Fra sit vindue kunne hun se sværmen af kampklædte duer i horisonten. De kom nærmere.
»Moaar! Nu er de her igen! Få dem til at gå væk!«.
Pigen smed sig i sengen. Hun knugede sin mobiltelefon og ville allerhelst stikker tamponer i ørene. Hendes mor var der ikke. Hun havde kun nogle sider fra Eurowoman, som handlede om Miu Miu og Marc Jacobs.
Stormen af duer var blevet en tilbagevendende blafrende scene - især omkring midnat. Nogle gange dukkede de også op i dagslys. Ud af de blå. Når de kom, var det som en mørk kappe, der blev rullet over himlen. Det kunne vare i timevis. Tiltagende. De skreg.
Hun kunne godt lade sig fange ind af det show, der hver dag udspillede sig. Det var enkelte gange overvældende. Farverne vævede sig ind og ud af hinanden. Det skete ikke så tit. Når det alligevel hændte, dansede hun i sin seng så fjedrene var ved at sprænges. Også naboerne larmede – de måtte også kunne se den levende himmel. Det var gode dage, og hun fik næsten lyst til at gå ud, men i stedet læste hun. Nogle dage i dagevis, mens larmen udenfor vinduet fortsatte som dagen før og dagen før den. Hun kløede på.
Næsten som i en drøm mærkede hun fortællingerne træde ud af siderne. De lyse sommernætter og bålet på stranden. Gilleleje. Ferien i Barcelona. Et karriereliv med turbo på, kun »forstyrret« af alle de lækre snapshots fra den københavnske trendzone - Konrad, Viktor og Ketchup. Der var også nogle fantaster og plattenslagere. For tidligt afbrudte forhold, en usund karrieremæssig formkurve, drukturene og tudeaftenerne alene under dynen. Hun syntes, at det virkede fremmede på hende og så alligevel ikke. Der var stille udenfor. Hun græd. Alene i mørket. Stilheden virkede stor. Hvorfor var der pludseligt stille nu? Duerne var væk.
Hun lagde bogen fra sig. Hun kunne koncentrere sig igen. I hvert fald lidt endnu. Måske var det alligevel tid til den shoppingtur, som Tine havde nævnt. Ja, det var så. Hun ville have den Dolce-jakke. NU. Hun ville have den Bazaar-trøje, lingeri i lange baner, DkNY over det hele. Øjeblikkeligt. For hvordan skulle de Limfjords-østers ellers smage? Hvad ville de andre ikke sige og hvad med Jan? Men hvem skulle hun egentligt sige det alt sammen til?
Altså at denne institution ikke var den rigtige? ®