En efter en faldt brikkerne på plads. Til puslespillet der havde optaget ham i måneder. Normalt kunne man kategorisere brikkerne: En bunke der ligner søen. En bunke der ligner trætoppene. En bunke der ligner faren og sønnen på fisketur i jollen. Men dette havde været et puslespil ulig tidligere. Et var motivet, som kunne bruges som fingerpraj til, hvor den enkelte brik hørte hjemme. Noget andet var udskæringerne. I dette puslespil var udskæringerne på den enkelte brik ikke nødvendigvis lavet, så den passede med de øvrige. De skulle først tilpasses hinanden. En langsommelig og udmattende proces. Det var som at famle sig frem i bælgmørke et ukendt sted. Når han endelig fik fat i noget at støtte sig til knaldede han tåen ind i en forhøjning. Når to brikker endelig fandt hinanden og han tilføjede en tredje faldt den første fra og stillingen var den samme som sekundet før. Med den irriterende tilføjelse, at den brik der faldt fra, nu ikke mere passede i sammenhængen.
Indtil i går hvor han fandt den brik der havde manglet. Den brik som resten kunne samle sig omkring. Den havde været der hele tiden, men var faldet ned i en lille fuge mellem to gulvbrædder. Brikken. Han holdt den et kort øjeblik op mod lyset. Kiggede ekstra grundigt på den, som for at finde ud af, hvad der gjorde den speciel. Den lille brik besad en forunderlig magt, men lignede de andre brikker. Han trak på skuldrene og satte brikken i. Resten løste sig selv. Hans ene fod sov efter at have siddet ubekvemt i timer. Han rejste sig op. Gik ud og lukkede døren.
Af mikkel | TrackBack