The world will always welcome lovers
- as time goes by …
Nej, det er ikke meningen. Stormens rasen overlod os til den nøgne sandhed. Morgenens skygge følger os ind i dagen, ind i det andet rum. Visse ting står ikke til os at ændre.
Vi går hånd i hånd hen ad stien, ned til stranden. Dér står bænken og jeg lægger et tæppe så vi ikke bliver våde og kolde af duggen der er faldet i sensommernatten. Der er så stille og månen lyser. Havet er kun en hvisken nær. Ingenting imellem os og universet. Ingen ord. Vi er ét. Ét med altet der skabte os i sit billede og satte en forskel, at vi må længes efter det den anden er, indtil vi har lært vores lektie: at være det den anden er i os selv.
”Du har for evigt ansvaret for det du har gjort tamt” - du lærte mig ansvarlighed. Gad vide hvad jeg lærte dig.
Det bliver køligt, vi kryber lidt tættere på hinanden. Bølgernes kærtegn af kysten føles som en banken under huden. Min hånd i din mens du stryger den stille. Hænder fulde af tid der er gået. I dit ansigt er der spor af liv der blev levet og leves, kompromisløst tro mod dig selv.
Du træder ind og ud af dine følelser. Selv har jeg ikke så meget selvkontrol og har tit undret mig over at det overhovedet kan lade sig gøre. Underforstået at jeg mener, at det kan det ikke hvis følelserne er ægte, dybe og stærke. Nu ændrer jeg holdning. Når alle odds taler imod at det man føler kan realiseres, så er det destruktivt at forblive i håbet – endsige længslen, smerten og følelsen af forbundethed.
Beregnende, berusede i en syndflod af begær blev vi efterladt til storvask i tidens brænding. Du vil være i mit mørke. Hvad der siden skal ske vil tiden vise. Denne heks er nok mærket, men ikke helt slået ud.
Når morgenen kommer er stranden tom. Der er ingen mere, tilbage er kun et mærke på vore sjæle som et strejf af nådens vingeslag.