Han løb efter bussen med halstørklædet flagrende i en lang stormasket spiral efter sig. Fortovet flækkede og åbenbarede en tyk måtte af vat, som han vandrede på. Og nu med bare tæer. Og nu nøgen. Uden at fryse. Han smilede og lo hjerteligt til de forbipasserende. Kælede for gadens katte. Kyssede lygtepælene. Og butiksruderne. Og de små børn. For han kendte dem alle, som også de kendte ham. Han mærkede hvordan universets hjerte bankede lykkeligt. I takt med hans eget. Hvordan alting omfavnede alting. Og ingenting. Små vinger voksede ud langs fodsålerne, og prøvende løftede han sig op over vattets bløde fibre.
Nu huskede han pludselig det hele. Han var Hermes, og han havde et vigtigt budskab, der skulle ud. Der var ingen tid at spilde. Hele verdens lykke afhang af hans evner. Nogen havde betroet ham en stor opgave. Man havde udvalgt ham. Vinden ydede ingen modstand, da hans krop steg til vejrs i roterende cirkler. Han balancerede behændigt. Skød genvej henover containere, cykler og den jublende skare, der fulgte ham med tillidsfulde og beundrende blikke. Han ville ikke svigte dem. Der havde allerede været svigt nok. Højere og højere steg han - op i de tyndeste luftlag. Strejfende i stratosfæren. Kroppen var skarpskåret cellofan, der sprødt lagde sig på langs, og han red på vinden. Håret dansede bagud som vimpler. Han rullede rundt og kluklo. Lykkelig over at universet gav ham denne kærlige rutchetur. Og så slap vinden pludselig op. En alt for stor indånding. Vakuum.
De greb ham hårdt i armen, og pressede ham ind i bussen. Et tæppe blev foldet omkring kroppen. Armene fikseret i et iskoldt jerngreb på ryggen. Han skreg. Var jo på en vigtig mission. Og de måtte slippe ham fri igen. Bare denne ene dag. Kunne de ikke forstå det? Måske kunne det stadig nåes. De regnede alle med ham, og han var ikke den, der svigtede.