Hun ser mig lige i øjnene, på den dér særlige måde, hvor man ikke helt ved hvordan man skal reagere. Hun har et fængslende blik, og det er ikke kun den isblå farve eller den bløde kurve, hendes øjenlåg tegner, som fanger mig. Nej, hendes blik er som en syl, der borer sig direkte ind i min sjæl. Jeg prøver at bryde kontakten, men det er som at forsøge at bryde en oldgammel forbandelse, og selv om jeg fornemmer at alle andre i kupéen er begyndt at undre sig, er jeg ude af stand til at reagere.
Hun læser mig, så meget ved jeg, men jeg selv får ikke andet end en svag fornemmelse af hende og alle de andre tilbage. Jeg kan ikke engang se resten af hende rigtigt.
Men jeg fornemmer at hun er smuk, og at de andre mere eller mindre åbenlyst ler ad mig. De ler ad mig fordi jeg stirrer, uden at bryde blikket; jeg er fortabt og de ved det. De ler måske fordi, de tror jeg aldrig har set en smuk kvinde før. Men forstår de da ikke, at jeg ikke engang har set denne kvinde? At det er hende som ser?
At vi begge er passagerer i S-togskupéen virker forkert, for her er det kun hende som styrer, og der er ingen skinner til at lede hende på vej.
Jeg mærker mine øjenlåg blive tunge, idet mine øjne begynder at klø, og det går op for mig, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har blinket. Men hvordan kan jeg?
På en eller anden måde lykkes det alligevel. Jeg blinker, og da jeg åbner øjnene igen, er der kun forvirringen tilbage. Omkring mig sidder de samme mennesker, men det er ikke længere mig de ser. Nogle stirrer tomt ud på byen, som passerer forbi, andre er optaget af mobilsamtaler eller løs snak med hinanden. Oh hun er væk. På hendes plads sidder kun en gammel kvinde. Hun smiler vidende, som om hun alene er klar over, hvad jeg lige har været igennem. Hvad jeg lige har drømt.
Jeg rejser mig hurtigt, i befippelse måske - eller en sær form for skam. Når alt kommer til alt, faldt jeg jo bare i søvn i S-toget. Da jeg er kommet op at stå, flakker mit blik en sidste gang forbi den gamle kvinde, og hviler måske et sekund ved hendes isblå øjne.
Af Rasmus | TrackBack