”3 skridt” tænke han, da han efter at have sendt dagens breve ind af brevsprækken sad i en ganske uregelmenteret stilling. ”3 skridt – tænk hvad en dør kan spærre for”. Det vides ikke om det var en lyd eller andre uregelmæssigheder, der havde fået ham til at bøje sig ned og vippe den lille messingklap op, men helt sikkert var det at Postbud Johnson sad på knæ på en temmelig ubehagelig hampemåtte og lurede ind af nr. 18s brevsprække.
I det snævre udsyn så kan en lang gang, der svagt var oplyst at formiddagens sol. Tøj og sko var hængt tilfældigt op og gulvet var en anelse slidt. Hvis ikke det havde været for det usædvanlige syn, havde Johnson sikkert rejst sig småskammende igen over sin uprofessionelle holdning til sit fag som postuddeler for P&T.
Men i sit snævre felt så Johnson et syn, der fik den midaldrende postmand til at blegne og ganske tabe sansen for tid, sted og passelig opførsel. Da han endeligt fik rejst sig igen, vaklende han lidt tøvende. ”For fanden da” tænkte han mens han i et kort sekund overvejede at bryde døren ind. For fanden, hvordan skulle han fortælle den historie til sine kolleger uden at udstille sig som et halvperverteret svin, der havde en uvane med at kigge gennem folks brevsprækker.
Det var ikke så meget lysten til at kigge, men Johnson følte ganske simpelt en større forpligtelse ved at levere brevene retmæssigt, når han havde fået et glimt ind i sine modtageres liv. Det var simpelthen nemmere at minimere fejlafleveringer og gætte hvem dårligt adresserede breve var ment til og i 17 år havde han fået ros for sin pertentlig aflevering og minimale antal klager.
Men denne dødelige tirsdag formiddag havde vendt op og ned på et ellers upåklageligt arbejde og Johnson vidste, at hans liv som postuddeler ikke ville være det samme igen. En lettere kvalme bølgede ind over ham da han nåede til den slidte skidengule cykel med den umiskendelige lædertaske.
Han sendte et sidste blik over skulderen mens han tænkte ”Det må være en stedfar”, men han kunne ikke glemme pigens lydløse gråd.