprang han op og skreg og skreg. Da hans mor kom løbende, gemte kræet sig klogeligt, ganske givet afventende et mere gunstigt tidspunkt.
Som voksen var han sskræk for de ottebenede spindlere ikke blevet mindre, tværtimod. Han læste stakkevis af bøger for at lære deres adfærd at kende, skønt han ofte var ved at kaste op over bøgernes billeder, der var kvalmende livagtige, men i et latterligt lille målestoksforhold.
Han var glad for sit arbejde på kontoret, for der var altid så pænt og rent og havde ikke så mange kroge for uhyrerne at gemme sig i. Hans hus blev jævnligt tjekket for skadedyr. Hver aften gennemsøgte han soveværelset for kryb, et faktum han forsøgte at skjule for sin kone. Hun, et yderst tålmodigt væsen, havde gentagne gange foreslået ham at søge hjælp for det, hun kaldte hans araknofobi. Araknofobi! Hvis blot hun vidste hvad der truede!
De sidste par måneder havde han følt det uundgåelige nærme sig med taktfaste edderkoppetrin. Faktisk føltes det som om de trampede rundt inde i hans hovede med jernbeslåede moonboots på deres enorme sugekoppefødder, forventningsfuldt samlende spy i deres dertil indrettede kindposer og gnæggende af hans angst. Aften efter aften lå han og forestillede sig edderkoppehæren myldre ind i soveværelset
Men endelige idag havde han set den – kæmpedderkoppen! Noget overarbejde og en kraftig regnbyge havde holdt ham på kontoret og med det begyndede mørke snigende omkring bygningen, trippede han ned i kælderkomplekset, hvor arkivet lå. Dér, bag en reol, havde den materialiseret sig. Stor og mægtig, præcis som den der havde overfaldet ham i hans barndom, og bag den i skyggerne anede han dens mange kumpaner, nu klar til at marchere mod menneskeheden. Lynhurtigt, med adrenalinen pumpende i årerne, smækkede han alle døre efter sig, sprang på sin cykel og benede derudaf. Han lykønskede sig selv med sine reaktioners hurtighed og med den endelige vished var han nu helt højtideligt stemt. Nu var de kommet!
Han vidste hvad han måtte gøre. Hans kone, og så mange andre som muligt, måtte skånes for monstrenes tortur. Øksen lå i garagen, der havde den ligget klar et stykke tid.
Han rejste sig og vaskede omhyggeligt og metodisk øksen i køkkenvasken. Synet af det maltrakterede lig fik hans mave til at vende vrangen ud på sig selv. Det havde ikke været meningen, men pludselighavde han følt at det var en af kæmpeedderkopperne han havde svunget øksen imod. Han synes han hørte en trippen oppe fra loftet og tog sig voldsomt sammen – der var ikke tid til at stå her og drive. Han følte sig stærk og handlekraftig med øksen i hånde. Beslutsomt trådte han ud på den aftenmørke villavej og gik målrettet over mod genboens aftenilluminerede hus.
"Faaaaaaaaaar! Jeg er tøøøørstig". Den lille barnestemme trængte klart igennem alle husets vægge. Fra børneværelset helt oppe under kvisten og ned til arbejdsværelset i kælderen. Du godeste. Et kort øjeblik havde han næsten glemt hende. Hvor kunne han? Han smed papirerne fra sig og styrtede op i køkkenet. "Jeg kommer nu skat. Vil du have vand eller saftevand?" Han flåede febrilsk i køleskabsdøren og kunne til sin store ærgrelse se, at der ikke var mere saftevand. Mælken var også væk. Massevis af øl, men øl kunne man ikke byde et barn. "Jeg er tøøøøørstig". En insisterende gentagelse tæt ved hans øre. Meget tørstig åbenbart. Fuck. Tænk klart. Tænk NU for helvede mand. Han drejede på hanen ved køkkenvasken, men der kom ikke noget vand ud. Iskolde svedperler sprang frem på overlæben og de første dråber begyndte at trille ned ad ryggen. "Far giv mig vaaaand. Nuuuuuu!" Han mærkede panikken brede sig som en blytung fornemmelse i ben og arme. "Hold ud skat. Far kommer med noget vand til dig nu". Forsøgte at lyde overbevisende men stemmen knækkede. Ude på badeværelset skruede han op for vandet i badekarret. Fuld styrke. Det tordnede ud af hanerne. Han greb gulvspanden og fyldte den op. Løb op ad trapperne til børneværelset. "Faaaaaaar. Jeg er hernede. Hjælp mig!" Børneværelset var tomt. Måske var hun gået nedenunder for selv at finde vand. For en sikkerhedsskyld hældte han spandens indhold udover den tomme barneseng. Og hentede mere vand og pøsede det desperat udover hele værelset. Gulvet og væggene. "Det er din skyld, at jeg dør af tørst. Jeg tørrer uuuuud!" Hele første sal sejlede, men tørsten var umulig at slukke. Vandet fra badekarret var forlængst løbet over og begyndt at trænge ned i kælderen gennem plankerne. Det var kun godt. Hoveddøren gik. Han snublede på vejen ned. En smuk kvinde betragtede ham forskrækket fra den halvåbne dør. Han læste væmmelsen i hendes øjne. Indeni forbandede han hendes evindelige handlingslammelse. Han mobiliserede sine sidste kræfter og gik truende over og skreg kvinden ind i øret. Skummende spyt og sved haglede af ham. "Stå ikke bare der og glo skide kælling. Hun er ved at DØ af tørst. Hjælp mig nu for fanden. Du er sgu da hendes mor". Kvinden sank opgivende sammen på entrégulvet. Grådkvalt. Det var 4 år siden ulykken.
Jeg vidste ikke at han blendede så meget som han gjorde.
Ellers havde jeg aldrig ladet ham flytte ind.
Den skærende lyd af de hurtigtroterende milimetertynde metalknive mod kød og ben gik mig på nerverne. Jeg plejede at skrue op for musikken når han gik igang, men idag orkede jeg ikke at rejse mig og satte hænderne for ørerne i stedet.
Det tog de høje frekvenser fra skærene men ikke den dybe brummen fra den overophedede motor. Og tanken om det hvide benmel og senerne der blandede sig til en grødet masse i glasbeholderen gav mig kvalme.
Han havde engang banket på døren til stuen og tavst vist mig billederne fra en opskæring. Alt blev tilsyneladende lagt på plads i anatomisk ordnede bunker inden det blev knust til ukendelighed.
Han sagde at han blendede dem for at de kunne vende tilbage til havet, men afløbet var tit så tilstoppet at jeg ofte ironisk tænkte at den klisterede grød aldrig nåede længere end til rørsammenføringen i kælderen.
Men jeg vovede ikke sige den slags højt.
Og hvad kom det mig ved.
Men en dag måtte han altså flytte, besluttede jeg mens jeg fjernede hænderne og rejste mig for at skrue op.
Blenderen gik mig på nerverne.
Det hang og vibrerede som lyden af en plæneklipper gennem sommerluften. Kun afbrudt af en skærende tavshed. Kampen var i gang.
Et verbalt stød blev afsendt med henblik på at såre og returneret af en dårlig samvittighedsfinte. Stemmelejet rejste sig nu i ophidselse og magtbalancen blev strukket. Ved pausen stod det uafgjort.
Endeligt satte han ind med det træk, han var så kendt for, den ultimative trumf hun gjorde sit bedste for at undgå, men den kom. Han forlod kamppladsen og trak sejren med sig.
Om aftenen havde de forsoningssex. Men vreden sad stadig i kroppen, så det blev en hård og brutal omgang, der efterlod dem svedige og tavse.
Og hun sang til ham, så han mistede alle ord og næsten ikke længere turde ånde, af frygt for at lyden skulle overdøve de smukke toner som strømmede fra hende. Og hun sang så al tid forsvandt, og han vidste heller ikke længere hvor han var. Eller hvem. Det var som om stråler af lys stod fra hende, som hun stod der med de lukkede øjne og et lille smil. Og hun sang til ham. Kun til ham.
Først en enkelt sort vrangvendt herresok. Så en mere lidt længere fremme. Det næste en grå trøje af en slags, smidt i al hast og vellyst som det tredje aftryk i sporet hen mod værelset for enden af gangen.
Blå jeans inden for døren.
Hvid t-shirt legende smidt over bordlampen.
Sorte boxershorts på gulvet ved siden af. Endelig.
Stemningen kun forrådt af fluerne på det kolde kød i sengen.
Revisoren er næsten helt holdt op med at kigge på vejen, efter han fik den lille ny installeret. han kalder den ikke andet end det. Den lille ny. En smart dingenot som kan fortælle ham, hvor han er, hvornår han skal dreje og hvor langt der er til destinationen. Hvis bare alt kunne sættes i system på den måde, tænker han. Man er vel revisor.
På motorvejen lader han især den lille ny få megen opmærksomhed. Det er jo ligeud hele vejen, og hvis man bare kører i en fornuftig hastighed, sker der vel ikke noget. Han har et godt liv, en smuk kone og to dejlige børn. De kan også godt lide den lille ny. I midterrabatten bor en mand i et papskur. Revisoren har lagt mærke til ham på trods af den hypnotiserede skærm. Manden irriterer revisoren. Hvem er han? Hvilken ret har han til at leve et liv, hvor der hverken er brug for systemer, revisorer eller dingenoter? Revisoren ser ikke motorcyklen foran ham, før motorcyklisten ryger ind gennem forruden.
Lidt længere fremme står en bropille. Den er ligeglad med dem allesammen og nøjes med at sætte endnu en streg i regnskabet.
Uafhængig fortsættelse af 'På en øde ø'.
Griffen rejste sig forventningsfuldt op på bagbenene og slog døsigt med vingerne, så der et kort øjeblik stod en uigennemtrængelig sky af rødt sand omkring den. Det var midt på dagen og alle genstande flimrede let i varmen, når man prøvede at stille skarpt på dem. Ikke desto mindre var der ingen tvivl om, at den lille sorte prik, som griffens gode øje kattegult havde spottet i horisonten, uendeligt langtsomt bevægede sig nærmere.
Griffen så sig omkring blandt de faldne, forvitrede søjler, der omgav den og skrabede med forbenede kløer uroligt i sandet foran sig. Det måtte være århundrede siden den sidst havde haft besøg. Ville den mon stadig kunne skabe det udtryk af frydefuld forundring blandet med grænseløs frygt som den engang så nærmest dagligt i de små væseners ansigter? Ville den udløse et forskrækket skrig eller tavs beundring? Den skrabede igen i sandet, langtsomt, overvejet.
Den sorte skikkelse kom stadigt nærmere. Skyggerne var blevet køligere og solen var langt nede på himlen, da den omsider nåede frem til griffens domicil. Undervejs havde den stoppet mange gange for at se på noget i dens hænder – et gammelt stykke papir forseglet mellem to stykker gennemsigtigt materiale, kunne griffen omsider se, nu da skikkelsen var næsten helt henne ved indgangen, dér hvor søjlerne var faldet først. Den kneb det dårlige øje sammen for bedre at kunne fokusere, rankede det tunge hoved og daskede behersket med halen, for så at åbne det store gab i en imponerende brølen. Alting frøs et øjeblik, som havde nogen trykket på en skjult pauseknap.
Skikkelsen, der der hvor den kom fra, var kendt under navnet PJ, lænede hovedet tilbage og så i forundring op på griffen hvis majestætiske kæber var stivnet i et lydløst gab. Ikke skræmt så den ud, nej, ansigtet havde et udtryk, som griffen aldrig havde set før.
***
P.J. mærkede en bølge af tristhed vælde ind over sig. Det var ikke første gang i en tilsvarende situation, men aldrig før havde den føltes så overvældende. Han så op mod den gigantiske figur foran sig, så det falmede skind, der hang i laser over et indviklet net af metalstivere, antikke transformatorer og delvist nedbrudt væv, så det gabende hulrum, hvor det ene øje-implantat engang havde siddet, iagttog sagtmodigt de næsten umærkelige bevægelser, der stadig sendte svage rystelser gennem dét, der engang havde repræsenteret højdepunktet af bioteknologisk udvikling.
Dette var den absolut sidste af de engang så berømmede høj-teknologiske underholdningsparker, han havde til opgave at besøge. ”The World of Fabulous Creatures” var den blevet kaldt, og ethvert barn på den nordlige halvkugle havde engang drømt om at vinde en rejse dertil.
Nu var alt hvad der var tilbage, alt han havde at rapportere, en gammel grif med forfaldne kredsløb, nogle kunstigt forvitrede søjler og et landskab af rustrødt intethed, der strakte sig i alle retninger. Han sukkede, trak den digitale notesbog op af baglommen og begyndte at indtale dagens sidste observationer.
Der var noget galt. Jeg vågnede langsomt - eller egentlig ikke langsomt, det var mere som om jeg pludselig var lidt vågen, altså blev bevidst om at jeg var vågen. Og havde med det samme en følelse af at et eller andet var galt. Måske var det ligefrem derfor jeg vågnede. Du ved, noget i en drøm skurrer, og man bliver så nødtvungent bevidst om at det bare er en drøm og at der er en anden virkelighed, den virkelige virkelighed. Som når man bliver vækket af telefonen. Så det var sikkert også sådan jeg omsider vågnede. - men okay, så kunne jeg selvfølgelig lige så godt være vågnet længe før, længe længe før.. så måske var jeg alligevel på vej til at vågne. Men altså, med det samme jeg blev, sådan, bevidst, før jeg slog øjnene op, havde jeg den der følelse af, at noget var helt galt. Jeg lå lidt og prøvede at samle tankerne, prøvede at finde ud af, hvad det præcis var, der havde givet mig den der stærke følelse, sådan lige pludselig. Jeg må have ligget helt stille et minut og vågnet gradvist mere og mere, for til sidst gav jeg op, kan jeg huske. Jeg nåede at tænke, at nå, det var vel bare noget i drømmen så. Det tænker jeg tit på: at jeg lige nåede at tro, at der ikke var noget galt. Det er en ret.. sort-ironisk tanke, egentlig. For så åbnede jeg øjnene og blev noget forvirret over ikke at genkende loftet, så jeg vendte mig om for at se efter mit vækkeur, som altid står ved siden af min seng.. men der skete ikke noget. Jeg ville vende mig om, du ved, ved at støtte på albuen, men det var kun mit hovede, der bevægede sig.
Senere snakkede jeg selvfølgelig med lægerne, specielt ham Zendén. Jeg hørte på ham og forstod godt, at de havde været nødt til at tage mine arme. At der alligevel stort set ikke var noget tilbage af dem. Men jeg hadede ham alligevel. Han har begge sine, han kan sgu sagtens sidde der og føle og forstå. Jeg hadede ham vanvittigt, jeg lå og fantaserede om, hvordan jeg ville tæske ham sønder og sammen, at jeg havde nogle arme og hænder at slå ham med. At jeg sprang på ham som et vilddyr, strakte ham til jorden, lagde knæene på hans overarme og satte mig på hans brystkasse og med store møllesving hamrede mine knyttede næver ned i hans latterlige ansigt. Ikke med knoerne, det var han ikke værd, tænkte jeg, kun med undersiden af knytnæverne, som når han slog i bordet til bestyrelsesmøderne og fik sin vilje. Jeg kunne næsten fornemme den der varme, klæbrige, levrede masse, hvordan hans ansigt ville opløse sig i fedttrevler og bensplinter, som i en tyk grød ville presse sig ind i hænderne og op til fingrene. Til sidst ville jeg åbne hænderne og med krummede fingre grave i massen, ligesom i strandsand. Eller det der sæbe til at få cykelolie af med, det der tykke grønne. Svarfega, hed det vist. Jeg kunne mærke det i mine manglende fingre, hvordan de fik fat. Jeg kunne mærke det i håndfladerne, den der skiften mellem hospitalsluftens sterile, kedelige kølighed og blodvarmen. Jeg kunne mærke små hudfragmenter under neglene, jeg kunne mærke grebet om hans pandeben, mærke hvordan skallen var fast at holde om, den gav sig ikke, selvom man klemte hårdt og musklerne i fingrene blev hårde under huden. Og så græd jeg.
Uden at se sig tilbage - nu og for altid. Den overvældende frihedsfølelse i kun at se fremad. Skridt for skridt, længere væk.
Duften af sengelun fyr på hendes hud er lige som en dejlig bodylotion. Hun tænker på hvad hun har sagt fra sig, hele denne pakke af løfter og samhørighed og varme nætter. Men løftet fra hendes skuldre er svimlende, som at tvinge sig selv til at vende det hvide ud af øjnene og blive helt rundtosset derved.
Gå, gå, gå, i sin egen takt. Om så det skal være for evigt.
Den tunge stank af noget, der mindede ham om gennempisset naftalin fik brækfornemmelserne frem i halsen på ham. Han støttede sig til et af rørene fra loftet. Vandet piblede fra et rør, der var sprunget læk. Det var helt mørkt.
»Så hjælp mig dog for helvede!« Hans ben slap under ham. Han røg i gulvet og hamrede forgæves en hånd ind i de brungule fliser på væggen. Det var et hult råb om hjælp. Lyset fra en af vejens lygtepæl slap ind af en sprække i vinduet og ramte hans kind. Blodet var begyndt at størkne, mens tiden var forsvundet. Han lå stille på gulvet. En sveddråbe dryppede ned i hans venstre øje. Han forbandede, at han ikke havde kræfter til at tørre sit ansigt. Han forsvandt ind og ud af bevidsthed.
»Så åben da den dør! NU!«
Han vendte sig forskrækket om og så ind i en sky af morgenlys fra vinduet. Det blændede hans øjne. Han kunne høre en fugl og stemmen udenfor døren. Som i en drøm langt væk. Den råbte igen og det gik langsomt op for ham, at hans far skulle bruge toilettet. Det var vel normalt så tidligt. Hans søster skulle trods alt giftes.
På den ene side suser store lastbiler forbi, så man kan mærke trykket hive i kroppen. Når det regner og der kommer mange i træk bliver det til tider så voldsomt, at han begynder at blive bange for, at han skal suges ind under dem.
På den anden side er det sjovt nok ikke så slemt med lastbilerne. Her synes han mere, at det er personbiler som kommer forbi. Dem elsker han at kigge på. Især køerne er han vild med, hvor bilerne snegler sig afsted, så langsomt at man kan se førernes ansigtsudtryk helt tydeligt. Han digter tit små historier om dem og deres liv, og i visse tilfælde er det blevet til hele føljetoner, efterhånden som han har lært at genkende mange af dem.
Hans hus er han meget stolt af. Og han føler sig heldig fordi det har fået lov at stå så længe. Ingen har sagt, at han skal rive det ned eller flytte det, sådan som det ellers er sket så mange gange før. Denne gang har han fundet et rigtigt hjem. Taget er ganske vist utæt, og det larmer selvfølgelig en del fra motorvejen, men alt det har han vænnet sig til.
Det er tolv år siden hun forlod ham. Dengang var det hårdt, og i lang tid kunne han slet ikke tænke på andet end hende. Det kostede jobbet, huset, hunden og alle de andre ting. Men nu, efter han har fundet et hjem i midterrabatten, ser det ud til at gå den rigtige vej igen.
Hvor var den? Han havde lige haft den. Brugt den så sent som i går. Den havde ligget i lommen. Der gik ikke mange minutter imellem, at han tog hånden derned og mærkede den. Men nu var den der altså ikke. Han gik hurtigt ned ad Strøget. Standsede ved hver forretning han nogensinde havde sat sine ben i og spurgte. Ingen vidste noget. Han fortsatte. Øjnene spejdede fra side til side. Benene gik hurtigere og hurtigere. Fingrene gled febrilsk ned i lommen igen blot for at bekræfte, at den var væk. Han begyndte at løbe. Hvor var den? Han havde haft den altid. Og først nu, da han virkelig havde brug for den, var den forsvundet. Skæbnens ironi. Eller bare så uheldigt som noget. Hjernen kørte på højtryk. Han løb og sveden piblede. Han løb over for rødt, da han kom til Rådhuspladsen. Var nær blevet ramt af en taxa. Han løb op af trinene, der førte til Rådhusets indgang. Satte hænderne for munden som tragt og råbte af sine lungers fulde kraft: "Aaarrrggghhhhhh!".
Tavshed. Folk vendte sig og kiggede. Biler stoppede. Buschauffører skubbede ruden til side. Nååå, dér var den! Evnen til at tryllebinde. Han åndede lettet op.
Tågen kom listende allerede aftenen før, med tågehornets bas lige i hælene.
Om morgenen vækkede havet byens beboere med stille slikkende bølger mod tredje sals vinduer og søde lette brus af stigende vand. Små krappe bølger opad trapper og blidt pres af vand mod vuggende kroppe. Alt blev vasket som af krydret sommerregn. De, der troede at syndfloden ville være en barsk, stormende hævner, tog fejl.
Han har den der fornemmelse i munden, som når man har spist en banan, der ikke er helt moden. Blikket har været fastfrosset på lysmasten for enden af vejen så længe, at den nu er en miniatureudgave af sig selv. Faktisk er det hele krøbet. Han plejer at kunne få det tilbage til normal størrelse ved at blinke, men der sker ikke noget. Verden er uden for hans rækkevidde. Han har mistet evnen til at gøre nogen forskel. Og han er ligeglad. Mon det var det, hun mente? Han overvejer at rejse sig fra bænken, men kan ikke komme på nogen grund til at gøre det. Så han bliver siddende. Og skyggerne strækker sig.
Hele dagen tænkte jeg kun på den ene ting. Den investering jeg skulle foretage mig, som jeg havde glædet mig så umådeligt meget til, lige siden jeg besluttede at det måtte være sådan. Lige siden det gik op for mig, at jeg det var DET der manglede i mit liv. Den ene urolige nat efter den anden. Nu skulle det være slut.
Da jeg gik ind for at se på udvalget, tog jeg mig god tid. Dette var ikke en beslutning som skulle tages hurtigt og uovervejet. Den skulle tages med lige dele fornuft og følelse. Der var kun dette ene forsøg, sådan havde jeg det. Jeg mærkede efter, forestillede mig fremtiden med min investering, glædede mig til rolige nætter, alt imens jeg gik fra hylde til hylde. Den måtte ikke være for hård, ikke for blød, ikke for stor eller for lille. Endelig skulle jeg have en ny pude at hvile mit trætte hoved på.
Hun indtager kvarteret efterhånden som hun bevæger sig igennem det. Sommeren synes - for dem som uundgåeligt betragter hende kræve sin ejendom - at tilhøre hende, hendes korte, pigede kjole og hendes nyudsprungne fregner. På sin vej formår hun, uden rigtig selv at bemærke det, at dreje hovedet på 7 mænd, som øjeblikkeligt skammer sig, at vinde tre anerkendende blikke fra ældre kvinder, som synes hun minder om den danske sangskat og at stoppe et slagsmål mellem to drenge.
Intet af dette bemærker hun, ligesom hun heller ikke bemærker en mængde glaskugler, som udløser hendes pludselige fald mod villavejens asfalt. Med blodet løbende ned af det ene spinkle ben vender hun om, og går med rank ryg tilbage til sit udgangspunkt.
Manden spiser, tænker drengen. Manden spiser og sidder samtidig og betragter væggene. Manden tygger brødet i lange minutter, tænker drengen. Typisk; manden ville aldrig kunne færdiggøre noget hurtigt, tager evigheder om alting. Derfor måtte drengen dukke op. Manden havde behov for drengen. Behovet havde altid eksisteret, vidste drengen. Manden havde fortalt alting efterhånden, om hvordan verden, omgivelserne havde fordret større og større anstrengelse, større og større handlekraft, større og større unaturlighed. Mandens hovede havde protesteret, indtrængende og insisterende, og til sidst, efter nogleogtredive vintre og somre, måtte drengen altså komme, kaldet hertil. Derefter forandredes verden totalt. Eller altså, mandens verden. Flytning til andre omgivelser, trygge omgivelser. Beroligende vægge i blege farver, kompetente mennesker med dæmpede stemmer. Og drengen. Manden elskede drengen. Efter drengens ankomst kunne intet længere bringe unaturligheden tilbage. Manden sammenligner drengen med midterpælen i cirkusteltet; teltdugen overdækker kunster og aktiviteter og manøvrer indeni, midterpælen holder teltdugen løftet over jorden. Drengen hjælper med selvopholdelsen. Drengen udfører halvdelen af arbejdet, halvdelen med præstationskrav. Effektivitet, snarrådighed eller handlekraft. Eller hurtighed. Drengen spiser hurtigt, tænker manden.
Smagen af det syltede ingefær gav våde øjne. Sushi-restauranten summede, der var fyldt. Hun var en fersk oase midt i alt livet, et stilleben. Der var et tryk og et sug omkring hende, som når man står ved en afgrund og længes mod faldet, som når toget drøner ind på perronen og skinnerne lokker, som når man stirrer i poolens syntetiske blå og kan mærke lungerne fyldes af vand. Det var det, at være alene. Hun hvæssede sit blik, som en kat hvæsser klør, klar til at stirre alle de tosomme i gulvet.
Han havde følt et strejf af optimisme, da de gik hjemmefra. Denne gang troede han næsten på det.
Nu var han ikke så sikker længere.
Lokalet summede af høflig samtale. Han forsøgte at se ud som om, han lyttede til sidemandens fængslende historier om svæveflyvning. Prøvede at nikke på de rigtige tidspunkter. Men hans blik var rettet mod den anden side af bordet. Mod hende.
Glasset foran hende var aldrig helt tomt. Han havde forsøgt at holde regnskab, men tabte tråden efter forretten. Dybest set vidste han godt, at det var for sent nu. Den velkendte kombination af angst, vrede og afmagt tog plads i hans bryst og besværliggjorde vejrtrækningen. Glasset vaklede et øjeblik, da hun ramte kanten med flasken. Med sit blik fik han glasset stabiliseret. Blikket var det eneste, han havde tilbage. Hvis bare han fastholdt det ...
Lyden af metal mod glas fik ham med et ryk til at vende hovedet mod manden for enden af bordet. Der var knugende stille i lokalet, mens taleren famlede efter manuskriptet i inderlommen.
Braget brød stilheden. Han vidste, at han ikke skulle have vendt blikket fra hende. Nu tvivlede han lidt på, om han nogensinde ville kunne få sig selv til at se på hende igen.
Dennis svinger det andet ben over hegnet og slipper. Han falder lidt over to meter, lander på benene og spæner videre. Hundenes gøen kommer tættere på og Dennis kan se genspejlingen af de blå lys i de knuste ruder på den forladte fabriksbygning.
Døren er låst og Dennis må lægge al sin vægt i, for at få den op. Det gør ondt i skulderen, men det er der ikke tid til at tænke på. Han knuger kassen lidt hårdere og tænker kun på, at han må skjule den et sted, hvor de ikke kan finde den. Der er ingen mulighed for at undslippe nu, det ved han, men politiet ved ikke, at det er ham der har byttet, og hvis han kan nå at gemme det, er der stadig en chance for, at de aldrig finder det.
Han kommer ind i et lille forkontor. Lugten af olie trænger derind fra fabrikshallen bagved. Der står brevbakker, støvede computere og arkivskabe. Ikke noget sted at gemme en cigarkasse. Han sætter retning modsat hallen, mod det lille tekøkken.
Dennis river skufferne ud og leder efter en plasticpose. De første betjente er over hegnet nu, uden hundene og han kan høre dem råbe til hinanden. Det er et spørgsmål om sekunder, før de kommer ind på kontoret. En af dem råber en advarsel om, at han har set Dennis have noget i hånden.
Endelig finder han en Netto-pose, stopper æsken i, vikler posen omkring og lukker den, så godt han kan. Inden han styrter ud mod toilettet tager han en kniv med fra køkkenet. Posen gemmer han i toiletkummen, så tager han mod til sig, og løber ud mod betjenten, kniven løftet højt imens han skriger.
Han havde den her følelse af ikke at være alene, at der hele tiden var en person med på en kigger.
Og han havde den her følelse af at han levede i en drøm og at han ville vågne op til en anden og langt mere virkelig virkelighed.
Så havde han iøvrigt også følelsen af at blive svigtet igen og igen.
For ikke at tale om følelsen af at have mistet noget dyrebart.
Suppleret med følelsen af at dø en lillebitte smule hver eneste dag.
Og han havde følelsen af at være gået glip af noget vigtigt som han ikke kunne huske selv om det føltes som kun en tanke borte.
Mest enervererende var nok følelsen af at have haft disse følelser før.
"… You could be from Venus …I could be from Mars …"
Tonerne skrattede ud af den lille højttaler der hang oppe i hjørnet. Han lagde skeen fra sig. Satte koppen for munden og slubrede højlydt. En enkelt vendte sig. Og smilede. Han lod som ingenting. Og satte koppen igen. Kiggede på uret. Der var gået en halv time. Hun havde sagt tre. Eller var det fire? Han kom i tvivl.
Der var gået et halvt år siden sidst. Han havde næsten glemt hvordan hun så ud. En gang imellem kunne en duft eller en sang i radioen bringe hende frem så han næsten kunne se hende. De havde mødt hinanden på ferie. Hun var sammen med en veninde. Han var der fordi han ikke kun være andre steder. Hun kom hen til ham den sidste dag på ferien og begyndt at tale. Først havde han tænkt at hun var fuld. Tre timer senere var han overbevist om at hun var den mest fængslende kvinde han nogensinde havde mødt. Hun havde talt. Han havde kigget. Og lyttet. Og så var de gået hver til sit. De havde kendt hinanden tre timer for et halvt år siden. Og nu sad han her og ventede. Hun havde ringet ud af det blå. Han havde genkendt hendes stemme med det samme. Hæs, som hun trængte til at rømme sig, og så alligevel uendeligt blød. Han smilte bare han tænkte på det. Var hun selv klar over hvor sexet hun lød?
"… lovers forever … care for each other …"
Radioen var blevet skruet op nu hvor travlheden på caféen satte ind. Folk på vej hjem fra arbejde brusede forbi. Han kiggede igen på uret og skulle lige til at rejse sig. "Hej!", sagde hun. Han kiggede op og rejste sig for at give hende et knus. "Skal vi gå?", spurgte hun og smilede. Han tog sin jakke og tog hende blidt ved armen.
- sangtekst: air -
Hun ser mig lige i øjnene, på den dér særlige måde, hvor man ikke helt ved hvordan man skal reagere. Hun har et fængslende blik, og det er ikke kun den isblå farve eller den bløde kurve, hendes øjenlåg tegner, som fanger mig. Nej, hendes blik er som en syl, der borer sig direkte ind i min sjæl. Jeg prøver at bryde kontakten, men det er som at forsøge at bryde en oldgammel forbandelse, og selv om jeg fornemmer at alle andre i kupéen er begyndt at undre sig, er jeg ude af stand til at reagere.
Hun læser mig, så meget ved jeg, men jeg selv får ikke andet end en svag fornemmelse af hende og alle de andre tilbage. Jeg kan ikke engang se resten af hende rigtigt.
Men jeg fornemmer at hun er smuk, og at de andre mere eller mindre åbenlyst ler ad mig. De ler ad mig fordi jeg stirrer, uden at bryde blikket; jeg er fortabt og de ved det. De ler måske fordi, de tror jeg aldrig har set en smuk kvinde før. Men forstår de da ikke, at jeg ikke engang har set denne kvinde? At det er hende som ser?
At vi begge er passagerer i S-togskupéen virker forkert, for her er det kun hende som styrer, og der er ingen skinner til at lede hende på vej.
Jeg mærker mine øjenlåg blive tunge, idet mine øjne begynder at klø, og det går op for mig, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har blinket. Men hvordan kan jeg?
På en eller anden måde lykkes det alligevel. Jeg blinker, og da jeg åbner øjnene igen, er der kun forvirringen tilbage. Omkring mig sidder de samme mennesker, men det er ikke længere mig de ser. Nogle stirrer tomt ud på byen, som passerer forbi, andre er optaget af mobilsamtaler eller løs snak med hinanden. Oh hun er væk. På hendes plads sidder kun en gammel kvinde. Hun smiler vidende, som om hun alene er klar over, hvad jeg lige har været igennem. Hvad jeg lige har drømt.
Jeg rejser mig hurtigt, i befippelse måske - eller en sær form for skam. Når alt kommer til alt, faldt jeg jo bare i søvn i S-toget. Da jeg er kommet op at stå, flakker mit blik en sidste gang forbi den gamle kvinde, og hviler måske et sekund ved hendes isblå øjne.
”Skal vi danse?”
Hun så op og lagde mærke til hans nye skjorte. Den havde stadig de skarpe folder fra pakningen. Der var endnu ingen midt på stuegulvet. Han rødmede lidt, da hun rystede afvisende på hovedet mens hun tog endnu en sip af sin cola, der sukrede munden til og så gik han tilbage til en flok drenge, der stod og kiggede ud i rummet og lo af det hele.
Musikken spillede lidt for højt og alle stod og ventede på at der skulle ske bare noget. Usikkert søgte de sammen i små grupper og klamrede sig til hinandens arme. Udenfor klasseværelsets velkendte rammer var de ikke længere skolekammerater.
”naa-haaaj”
”Jo-hoooo”
”nwøøddr, som om”
”åårh, ja, selv som om”
”Selv, selv, dobbelt-selv, ligger og knalder med en fyr der hedder Kjeld”
”Jaaahhh, selv, selv trippel-selv, med spejl, nok”
”Lige tilbage med dobbeltspejl, og bytte-bytte købmand aldrig by...”
”...”
Samtalen mellem de to kunne have fortsat af det vanlige spor, og eskaleret til et rask slagsmål som ville have efterladt dem forpustede og smilende, røde i kammen, havde det ikke været for en lidt ældre pige med fregner som i det øjeblik passerede dem og for evigt forvandlede dem fra drenge til noget andet.